Måned: marts 2019

Menneskeliv

Vi træder vores barndom på små skrå brædder, hvor vi opfører alle de teaterstykker, vi kunne tænke os at virkeliggøre i det tidsspand, vi har for os. Vi rækker umiddelbart mod himlene, mod stjernerne, vore små fødder må gå på blanke gulve, på perlegrus og på den bare jord, mens sol og måne lyser os på vej.

Og vi vokser op med den lærdom, vore rammer har givet os, og den forberedelse, vi har fået med os hjemmefra, og vore voksne fødder skal gå på mangen usikker grund, vi kan støde tæerne på sten og skære dem på glas, vi kan synke ned i bundløst dynd og blive reddet op igen, og vi kan opnå at skabe en livsvej, der bliver til gavn og glæde for flere end os selv.

Hvad vi end møder på vores vej, så er der lykke at finde, indsigt at vinde, og næring at vokse af. Der er lys i selv det sorteste mørke – har du tænkt på, at vi kan slukke for mørket? Baggrundsbelysningen i vores liv træder rigtigt frem i de store øjeblikke, den er gjort af det ubestemmeligste stof af alle, det er den største kraft der findes – vi kan bygge verdener med den – det er den, alle taler om, når det virkelig gælder. Den fylder hvert et menneskeliv og følger os igennem lyst og mørkt, hårdt og blødt, glæde og sorg. Den er uendeligt meget større end vi tror.

Og dog så nær, så fortrolig, som en længe savnet ven. Den gælder alle, den går fra hjerte til hjerte, den ligger i vores ønske om at hjælpe hinanden. Den ligger i det lille ”tak”, vi siger, når vi er så berørt, at vi ikke kan få sagt andet.

Jeg har også et inderligt tak at sige et menneske i dag. Med al den kærlighed, der ligger i det lille ord.

Fuldmåne

Landet simrer under fuldmånen. Søen, stammerne og de sidste hvide blade venter tålmodigt. Hængepilen sender de små nye grønne striber nedad mod vandspejlet, og skovbunden samler på solspil, inden løvdækket skal lægge den i tusmørke.

Fugten står som en orange ring uden om månens lysgule skær, kuglen synes større end den har været længe. Den er mere nærværende i denne aften. Luften sidder på kinden og i håret, vi har gået os glade i kroppen, og farverne står fint afstemt, mens det tusser.

Være stille, opmærksom og nærværende.

Til det bedste

Der er noget forude, der skal overstås, og jeg skal huske at se forbi det og se for mig, at det går godt.

Vores tillid er så vigtig, at den kan skabe mirakler. Tillid til, at det skal gå os godt, og at udfordringer er der for at vi kan lære noget og vokse ved det. Vi kan opbygge gode forestillinger, vi kan forme vores fremtid til det bedste.

En dag med tørvejr, med solstriber over landskabet, med stille vand, der glimter, med græsarealer under vand og ænder, der ivrige og vårkåde snadrer og nipper næring. En lethed i gangen, den dejligste friske luft, hele kulissen er klar til livets redebygningsfase.

Det årlige vårlige mirakel er atter under udfoldelse, og vi kan tage del i det. Lade det inspirere til egne bygningsværker, illusioner, der fortættes til virkelighed. At blive forundret.

Selv månen er fuld af undren.

Rosenbud

En overdådighed af roser, trækasser og borde der bugner af blomster, krydderplanter, potter, afskårne buketter. Hele foråret er til salg! Platanens flagede bark og blændende aftenhimle over os på vejen hjem.

Roser, der bringer bud – Rosenbud dukker, blev de kaldt, de små babydukker med rosenkinder. Der var enorme mængder af blisterkort med forskellige sæt tøj til dukkerne, og de var dyre – det var en god forretning, og det var afpresning af forældre, der skulle holde økonomien i ave. Men så blev vi lidt større, og så lavede vi da bare selv tøj til dem. Tanterne strikkede også fine sæt til dem, jeg husker et sæt helt lysegult med lyseblå kanter.

Roselil og hendes moder,
de sad over bord,
Roselil og hendes moder,
de sad over bord,
de talte så mangt et skæmtens ord…

En hvid vild blomst og en bjælde

Selvom vejret ikke er overdrevent forårsagtigt, så er knopperne ufortrødent på vej og snart på spring! Man skal være parat til kig – der kan gemme sig regnbuer i pludselige ryk i lyssætningen – er der dugperler nok i luften og de står som et tæppe, ja så står den der og glimter på den mørkgrå baggrund. Men denne gang fortsatte den ud over den lysblå himmel, og farverne var stærke.

Jeg kommer til at tænke på et lille digt af Piet Hein – et alvorligt et, ikke et gruk. En hvid vild blomst og en bjælde. Jeg husker ikke alle ordene, men de sidste kan jeg:

… Og én, som vidste, hvad ord er værd
i stunder af virkelig vælde
sendte vort hus i et ordløst brev
en hvid vild blomst og en bjælde.

På plads

De sidste bøger på plads. En stak blade ryddet væk. Papirer sorteret. Flere stakke bøger foræret væk. De sidste brikker faldet på plads. Der hersker ro og orden. Et ingenmandsland, et antiklimaks, et pusterum, et mellemrum mellem aktiviteter, et upåagtet øjeblik, hvor alt kan ske, nye muligheder kan stimle sammen og stille sig i kø, nye projekter kan opstå ud af det blå, indfald og idéer åbner ladeporte ud til uventede skønne scenerier, mens foråret får spandevis af regnvand at gro af.

Sådan skal det være! Og hvad gårsdagen bragte af opbragthed har i nattens løb fundet sin plads i den indenbords løbende meningsdannelse, der ikke bliver glemt, men heller ikke skal forstyrre gemyttet længere.

Foråret kan begynde!

Regnvejrsdag

En tung, gråvåd dag, hvor man skal holde godt fast i alle de tegn på forår, der faktisk omringer os. En af de dage, hvor uventede hændelser overrumpler og får os – mig – til at harcellere over, hvad jeg vil kalde et af systemets små strømsvigt. En dag, hvor en lovændring fra januar 2016 rækker ind og gør mig over 700 kr. fattigere, uden at jeg på nogen måde er skyld i det. Et eksempel på, hvordan borgere – alle, ikke kun mig – kommer i klemme, fordi en beregningsprocedure ændres. Jeg tror ikke på, at det er tilsigtet. Men jeg mener, at man ved sådanne ændringer altid skal sørge for, at der kan gøres undtagelser, hvis det rammer uretfærdigt. Denne type beregninger angår som oftest borgere, der ikke hører til de velhavende.

Vi er nødt til at skære virkeligheden ud i firkanter, når vi skal lære at forstå den. Når vi indfører regler eller ændrer på regler, så er det en generalisering – det kan vi ikke undgå. Det skal gælde for mange mennesker og i forskellige situationer. Men vi er også nødt til at sætte firkanterne tilbage på plads i virkeligheden, før vi låser os fast på disse regler. Og vi skal holde døren på klem for en individuel justering, hvis det rammer utilsigtet. Vi skal have menneskeligheden med i hver eneste lov i vores fælles demokrati.

Der skal altid være en åbning, hvor lyset kan falde ind og klare begreberne.

Hvor kragerne vender – skraldet!

Klog som en krage! Det kunne meget vel blive en talemåde! Vi ser det jævnligt.

Jeg var godt nok forbløffet første gang, jeg så en krage i aktion, jeg troede ikke mine egne øjne. Den havde fået en hel pizzabakke op af affaldskurven. Den baksede og baksede med at åbne låget. Den var virkelig vedholdende, og det lykkedes til sidst. Den fik sin belønning, der var smuler fra de riges bord!

I denne scene løftede kragen en pose op af affaldskurven. Der har nok været chips i. Den prøvede at ryste posen. Men desværre holdt den posen ind over kurven, så at indholdet faldt ned i den og ikke på perronen. Så var det ikke interessant mere, og posen måtte kasseres – men den havnede på perronen.

Det er ikke altid menneskene, der ikke rammer affaldskurven.

Frøken Jensens Kogebog

MDCCCCXXI – 1921 – FRØKEN JENSENS KOGEBOG – TREOGTYVENDE OPLAG – KJØBENHAVN – KRISTIANIA – BERLIN – LONDON

En bog der gik sin sejrsgang – og bruges den dag i dag. Den har leveret faste rammer for de middage, min bedstemor serverede, da hun var ung og var i huset, den har oplært generationer af vordende husmødre – og den endte som rutinen bag den madlavningskunst, der blev udfoldet for mig, mens jeg voksede op.

Der kom godt med smør på panden, der kom piskefløde med i frikadellerne, og de skulle røres på en helt bestemt måde, som man ikke bare kunne lære fra sig, den skulle hentes frem igennem årtier. Min bedstemor var den bedste i verden til at lave mad – det sagde folk. Ikke underligt, at jeg ikke fik lært kunsten hjemmefra – jeg måtte knapt vaske op, for så dryppede jeg bare på køkkenbordet.

Moder – Mater – Matrone – Matrjoska – læg mærke til konsonanterne! Og se, hvordan ordene vandrer igennem sprogene – gang på gang ser vi det, når vi først éngang har fået øje på det! Rækkefølgen er vigtig, det dur kun i den rigtige rækkefølge – ellers er der tale om en helt anden rod med en anden betydning. Altså: MTR.

Fader – Pater – Patron. Altså: PTR. (F og P afløser ofte hinanden fra sprog til sprog).

Matrjoska dukkerne har jeg selv hentet hjem i 1989. Den store rummer 5 dukker, den lille 7.

Stresshåndtering

At være på vej og nå det man skal i god ro og orden. Tage livet i det tempo, det byder sig til. Jeg øver mig i at give slip, give los, slippe glæden løs og slappe af. Det er meget vanskeligt, når man er hærget af stress fra tidligere og derfor har nemmere ved at gå i stress-mode helt af sig selv, uden omgivelsernes indblanding.

Når der ovenikøbet opstår en udefrakommende stresspåvirkning, så er det som at begynde forfra med at fastfryse dette nu, gå i slow-motion, sige til sig selv fx: – Grunden til, at jeg står her lige nu, er at jeg var på vej til at … – det kunne være at hente noget, at gøre en handling færdig, at vaske op. At tage én ting ad gangen og gøre den færdig. Lukke alt andet ude. Hukommelsen står af, og man må tale til sig selv som til et lille barn, der ikke ved, hvad det skal.

Derpå skal man til at genopbygge roen i maven, komme i tanker om, hvad denne stresspåvirkning egentlig består af, måske dele den op i mindre enheder, så at vi kan tackle det lidt ad gangen. Og omsider indse, at værre er det heller ikke, vi skal nok komme igennem – vi opbygger erfaring i at rejse os igen. Det kan føles som en forsinkelse, men hvad er det nu, vi skal nå? Det handler om at komme forbi og ud på den anden side hel og sund.

Vi skal se forbi det, vi skal udenom, og vi skal se for os, at vi slapper af.