Menneskeliv
Vi træder vores barndom på små skrå brædder, hvor vi opfører alle de teaterstykker, vi kunne tænke os at virkeliggøre i det tidsspand, vi har for os. Vi rækker umiddelbart mod himlene, mod stjernerne, vore små fødder må gå på blanke gulve, på perlegrus og på den bare jord, mens sol og måne lyser os på vej.
Og vi vokser op med den lærdom, vore rammer har givet os, og den forberedelse, vi har fået med os hjemmefra, og vore voksne fødder skal gå på mangen usikker grund, vi kan støde tæerne på sten og skære dem på glas, vi kan synke ned i bundløst dynd og blive reddet op igen, og vi kan opnå at skabe en livsvej, der bliver til gavn og glæde for flere end os selv.
Hvad vi end møder på vores vej, så er der lykke at finde, indsigt at vinde, og næring at vokse af. Der er lys i selv det sorteste mørke – har du tænkt på, at vi kan slukke for mørket? Baggrundsbelysningen i vores liv træder rigtigt frem i de store øjeblikke, den er gjort af det ubestemmeligste stof af alle, det er den største kraft der findes – vi kan bygge verdener med den – det er den, alle taler om, når det virkelig gælder. Den fylder hvert et menneskeliv og følger os igennem lyst og mørkt, hårdt og blødt, glæde og sorg. Den er uendeligt meget større end vi tror.
Og dog så nær, så fortrolig, som en længe savnet ven. Den gælder alle, den går fra hjerte til hjerte, den ligger i vores ønske om at hjælpe hinanden. Den ligger i det lille ”tak”, vi siger, når vi er så berørt, at vi ikke kan få sagt andet.
Jeg har også et inderligt tak at sige et menneske i dag. Med al den kærlighed, der ligger i det lille ord.