Sidste Arbejdsår – Dag 153 – Sne i små portioner

Sne i små portioner

Sneen rislede gennem gaderne – småbitte runde kugler, som var det hagl, men bare ikke med det smæk, der er i hagl. Der ligger kun et tyndt lag, og kun i nogle aflejringer, hvor blæsten tabte dem, for det har fyget. Mest spændende dem, der satte sig i hulninger i træernes bark.

Himlen var en enorm kulisse, lystæpper fejede hen over horisonten og sendte pludselige kaskader ud igennem slørene, indtil solen brød alle forhindringer og stod som en snerydders vifte af hvidt og vådt i vejkanten. Men luften var tør og naglede fugten fast, så gigten holdt sig i skindet.

Måneseglet blev hængt op – allerede i eftermiddag! Da dagen gik på hæld, var den ikke så mørk som de andre dage, lyset blev hos os nok en time mere, fordi det er så klart og knivskarpt. Vinden er der stadig, og vi går foroverbøjet imod den – på vej, på vej – ud og hjem – som store snedriver fyger vi afsted i slowmotion.

De tusind små hjem befolkes atter ved lygtetændingstid, og vi håber, at vandmasserne holder sig fra landjorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *