Måned: januar 2019

Oprydning

Noget skal ophøre, vi vidste det da godt, men pludselig bliver der travlt. På én eller anden måde kommer det bag på os hver gang. Der skal ryddes op. Kilometre af digitale arkivadresser på max 255 karakterer skal skelnes fra hinanden, sorteres og dels kasseres, dels gemmes i de rette folder af det digitale klæde. Noget skal omstruktureres, andet skal indlejres i et fællesskab et sted.

Fysisk skal der ryddes ud, bjerge af passeret tid skal lempes ud i det fri, guirlander af ord skal sættes sammen påny, og taknemmelighed og skæve sjove minder skal opbevares til evig tid.

En udvidet version af den løbende natlige oprydningstumult. En renselse hver gang, når der ryddes op, det fysiske virker ind på det mentale, det mentale virker ind på det fysiske – der er gevinst i begge verdener. Men denne proces sker i dagslys, den er bevidst.

Når noget slutter, begynder noget nyt. Imellem slut og begynd får vi et glimt af det, der ligger bagved.

Drivende drøm

Det kunne være en plakat for et teaterstykke i Paris – måske af Toulouse-Lautrec? En herre med ryggen til, klædt i et stort slag, vi er i en stor park, i baggrunden et staffeli, ved træets stamme en skøn ung kvinde med orangefarvet hår og orangefarvet bluse med pufærmer. En fantastisk kulisse! Skabt af Moder Natur i en sparsom ispyt på en grusvej.

Kunsten, der viser menneskets længsler og drømme. Drømmen som en luftboble under isen, der bevæger sig, når du sætter foden ude i kanten. Puf – en magi, der svæver om dig, fanger dig i sit net, gemmer dig bag sløret, så du ikke opdager al den tid, der farer hen, mens du er i trolddommens vold. Et penselstrøg, der forandrer alt, og sender dig mod fjerne horisonter, ned i dine egne dybder, ud i hele verden på flagrende vinger, en farve på lærredet, en enkelt farve træder frem af det vandige hvide, et dunkende liv på baggrund af en luftboble, en drivende drøm.

Hvad hænder med de to? Det er en historie, vi hver især skal fortælle, mens vi lever vores liv, og den vil gribe ind i vores liv og i den sidste ende ikke være til at skelne fra det liv, vi mener, vi har levet. Og hvad gør det? Hvilken forskel gør det, at vi lever et liv og lever en drøm? Og lever begge?

Vi er privilegerede borgere i verdenssamfundet, der kan vælge at leve vore ønsker ud – eller leve i stilstand – eller leve i det nære – altid eje omsorg for hinanden.

Vi går hver vores vej – ad hver vores drømmestier. Men vi er ikke alene.

Grundplan

Det ligner grundplanen til et større byggeri og landskabet og vejnettet omkring, det kunne være en model, fremstillet for at præsentere byggeplanerne. Bygningen kan være et moderne virksomhedsanlæg, det kunne også være resterne af et stort tempelkompleks fra en arkæologisk udgravning.

Jeg finder det facinerende at se på kort – på landkort, på bykort og på kort over bygningsarealer. Jeg følger med i de byggerier, jeg passerer på min vej jævnligt. Engang var der på Louisiana en særudstilling om store arkitektoniske værker, der var modeller, der var tegninger, der var de mest finurlige detaljer, såsom småbitte todimensionelle menneskefigurer, bukket i et tykt stanniol – gyldent og sølvfarvet. Figurerne gik op og ned ad lange trapper eller flokkedes i haveanlæg eller terrasser omkring bygningerne. Der var små duske som træer, der var biler, der var bassiner, markiser, havemøbler, udendørs sceneområder og kunstgenstande.

At se menneskets fantasi udfoldet i 3 dimensioner, og se det oppefra en miniature – og at se planer over bygningsanlæg, der rækker 5.000-7.000 år tilbage i alle de store kulturområder på vores klode – det er en øjenåbner i forhold til menneskelivet til alle tider. Hvad vores bykultur og bygningsanlæg angår, så synes mennesket ikke at have forandret så meget endda. Vi har de samme behov, vi flokkes omkring vandet – et hav, en flod, en sø – det er stadig attraktivt at kunne bade, mennesket har skabt forskellige systemer for at skaffe rindende vand, både i forbindelse med boligen og til brug for vanding af dyrkningsarealer og til kvæghold. Vi behøver opholdsrum, soverum, køkkenområder, vi behøver plads til dyrkning af jorden, til at holde nyttedyr, til fysisk arbejde i skoven, på landet og på vandet, til forarbejdning, til håndværk, og i vore dage til industri og til indendørs arbejde, kontorlandskaber, fabrikshaller og fritidsaktiviteter.

Vi er blevet flere mennesker i vore bysamfund, vi har fået flere transportmuligheder, det har kaldt vores fantasi til dåd for at løse de opgaver, og det har vi gjort efter bedste evne. Af de gamle grundplaner over beskedne landsbyhytter eller større fæstningsanlæg og slotte og borge ser vi i princippet de samme behov for plads til de livsnødvendige funktioner, der forfines som seklerne rinder og forsvinder ud i fremtiden.

Som børn ved vi ret tidligt, hvad vi skal bruge i et hus, i en by, ude på landet. Det ligger i børnetegningerne – der skal også være… – der skal være en stue, et værelse til børnene, et køkken, toilet og badeværelse, soveværelser. I byen skal der være huse, som menneskene bor i, der skal være gårde og gader, som man kan køre og gå i, der skal være tog og busser og biler, der skal være stationer og stoppesteder, der skal være en brandstation, et hotel, et hospital, en kirke, en restaurant og en politistation, der skal være… Vi har bygget det i Legoklodser, jeg husker, jeg fik en kirke i samlesæt, det var evigt spændende at indsætte alt det, der var brug for – i menneskelivet!

Vi ser det i miniaturebyer, forlystelsessteder og legelande for børn, bedst husker jeg det fra Bymuseet på Vesterbro. Jeg kunne stå i timer og kigge mellem stængerne i det store jerngitter omkring det oldgamle København foran Bymuseets bygning.

At tænke sig, at al denne menneskets arkitektoniske historie ligger så fint indlejret i ispytternes datalager!

Ispytter og Træ-sko

En trærod, der er ved at blive pulveriseret af små levende væsener, der forstår at gøre brug af hvert et molekyle af det gamle træ. Træets stamme ender i foden, der minder mig om en elefantfod, foden er beklædt med bark – en træ-sko!

Frosten har været her og er gået igen og er kommet tilbage – derved har den afstedkommet de fineste filigransmykker og hængt dem over grenene, den har kreeret de mest kunstfærdige kongekroner og bare henslængt dem på søbreddens stenforsamlinger, den har skabt hele landskaber i ispytterne og bøjet de fineste, tyndeste isflager rundt om de store sten, så de står som hvidhårede gamlinge i deres råd og forsamlinger.

Samtidig forføres vi til at tro, at det er forår, pludselig står der træer fulde af rakler, og der glimter gult i bunden af det frosne grønne – jo, nu er der erantis – aftensolen er ligeglad med temperaturen, den viser sine farver, som den vil, uanset årstiden.

Vi menige mennesker kan bare gå rundt og beundre udstillingen – vi kan ikke få nogen bedre læremester udi – opfindsomhed!

Materialisering

Nogle gange skal vi helt ned og røre materien og starte om igen, helt fra bunden. Der kan være noget, vi har glemt, og som vi kan have gavn af at hente frem igen. Alt det velkendte kan pludselig se helt nyt ud, det har skiftet farve og form og struktur.

Og vi kommer i tanker om noget, vi ikke har tænkt på i så mange år, der kommer nye vinkler på den situation, vi befinder os i netop nu, og det gamle nu tilfører kvalitet til det nye, en følelse af noget ægte og autentisk – vi får dybde i det, perspektiv – og finder nye veje i det aktuelle nu.

