Drivende drøm
Det kunne være en plakat for et teaterstykke i Paris – måske af Toulouse-Lautrec? En herre med ryggen til, klædt i et stort slag, vi er i en stor park, i baggrunden et staffeli, ved træets stamme en skøn ung kvinde med orangefarvet hår og orangefarvet bluse med pufærmer. En fantastisk kulisse! Skabt af Moder Natur i en sparsom ispyt på en grusvej.
Kunsten, der viser menneskets længsler og drømme. Drømmen som en luftboble under isen, der bevæger sig, når du sætter foden ude i kanten. Puf – en magi, der svæver om dig, fanger dig i sit net, gemmer dig bag sløret, så du ikke opdager al den tid, der farer hen, mens du er i trolddommens vold. Et penselstrøg, der forandrer alt, og sender dig mod fjerne horisonter, ned i dine egne dybder, ud i hele verden på flagrende vinger, en farve på lærredet, en enkelt farve træder frem af det vandige hvide, et dunkende liv på baggrund af en luftboble, en drivende drøm.
Hvad hænder med de to? Det er en historie, vi hver især skal fortælle, mens vi lever vores liv, og den vil gribe ind i vores liv og i den sidste ende ikke være til at skelne fra det liv, vi mener, vi har levet. Og hvad gør det? Hvilken forskel gør det, at vi lever et liv og lever en drøm? Og lever begge?
Vi er privilegerede borgere i verdenssamfundet, der kan vælge at leve vore ønsker ud – eller leve i stilstand – eller leve i det nære – altid eje omsorg for hinanden.
Vi går hver vores vej – ad hver vores drømmestier. Men vi er ikke alene.