Rejsende i tid
Der er 200 dage tilbage, til mit otium begynder! I tankerne rejser jeg i forvejen og indretter mig i min nye dagligdag. Jeg er fuld af idéer til gøremål, der er mængder af opgaver, praktiske og digitale, mentale og fysiske, sociale og spirituelle, som jeg glæder mig til at udrette. Jeg kunne lægge ugeskemaer, sæsonplaner, ferieplaner, jeg kunne forbruge flere år på små øjeblikke! MEN jeg må jo ikke tage det fra mig selv, jeg må nøjes med forestillingerne og drømmene. Tiden skal blive rigtig. Og al den tid, der skal leves i de næste 200 dage skal med i erindringen, før jeg lægger planerne.
Alle minutterne er kædet sammen, og rækkefølgen er vigtig. Vi kan ikke springe minutterne over, tiden er støt fremadskridende, skønt vi oplever den vidt forskelligt på forskellig tid. Tiden er elastisk, siger vi, men det er faktisk os, der er elastiske i vores oplevelse af den. Tiden kan være nådig, den kan være ørkesløs, vi kan være i rette tid på rette sted. Vi kan se det for os – et puslespil, der pludselig samler sig, alting falder på plads, og vore planer og gøremål lykkes.
Når vi glæder os til noget, så kan vi næsten slå det i stykker med alle vores forestillinger og forventninger. Det er en kunst at slå sig til tåls, have tålmodighed og lade tiden ske, som den er skabt. Dér gavner den os bedst.
Det går ikke at røve tiden, så mangler den bare et andet sted.