I den nye dag kan vi ændre kurser, skifte spor og forvandle alt fra én tilstand til en anden – det er den samme kerne, den samme gode vilje og de samme ønsker for den næste tid – men vi har kastet nyt lys over det – alt er som det skal være – så længe vi har sjælen med i god behold!

Kronblade

… ”And if I don’t kiss you – that kisses untasted – I’ll never, no never get it back”, synger de videre, The Incredible Stringband – på deres sang “This Moment”.

Hvert minut, hvert øjeblik, er kosteligt. Og hvis vi ikke bruger det til det, vi ønskede os, kan chancen være forspildt, for vi får det aldrig igen. Men nogle gange skal der gå mange øjeblikke, før vi tør tage chancen, og så skal vi huske på, at alle de andre øjeblikke har arbejdet for os og skabt de helt rette betingelser til os.

En dag lykkes det! Og lyset står klart frem, vi ser det igennem alt det flimrende, igennem slør og jernporte, igennem regnvåde ruder, skyformationer og fugletræk på vinterhimlen. Vi er nået frem igennem en lang vinter, ultrakorte mørkegrå asfaltvåde aftener, vi har fanget lyset af et dyrebart øjeblik fra dybet af vores barndom eller ungdom – et inderligt øjeblik, hvor alt smeltede sammen, nogen sagde et bestemt ord, rørte vores hjerte, nogen holdt af os, åbnede eventyret for os, og vi blev foldet ud, vi stod i blomst.

Vi mærker efter – jo, vores kronblade er der endnu…

Filtre og Fragmenter

Vi oplever alt, hvad remmer og tøj kan holde – hver dag. Vi stuver det i det indre lagerrum – hver en hændelse, hvert et ord, hvert et smil.

Vores hukommelse filtrerer og sorterer på livet løs, og til sidst er der fragmenter tilbage at deponere i arkivet for dagsrester, der kan kombineres med tidligere erindringer for at fremkalde gamle billeder og historier fra vores fantastiske livsforløb.

Den indre database summer af impulser, handlingerne står i kø for at blive udført, og der er allerede efterspørgsel på nye resultater. Billederne flimrer, alt er spredt i atomer, og det er ikke til at forestille sig, at noget kan samle sig ud af det kaos.

En enlig dagsrest træder frem foran alle de andre, noget bliver genkendeligt, og noget tiltrækkes, flere enlige fragmenter føjes sammen, og en skikkelse, et lys, mindet om et bestemt øjeblik i baggrundens klangbillede toner frem, og hvad vi tror der kommer som pludselig klarhed, har været årtier undervejs, for vi har ikke husket dette øjeblik før, det har arbejdet i baggrunden i alle de år, det er omsider nået frem til nuet – til den virkelighed, vi står her og indånder netop nu.

”This moment is different from any before it – this moment is different – it’s now”… hører jeg The Incredible Stringband synge…

Sne i små portioner

Sneen rislede gennem gaderne – småbitte runde kugler, som var det hagl, men bare ikke med det smæk, der er i hagl. Der ligger kun et tyndt lag, og kun i nogle aflejringer, hvor blæsten tabte dem, for det har fyget. Mest spændende dem, der satte sig i hulninger i træernes bark.

Himlen var en enorm kulisse, lystæpper fejede hen over horisonten og sendte pludselige kaskader ud igennem slørene, indtil solen brød alle forhindringer og stod som en snerydders vifte af hvidt og vådt i vejkanten. Men luften var tør og naglede fugten fast, så gigten holdt sig i skindet.

Måneseglet blev hængt op – allerede i eftermiddag! Da dagen gik på hæld, var den ikke så mørk som de andre dage, lyset blev hos os nok en time mere, fordi det er så klart og knivskarpt. Vinden er der stadig, og vi går foroverbøjet imod den – på vej, på vej – ud og hjem – som store snedriver fyger vi afsted i slowmotion.

De tusind små hjem befolkes atter ved lygtetændingstid, og vi håber, at vandmasserne holder sig fra landjorden.

Livskunst

Bladene er på deres sorteste nu – kun ganske få tilbage månehvide – og vinteren – regn og blæst og alle nuancer af grå indtil sort. Men der står spirer derude, jeg har set dem! Naturen skal ned og genstarte for atter at genopstå med friske skud, nyt krudt, power og grokraft! Jeg har haft de første kolonner hyacinter stående i de sparsomme solstriber, der har gæstet os, duften er forjættende!

Den største kunst er livskunsten. Den praktiserer vi alle. Kloden selv praktiserer den – i alle regnbuens farver! – Det kan se aldrig så sort ud – eller gråt – og alligevel er der et væld af nuancer, når vi ser nærmere efter. Solnedgangsfarver i gyldne striber, dybblå glimt i vandet og lilla skær over himmel og hav. Farveforskydninger – som glasruder, der glider forbi i luften lige foran os.

Disse ruder – vinduer ind til vores liv – ruder med fortid i – ruder med fremtid i. En enkelt rude med vores løbende evige nu. Herfra kan vi nå alle tider – som en Kung Fu udøver, der står krummet omkring sin navle, derfra kan han nå alt, når han er adræt og gesvindt, med lynets hast. I nuet kan vi nå alt – erindringer når os – med lynets hast. Langvejs fra – eller blot fra i går – og vores sind kan afstemme dem med øjeblikkets oplevelser, de bølger og bevæger hinanden – tider løber igennem os – det eneste stoppested er nuet – med os i.

Vi præsterer i døgndrift livskunsten – at opleve og at afstemme vores oplevelser med vores urgrund. Og når vi er til stede i nuet – at handle ud fra denne urgrund – i overensstemmelse med det, der er os selv – den mangefarvede livskerne i os. Vi er alle farver, vi stråler som krystaller og sender ro og klarhed ud til verden.

Verden smiler midt i trange tider kun fordi vi kan den kunst at lyse.

Drømmefabrikken

Et pludseligt solstrejf kan forvandle birkestammer til sølv og blade til irret kobber. I søvne rejser vi ind i drømmescenarier fra vores barndsoms sommerland. Ovenpå lægger vi transparente film fra ungdommens skovture, fra den første forelskelse og fra den første rejse efter skilsmissen. Dertil lægger vi følelserne fra en situation på arbejdet i går, en tilfældig hændelse i toget, hvor et barn råbte og pegede ud ad vinduet på en hundehvalp i snor på en perron, og endelig en vare i en indkøbsvogn i en æske med grønne og blå striber. Og vips, så har vi en drøm i gang!

Hvad mon der foregår i drømmen? Hvilke ingredienser er der i en drøm?

Jo, først går vi til brønden og henter en spandfuld dagsrester op, så går vi på opdagelse i vores indre kælderarkiv, åbner skuffer og hængemapper og finder gamle minder frem. Videre stiger vi op i stueetagen, hvor vi har flere afdelinger – en for forklædninger, en for optagelse on location og en for drejebøger. Når vi har forklædt os behørigt, skrevet drejebogen, spillet rollerne og skudt filmen, går vi op på næste etage for at redigere. Vi fremkalder filmen, forskyder billederne ind over hinanden, vi bytter rundt på farverne, tager en næse her og et par øjne dér, læber fra en tredje person og håret fra en fjerde, og for en sikkerheds skyld farver vi håret, så alt er uigenkendeligt. Vi vil nemlig ikke forstyrres – for drømmen skal gøre sit arbejde – alt det der foregår bag scenetæppet.

Vi opfører et mægtigt skuespil, og vi har selv produceret det hele, vi har skabt udstyret, kostumerne, kulisserne, vi har skrevet historien, optaget filmen, vi har redigeret og forvansket alt, vi kunne komme i tanker om – med det formål, at drømmen skal bearbejde det forgangne døgn med genklang i den nære og den fjerne fortid, så at den kan sortere alle indtryk i skidt og kanel og kun gemme det nødvendige.

Mens vi vågner, støvsuger vi vores hukommelse, så vi ikke husker den egentlige handling bag skuespillet. Vi beskytter vores kilder – af hensyn til vores egne sarte følelser.

Om natten er vi herrer i eget hus – direktører for vores egen private drømmefabrik!