Sidste Arbejdsår – Dag 119 – Farvetoner

Farvetoner

Æbler i december! Køligt, stille, venligt, gråt. Naturens katedral! Verden i farver.

At arbejde med farver, bruge farver i sit arbejde, sortere slagser i farver. Vi har en mening om farverne, et tilhørsforhold til dem. Vi tillægger farverne en betydning, de får en tone og en klang, de bliver den rene musik, de klinger sammen med bestemte følelser.

At hylle sig i en farve – eller flere farver – lege med sammensætningen. En farve går igen i tøjet, i større og mindre omfang, lege med mængden af en farve, intensitet. Samme farvetone, men i forskellig dybde eller forskellig tæthed. Der var engang et årti, hvor jeg synes, at Danmark gik i sort. Jeg jublede, da der kom farve på tøjet igen. – Nej, nu må jeg snart til at have noget gult på igen!

Farvenuancer – nuancen betyder meget – nogle farver klæder os, men måske kun i bestemte nuancer. En farverække – en palet – leg med den samme farve i akvarel, blot i forskellig vandopløsning – en farveklang. Et maleri kan være en hel symfoni!

Kulør på tilværelsen, musik i kroppen, en tone kan også have forskellig lyd, alt efter hvilket musikinstrument der spiller den.

Natten har lagt låg på, lyset er nedtonet. Farverne glider ind i søvnen, toner ud i drømmeland

Sidste Arbejdsår – Dag 118 – Hjørnet

Hjørnet

Jorden rækker mod himlen. Snart længes dagens lys igen. Sneen kommer måske dryssende og kaster genskær af sol og måne imod os. Vi kan hvile i dagens favn og i nattens himmelseng. Foretagsomheden foregår indendøre.

Dagene bliver mere intense, spændt forventning sitrer i læber, røde kinder, ekstra farver glimter ude og inde, øjne slår smut, guirlander vokser frem og beliver hæk og gesimser, småtrolde kryber ud og ind af huler, skøjter, kælke, ski skal vokses, alt parat, hvis sneen kommer, rå og rensdyr flokkes i entréen eller gården eller haven.

De næste dage bærer os afsted, vi skal runde hjørnet, mens papirer knitrer, bånd og sløjfer bindes, leret dækkes til med gran, mens hjerter flettes, kager bages, og konfekt kunstfærdigt formes. Mærkelige skikke – træer ind i huse – pyntes op med farver, former, kugler, kurve, kogler, kerter.

Musikken flyder gennem gaderne og ind i husene, den går rundt om træet, gennem køkkenet, bruser ud i kirkerummet, svinger med i kanen hjemad, klemter i klokker, synger i sjæle, går lige i hjertet.

Alle hjerters fest er lige om hjørnet.

Sidste Arbejdsår – Dag 117 – Vished

Vished

Dér blev jeg overmandet – i aftes – der blev ikke tid og rum til min blog tekst. Den er nu leveret.

At vide besked. At få klar besked – fx om sit helbred – det er den halve helse! At komme i trygge hænder, være sikret information fremover, det ændrer vores rolle fra barn til voksen, fra uvidende offer til medansvarlig, vi går fra apati til handlekraft.

Det er utroligt, hvad vi kan nå at bekymre os om! Jo længere, vi holdes i uvidenhed, jo flere forestillinger bygger vi op – ja ligefrem fordomme. Hvad vi ikke ved, vil vores hjerne blive ved at tumle med, den vil afsøge alle grænser, søge muligheder i hver en sprække – og levere et bud, uanset!

Det er, som når man skriver en afhandling, og man ved, at man ikke kan gisne om fremtiden – at man ikke skal tro, men vide – da skal man alligevel give et bud på de næste skridt. Man skal række ud over sine rammer – på trods af, at man ved, det ikke har dækning videnskabeligt.

Men visionerne er jo det, der skal drive os videre, forestillingerne om en bedre verden på alle områder, det er den, der gør, at vi faktisk er med til at skabe de næste muligheder. Dér får vi medindflydelse!

Vores forestillinger har magt! Også når vi er på vildspor! Vi skal sørge for, at vores mægtige fantasi kommer i brug netop dér, hvor den gavner – i fremtidsvisioner!

Når det gælder helbredet – eller fx vores sociale situation – dér dur kun sandheden, meddelt på en menneskelig måde. Også om det, man ikke ved endnu.

Klar besked, tydelig kommunikation, det er det fineste, man kan give et bekymret menneske, den bedste trøst. Det betyder, at man er i stand til selv at vurdere situationen og træffe sine valg – og vide sig sikker på, at de holder – at virkeligheden holder.

Sidste Arbejdsår – Dag 116 – Tilfældighed

Tilfældighed

Sumerernes guder var lunefulde. Sumererne kunne ikke regne med deres guder. De kunne gøre alt, der stod i deres magt, for at passe deres traditionelle opgaver, yde deres ofre til guderne, bygge templer til dem, gå i procession med dem – men de kunne ikke regne med at få opfyldt deres ønsker. Guderne kunne være vrede på én, og så var man prisgivet. Det eneste, der var at gøre, var at passe sine ting og være tålmodig.

I dag har vi tiltaget os medindflydelse – i nogen grad – vi har fået mere nådige guder. Men når det kommer til samfundsinstitutionerne her i vor digitale tidsalder, da synes det, som om lunefuldheden er gået direkte i arv fra det gamle Sumers pantheon. Og nu er det ikke kun institutionerne, det er også menige mennesker, der leger guder og fratager nogen noget.

Den almindelige nutidige borger kan som sumereren føle afmagt og opleve at være et tilfældigt offer for lynnedslag, der kommer ud af det blå. Og kan som sumereren blot håbe på, at et lige så tilfældigt uventet held kan afbøde slaget. Vi kan passe vore ting og være tålmodige.

Det, vi kan kontrollere, er vores måde at reagere på. Og det kan vi hente hjælp til igennem de spirituelle forbindelser, som vi altid har adgang til.

Sidste Arbejdsår – Dag 115 – Broarbejde

Broarbejde

Træerne vokser faktisk ind i himlen, for himlen begynder lige her! Vi befinder os i et flydende nu. Og i dette nu, der flytter sig uafladeligt, her er det, at vi lever vores liv. Her er det, at vi trækker spor, sætter mærker, sår fremtidsfrø, bestemmer vore næste skridt, ser for os, at vore ønsker bliver opfyldt. Her er det, vi får tilbage, hvad vi gav, at vi lærer af vores egne erfaringer, at vi kan rette kursen ind og hente inspiration og styrke. Herfra kan vi række mod himlen – som træerne – og brede armene ud – mærke livet om os, tale med hinanden, holde i hånd, give et kram, indgyde hinanden mod og skænke håb.

Vi vandrer ad en sti, følger jordens runding, stien dukker op foran os, svinder bagud efter os, vi er pulserende i nuet, i kontakt med alle tider, dette nu er broen fra vor fortid til vor fremtid.

Dette nu er vores bærebølge.

Sidste Arbejdsår – Dag 114 – Rødder

Rødder

I skovens dyb der slår vi rod, i duft af muld og trøsket træ. Ligesom træerne finder sammen, og deres rødder rækker mod hinanden, sådan rækker også vi mod hinanden, når vi samles om at skabe nyt, der bygger på det gamle, og bygger bro imellem før og nu. At lukke hinanden ind og skænke gode idéer til fællesskabet. Give forklaringer på det svære, få nye håb om at komme videre, knytte forbindelser, være taknemmelige.

Vores civilisations rødder. Et af mine store ønsker blev opfyldt, da jeg så, at nu er et mægtigt og eventyrligt epos fra det gamle Mesopotamien blevet gendigtet for større børn og unge – om selveste livet – det er heltedigtet om Gilgamesh! Ægyptens kultur og historie har været meget mere kendt og også været tilgængelig for børn. At der nu er kommet hul på at fortælle nogle af myterne og de store fortællinger fra oldtidens Sumer, Babylon og Assyrien, det er skønt! Der er masser at tage fat på!

Det er julegavetid – også med den slags gaver, som ikke bliver pakket ind i papir med sløjfer om, men i håb! At få håb om at komme videre med helbredet, at komme til at forstå, at lære om, hvordan det hænger sammen.

Når rødderne stikker op over jorden, bliver der skabt rum til alskens små livsformer. Livet bliver gendigtet!

Sidste Arbejdsår – Dag 113 – Opløftet

Opløftet

En jernkolibri, kunne jeg kalde den. Den bliver hængende over hovedet på os. Der må være nogen, den skal passe på – helikopteren. – Solafskærmning i december – solen ligger lavt, skinner så stærkt, at den blænder.

Mens nogen tager noget fra nogen, yder vi det bedste, vi har, til mange, til en fremtid, der skal løfte liv – som liv blev muliggjort af andre liv i en tidligere tid. Vi gør det live, med engagement, med drive, med power. Vi finder veje, skønt de synes gemt i tåge, vi viser tillid til, at alt skal ordne sig, fordi vi bærer kurven sammen.

Vi samler ind og høster frugter, producerer resultater, præsenterer stolt det skabte, nyder vore højdepunkter, bliver hængende her et øjeblik, belyst, foreviget i nuet. Og nuet det når ud til mange, det kan gemmes, så at endnu flere ser det, for vi leger med tiden, samler op og sender live-stream.

Aftenlyset breder sig over himmelhvælvet, det toner gul-beige-orange ude i kanten af verden. Lyse blågrå pasteller breder sig, til alle farver smelter ind i grånuancer, der glider over i fravær af lys, himmellampen dæmpes. Mens vi rejser hjemad, bliver vi til små, forsinkede lyn, der lyser op bag ruden, mens vi kigger ud i mørket og passeres af et andet tog.

Vore skridt klinger ud, fortoner sig i husets indre.

Natten kommer – den pulserer, vores livsstrøm.

Sidste Arbejdsår – Dag 112 – At bære kurven

At bære kurven

At bære kurven – sådan udtrykkes det i det gamle Mesopotamien at arbejde hårdt.

På et tidspunkt klagede Igigi sig over at skulle bære kurven hele tiden. Igigi var de små guder, der trællede for de store guder, Anunnaki, og de var trætte af at arbejde så hårdt. Det medførte, at de store guder holdt rådslagning for at finde en løsning på problemet. De kom frem til, at de måtte sætte nogle nye skabninger i verden, som kunne overtage opgaven fra Igigi. Det blev mennesket.

At have gode hensigter, at have ambitioner om at skabe bedre vilkår og bedre tider i en stor organisation, er et omfattende arbejde, og den slags er der lidt leveringstid på. Det giver umådelig glæde og energi, når der begynder at vise sig tegn på, at det går i den rigtige retning. At bære kurven – og se, at det går fremad, kurverne går opad. At få belønning for de store anstrengelser, at frigive energi.

Energiarbejde, lysarbejde, at stille tingene i det rette lys – og i det rette modlys. At have energien med sig, have heldet med sig. Udveksle synspunkter, udveksle erfaringer. Udveksle energi. Det fører mere energi med sig, end der blev investeret. Det giver overflod, overskud til de næste skridt. Så ruller lavinen – den gode slags.

Tålmodighed er mere end en dyd. Det er tillid til, at det skal få en virkning. Og at det allerede er undervejs. – At være på vej, at bygge op, at se det for sig – at man når frem, at målet nås. Det er grokraft, begejstring, korpsånd, glæde, jubel. Der brænder en ild, det er ildsjæle, der driver det afsted. Man kan løfte i flok.

At bære kurven – for sin næste.

Sidste Arbejdsår – Dag 111 – Vinterlys

Vinterlys

At opleve, at din stille bøn bliver hørt! At noget går godt, du sættes fri af din bekymring, du kan gå hvorhen du vil. At forsvinde ud i naturen og lade vejret, vinden lutre dig. Træer, fugle, vand der strømmer stille, solens vinterlysbundt slipper gennem skyen,

Lade himlens og vandets dybder bortføre din sjæl til hvælvet omkring jorden og lande dig et sted, din fantasi har leget med. Og når engang du kommer frem til Samarkand, da skal du huske, at du har været der før, du har besøgt dit sjæleland og fundet drømmespor, som du har længtes mod, så længe du har levet.

Nu kan du synge store sange, sanse dagen, gribe nuet, gemme lys og vinterfarver i dit hjerte.

Sidste Arbejdsår – Dag 110 – Tro og Tillid

Tro og Tillid

Der er stunder, hvor vi beder en stille bøn. – Når vi skal igennem en ubehagelig undersøgelse og kan være bekymret for udfaldet – når det uventede rammer, helt umotiveret, på trods af, at der ligger en aftale for hele det næste år, og man var garanteret fred frem til pensionen – når den slags meddelelser falder på en gang, og man har så meget, man gerne vil udrette.

Det er der, vi kan støtte os til det spirituelle gods, vi altid har adgang til. Vi skal sådan huske, at undersøgelsen kan gå godt og give et godt svar, vi skal huske, at der kan foreligge en fejl, og at vores aftale er korrekt og står fast.

Dengang sumererne levede i Sumer i Mesopotamien – fra omkring 3000 før vor tid og til omkring 1800 før vor tid, da babylonerne tog over – havde de et helt parnas af guder med fantastiske personligheder og en mytologi, der rummer alt, hvad man kan ønske sig af spænding, dramatik og skønhed. Guderne var naturkræfter, der var utallige af dem, der var en gud for hver bystat, og guderne mødtes efter traditionen til rådslagning i byen Nippur, hvor de diskuterede vigtige emner såsom oversvømmelser.

I tekster fra Sumer blev en “syndflod” beskrevet længe før Biblens beretning. Det kan være kulturelt arvegods, men sikkert er det, at floderne dengang var uregerlige – som guderne – især Tigris, der ligesom Nilen i de første lange tider forpurrede ethvert forsøg på bosættelse. Oversvømmelser var et livsvilkår.

De mest kendte af guderne i Sumer blev overtaget og omsmeltet af mange andre folkefærd, der boede i “Landet mellem Floderne”, Mesopotamien. Der var hovedguden Enlil, luftens herre, med hovedtempel i byen Nippur – hans hustru var modergudinden Ninlil – og der var Ninurta med sin bue, der besejrede kaosuhyret Anzufuglen, der stjal Me’erne, skæbnetavlerne, mens guden Enlil var i bad.

Enki, jordens herre, var guden for visdom, magi og håndværk, menneskenes særlige beskytter. Han herskede over de ferske vande under jorden, Apsu, og floderne Eufrat og Tigris sprang fra hans skuldre. Han var også gud for handel, tyveknægte og musik.

Der var måneguden Nanna og hans hustru Ningal – der var solguden Utu og hans tvillingesøster  Inanna, gudinden for krig og kærlighed – og der var regnguden Ishkur. Utu og Ishkur havde et særligt ansvar for spådomskunsten.

I dag har vi ikke et gudeparnas, som vi kan ære og frygte, men vi har offentlige institutioner i vore samfund, der kan ligne til forveksling, når systemer og digitale løsninger løber løbsk og ad uransagelige veje sender lyn og torden over de små borgeres hoveder, uden at de aner, hvad de måtte have forbrudt sig imod.

Så er det godt, at vi har de spirituelle forbindelser i orden, og kan trække på en magtfuld støtte, som ikke er synlig, men virker igennem tro og tillid. Dave Allen sluttede engang i TV-tidernes morgen sine TV shows med ordene: “Må din gud være med dig”!