Plads og plus
Så kom der bund i de fjerneste gemmer! Ikke flere hemmeligheder, og kun få ting er havnet i den bunke, jeg vil ordne senere. De store armbevægelser har talt, og der er nu plads til det, der skal give mere plads indendøre.
Det er begivenhedsrige dage i det officielle liv uden for min lokale verdens navle. Efterdønningerne er ved at rulle forbi efter Michelle- og Panda-pandemien, en whistleblower-helt er indfanget, og demokratier forskellige steder på kloden har henholdsvis fungeret og er gået midlertidigt i sig selv.
En ny menneskeart har set dagens lys – for mindst 67.000 år siden. Der blev fundet knogler og tænder i en Filippinsk grotte i 2007, og nu i 2019 leverer forskere resultatet, at det altså er en hidtil ukendt selvstændig menneskeart – hørende til slægten Homo sammen med neanderthalensis, erectus og os selv, sapiens. De synes at have haft fysiske træk, der minder om både tidligere folk og senere folk.
Nu, hvor jeg er blevet 65+, så kunne jeg risikere – hvis jeg fandt på at studere i mit kommende pensionistliv – at få 12+ på karakterskalaen. Så skal man altså ”turde noget, bringe sig selv i spil og gøre noget ekstraordinært”.
Jeg synes jo, det i sig selv er yderst ekstraordinært at blive – pensionist. Om 125 dage.

