Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 58 – Dybt vand

Dybt vand

Når hukommelsen svigter, så kommer vi ud på det dybe vand. Vi kan ikke reagere på noget, vi ikke ved, er sket.

Jeg ser frem til den dag, da vi ikke længere skal kriminaliseres, fordi hukommelsen svigter. Hvis vi glemmer at stemple kortet – eller checke ud med rejsekortet. Man skelner ikke i det system imellem at glemme og at snyde. Så alle bliver snydere – og altså forbudte. De, som udbyder transporten, har fået beføjelser som en politienhed. – Hvordan skal vore ældre dog klare sig, når hukommelsen pludselig glemmer at fungere?

Snart får jeg selv værdighed af pensionist – som med sit mimrekort tillige skal huske at undgå at færdes med de offentlige på bestemte tider. Man kan komme til at føle sig som en paria – en udstødt – en uønsket i det offentlige billede. – Det er langt ude i skoven…

Det kribler som kløpulver i fingrene for at gå til tasterne og sige sin mening. – Hov, det har jeg lige gjort!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 57 – Morgendis

Morgendis

Disen stiger af jorden og minder os om, at luften er fuld af levende molekyler. Det dulgte ser langsomt dagens lys. Noget afklares, en binding ophører, en byrde smuldrer væk, et åndedrag, et lettelsens suk, hjerter frigøres, dagen er blevet til. Alt står forklaret, da solen bryder igennem.

Resten af dagen gennemleves med ny kraft og virkelyst. Der skal udrettes, udforskes og udvides – indrettes, indtages og indvies. Nye landvindinger, forhindringer opløst i den blå luft, koncentration af gode kræfter og resultater, der holder og virker til gavn.

Når denne dag er omme, er vi over alle bjerge – sjælen rejser rundt om Jorden, følger solens spor, mens legemet får sin tiltrængte hvile, og disen daler fugtig, grøder græs og vækster, er parat til næste gry – at stige op med lyset i sit hvide slør.

Morgendis er åben mystik – tilgængelig for alle.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 56 – Lysstrejf

Lysstrejf

Lyset vandrer fra det ene landskab ind i det næste. Vores opmærksomhed kaster sit lys fra det ene emne til det næste. Sindets lyskegle danser henover dagens muligheder, griber en for i det næste øjeblik at glemme den i begejstring for en ny.

Vi griber dagen og spiller bold med den. Eller vi sidder stille ved en lampe og læser en bog med dejlige dybder. Vi halser afsted efter alt det, vi vil nå, eller vi lader dagen komme af sig selv og lejre sig omkring os. Der er en tid til alt.

Bedst som vi er midt i dagens foretagsomme hvirvel, bliver vi stoppet i vores bevægelse – eller bedst som vi slapper fuldstændig af i stolen ved lampen og begynder at glippe med øjnene – så bliver vi fanget af noget – vi så det godt, men kan ikke bestemme, hvad det var – det strejfede os blot – men nu ved vi noget, vi ikke vidste før – en idé, en tanke, der vokser – et glimt, et indtryk, der vækker minder – vi opdager en sammenhæng, vi ikke kendte før…

Mon det er sådan at rejse igennem et ormehul? At skyde genvej gennem vilde vidder – og komme år forud for sin egen udvikling i et kort sekund. Husk, at de sker, disse sekunder – gang på gang – men mon vi når at opdage dem?

Vær på vagt, når du ser et – lysstrejf!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 55 – Dybder

Dybder

At se ind bag facaden. At lodde dybden – dykke ned og søge.

Der findes en halvædelsten, som hedder Ulexit. Læg den oven på et dokument, og se: Teksten er at læse på stenens overflade!

Vi kan være på dybt vand, og vi kan være på grundt vand. Vi kan træde vande, og vi kan gå på vandet. Vi kan synke dybt – som at stjæle fra de fattige – og vi kan rejse os igen og blive bedre mennesker. Helt dérnede i dybet kan vi se et glimt, der med et sæt forandrer vores liv.

Det er i den dybeste afgrund og på den højeste tinde, at vi udvider vores liv.

Vi har en skat at finde.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 54 – Vindue

Vindue

Øjet er vores vindue ud til verden, ud til andre mennesker, til de nære relationer. Øjet er også et vindue ind i os, ind i sjælen, ind i dybet. Øjet er den fine, tynde hinde mellem os og verden. Vi kan se ind, og vi kan se ud. Vi har øjenkontakt. Vi kan spejle os i vinduesruden. Og vi kan spejle hinanden. – Det er det ligeværdige møde.

Vinduer som ikoner – som om vi kunne trykke på hver af dem – og få et blik ind i et liv, der leves. Det digitale vindue er en envejskommunikation. Nogen sender information ud, andre henter information ind. Man kan skype sig til digital samtidighed, med en lille forsinkelse kan man chatte med hinanden, man kan skrive langsomt sammen via mail.

Kameraer kan være nådesløse i deres nærgåenhed. Og deres optagelser kan bruges og misbruges. Levende kameraer med levende mennesker bag kan optage sekvenser af liv for at bringe en historie videre i tjeneste for befolkninger i hele verden, i tjeneste for en sag. I dag er film, foto og videooptagelse hvermands eje – og der er brug for at lære at skelne, hvornår det gavner, og hvornår det skader. Hvornår det er et møde med respekt.

Der findes øjne, der ser alt – og optager alt. Uden levende mennesker bag. I tjeneste for en sag, i tjeneste for et system. Med hensigten at overvåge levende mennesker. Med hensigten at bruge optagelserne imod levende mennesker. Det er udtryk for frygt og mistillid. – Det er det uligeværdige møde.

Lad hjertet være med i øjet, der ser!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 53 – Visdom

Visdom

Det er vidunderligt at følge årets gang. Efterår er lærdom, ny viden, spændende emner, en bred farvepensel af sysler og gøremål. Efterår er fordybelse, meditative tilstande, en tid for sanserne, al slags vejr, regn, der trommer mod ruden, hagl, der trimler ned ad træværk og blik og mursten, sol på skrå over våde spindelvæv, regnbuer – høstens fyrværkeri. Efterår er gråvejr, og alt det grå er fyldt med farver, alt det våde trækker farven frem i bark og bog og bundter af blade. Verden bliver mere klar, end fotolinsen kan opfange.

Efterår er opklaring, afklaring, klargøring. Spørgsmål finder svar, udforskning skænker nye sammenhænge. Viden hobes op til vished – og skaber nye spørgsmål. Altid er der nye horisonter, altid vil vi stræbe fremad, opad – mens vi traver over marken i vindjakke og gummistøvler – går på svampeture – følger fugletræk – sejler ud på fjorden – balancerer på en havnemoles store sten.

Efterår giver eftertanke, giver fokus, snævrer verden ind, filtrerer alt unødigt bort, så vi kan se essensen, og vi lyser op og finder klarhed, går igennem vores indre landskab, kommer overens med liv og død og nyt og gammelt, og påny er vi taknemmeligt til og ånder ubesværet som var det første gang.

Vi har visdom at vinde.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 52 – Hjertesag

Hjertesag

Det er kulturen, der giver os vinger og sender os ud på togter i fjerne riger, hvorfra vi vender hjem strålende af inspiration, snurrende af kreativitet og spillende af nye indsigter.

Det er kulturen, der flyder i vore samfunds floder med dybder, som vi ikke bemærker til daglig, men som forener os i sorg, savn og samhørighed, når  der pludselig synes at være vagtskifte, og nogle af vore store stemmer forlader vores rige næsten samtidig.

Det kan ruske i de store samfundsstrukturer, banker kan skælve, skattesystemer kan smuldre, postgangen gå planken ud. Så indretter vi os og venter på, at krisen driver over, det vil løse sig, der findes nye veje. Det er en hjernesag.

Men når stemmerne forstummer – dem, der fik os til at le som børn, spille højt som teenagere og synge med som voksne – dem, der sang kroppen fuld af vibrationer – og dem, der åbnede ordenes sælsomme sammenhænge for os – dem, der talte vores hjertesager højt – når de forlader os, så rammer det os i Solar Plexus.

Så skal der meget mere kultur til for at sende os videre. Og vi vil selv synge med og fælde tårer og sige tak.

Det er en hjertesag.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 51 – Hjerte

Hjerte

Året er fyldt med datoer, der giver mig minder, fordi de er nogens fødselsdag. Mennesker, jeg kender – som jeg har kendt – som ikke er her mere. Når jeg pludselig lægger mærke til en dato – jamen hov, tillykke! Så fejrer jeg det menneske, som jeg har haft sådan en god, sjov, skøn, begivenhedsrig tid sammen med. Måske har vi også gennemgået noget sammen, der har givet os en særlig forbindelse. Vi kan have udrettet noget sammen, som vi endnu høster frugterne af, selvom vi ikke har mulighed for at ses. – Tillykke til jer! