Sidste Arbejdsår – Dag 114 – Rødder

Rødder

I skovens dyb der slår vi rod, i duft af muld og trøsket træ. Ligesom træerne finder sammen, og deres rødder rækker mod hinanden, sådan rækker også vi mod hinanden, når vi samles om at skabe nyt, der bygger på det gamle, og bygger bro imellem før og nu. At lukke hinanden ind og skænke gode idéer til fællesskabet. Give forklaringer på det svære, få nye håb om at komme videre, knytte forbindelser, være taknemmelige.

Vores civilisations rødder. Et af mine store ønsker blev opfyldt, da jeg så, at nu er et mægtigt og eventyrligt epos fra det gamle Mesopotamien blevet gendigtet for større børn og unge – om selveste livet – det er heltedigtet om Gilgamesh! Ægyptens kultur og historie har været meget mere kendt og også været tilgængelig for børn. At der nu er kommet hul på at fortælle nogle af myterne og de store fortællinger fra oldtidens Sumer, Babylon og Assyrien, det er skønt! Der er masser at tage fat på!

Det er julegavetid – også med den slags gaver, som ikke bliver pakket ind i papir med sløjfer om, men i håb! At få håb om at komme videre med helbredet, at komme til at forstå, at lære om, hvordan det hænger sammen.

Når rødderne stikker op over jorden, bliver der skabt rum til alskens små livsformer. Livet bliver gendigtet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *