Sidste Arbejdsår – Dag 290 – Tid og Sted

Tid og Sted

Tider tørner sammen, og det sker, vi krydser vore egne spor. Hændelser, der mødes på det samme sted, med mange års mellemrum.

Alle de spørgsmål, vi fyldes af, når vi møder en tid, vi har haft – og et menneske, vi har været. To versioner af det samme menneske, der møder hinanden. To forskellige universer, vi har levet i. Mennesker, vi har været sammen med, og mennesker, som vi har stået nær.

Jeg har altid ment, at jeg er det samme menneske hele vejen igennem livet. Men jeg bliver noget mere ”udenom”. Jeg bliver klogere, får mere viden, nærmer mig og finder ind til kernen, ind til det jeg er og det jeg ønsker mig.

Måske jeg også glemmer undervejs, måske jeg finder små forladte lys, og ser nuancer, som jeg ikke kendte til dengang. Pludselig kan de samle sig og bringe minder op, puste skygger væk og få konturer af et menneske fra før og nu forenet, så det giver ny og større mening.

Der er 75 dage tilbage til min nye tid begynder…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *