Sidste Arbejdsår – Dag 246 – Fred og Frihed

Fred og Frihed

Sikke en fred, og sikke en frihed – det lille flyttelæs er hentet. Et afsluttende besøg på Containerpladsen, nok det sidste i denne omgang. Omrokering, og alt på sin nye plads. Eftermiddagen kom, og der var dømt pause – efter mange dage i træk med grundig oprydning, træk og tryk, løft og slæb, mål og vægt. Sådan en dag, hvor alting pludselig falder på plads.

Frihed under ansvar. Ytringsfrihed under ansvar. Som en kær ven sagde til mig forleden: Vi har altid et valg!

Udviklingen går ikke igennem videnskaben. Den går igennem ganske almindelige mennesker, som skal gå så grueligt meget igennem, fordi de er anderledes end normen – det være sig i intelligens, i sexualitet eller i sygdomssymptomer – altsammen noget, der ikke bliver anerkendt af videnskab og samfund i begyndelsen, og hvis det endelig bliver anerkendt en skøn dag, så er det sjældent i det pågældende menneskes levetid.

Min første vårflue i år. Sprængfærdige knoppers skyggespil i et fuglehus. Bispehuens uanselige sartgule rangler – pludselig står de dér og bimler i blæsten. Livskraft i udfoldelse de mest utrolige steder. Og med et snuptag kan et industriområde løftes til uanede højder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *