Bjergkrystal
Du skal høste, hvad du sår
Du skal høste, hvad du sår
Du skal høste, hvad du sår
Du skal høste, hvad du sår
You’re going to reap just what you sow
Synger Lou Reed i sin sang “Perfect Day”.
Og så gik jeg til koncert – på You Tube. The Velvet Underground – den fløjlsbløde undergrundsmusik i min pure ungdom – mest af alt i “Pale Blue Eyes” – linger on your pale blue eyes… Jeg havde netop rundet hjørnet, hvor jeg forlod ugebladsromanerne – som “Hinsides de Blå Bjerge” – for at gå ind i den rå side af min ungdom med ny upoleret beatmusik.
I det kaotiske og samtidig stringente beatmusikmiljø blev tekster finkæmmet, de opstående bands og deres enkelte medlemmer kom under lup og musikken blev spist med ørerne, danset ud igennem kroppen og sjunget igennem sjælen og ud af alle porer.
Hele verden blev naglet fast i disse toner. De er en mangefacetteret bjergkrystal. De er et stykke hukommelse, der gengiver alt med holografisk præcision – også de mørke, støvede, tågede lokaler, den spæde politiske opvågnen og tressernes protesterende røster og tumulter i storbyens musikalske brændpunkter.
Og her sidder jeg i dag – med hovedet tæt ind mod computerskærmen og sjunger med på mine favoritsange af Velvet Underground – med billedet af Nico og lyden af Lou Reeds stemme. Fra 1968 til 2018 er der et spand på 50 år. Min ungdom har 50 års jubilæum!
Fra “Hinsides de Blå Bjerge” til “Pale Blue Eyes” er der slet ikke så langt. En takt er nok.