Opløftet
En jernkolibri, kunne jeg kalde den. Den bliver hængende over hovedet på os. Der må være nogen, den skal passe på – helikopteren. – Solafskærmning i december – solen ligger lavt, skinner så stærkt, at den blænder.
Mens nogen tager noget fra nogen, yder vi det bedste, vi har, til mange, til en fremtid, der skal løfte liv – som liv blev muliggjort af andre liv i en tidligere tid. Vi gør det live, med engagement, med drive, med power. Vi finder veje, skønt de synes gemt i tåge, vi viser tillid til, at alt skal ordne sig, fordi vi bærer kurven sammen.
Vi samler ind og høster frugter, producerer resultater, præsenterer stolt det skabte, nyder vore højdepunkter, bliver hængende her et øjeblik, belyst, foreviget i nuet. Og nuet det når ud til mange, det kan gemmes, så at endnu flere ser det, for vi leger med tiden, samler op og sender live-stream.
Aftenlyset breder sig over himmelhvælvet, det toner gul-beige-orange ude i kanten af verden. Lyse blågrå pasteller breder sig, til alle farver smelter ind i grånuancer, der glider over i fravær af lys, himmellampen dæmpes. Mens vi rejser hjemad, bliver vi til små, forsinkede lyn, der lyser op bag ruden, mens vi kigger ud i mørket og passeres af et andet tog.
Vore skridt klinger ud, fortoner sig i husets indre.
Natten kommer – den pulserer, vores livsstrøm.