Tid til eftertanke
Min bedstemors stemme lyder i mine ører:
”Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen”.
I min barndom var Langfredag en meget stille dag. Biograferne og andre forlystelser var lukket, man måtte ikke more sig.
Solen er så gavmild i disse påskedage, at det er muligt at sidde og læse udendørs – og det blev faktisk nødvendigt at sætte parasollen op for at undgå at smelte helt væk. Mit projekt lykkedes på 4½ time. Nu står det færdigt, det var godt, det lå i skyggen, fliser lagt på et nøje afmålt stykke, og det endte med at passe perfekt. En boligsøgende jordbi undersøgte faciliteterne.
Der kan komme mange tanker ud af at grave et hul i jorden. At udføre et godt stykke fysisk arbejde rummer i sig en helt naturlig meditation. Alle indtryk fra dagene fornylig passerer revy, og der er en oase af tid at tænke efter i.
Der sker større dramatiske ting i denne tid, jeg synes det har været i gang lige fra årsskiftet. I verden, såvel som i det lille Danmark. Og jeg finder det værd at tænke nærmere over dem. Jeg oplever et tidsskifte, som om begivenhederne fortættes, som om vi er havnet i en ny tid med det nye år – verden synes anderledes. Og der er forhold fra den nylige fortid, som jeg ikke mener, vi skal bringe med på den videre rejse.
Der er noget, jeg har tænkt over flere gange, det er vores måde at protestere på, jeg synes den går ud over den almindelige borger, og den løser ikke nødvendigvis de problemer, der protesteres imod. Jeg synes, at tiden for strejker og blokader er ved at rinde ud. Vi tjener ikke vores samfund ved at lamme store centrale funktioner – det gør vores samfund sårbart og er unødigt spild af ressourcer, som i stedet bør bruges på hjælp til udsatte og på at udligne forskellen mellem rig og fattig. Vi skal finde nye måder, der handler om respekt for samfundet og respekt for hiin enkelte.
Vi har vores gode demokrati, vores fineste værn over for ekstremer og kaos, vores fineste måde at sikre liv og lemmer, mad og overlevelse og fredelig sameksistens. Vi kan demonstrere og sige vores mening, og det lader sig gøre uden at øve vold og gøre skade, uden at lade vreden rase meningsløst. Uden at provokere, uden at sætte brand i bøger, biler, huse og menneskers følelser, vi kan bruge vores frihed med ansvar.
I den fremtid, jeg ønsker mig, vil vi ikke mere kæmpe IMOD, vi vil kæmpe FOR! Vi vil arbejde for at løse problemer, vi vil se fremad og koncentrere os om hele tiden at skabe nye muligheder og løse samfundets opgaver. Her vil der være lydhørhed over for alle borgere, der har noget at bidrage med, noget at bemærke, idéer og forslag til forbedringer. Her tager alle aktivt del i det fælles samfundsliv, alle er værdsat på lige fod, og vi kan sætte pris på de særlige evner, talenter og kundskaber, som den enkelte har.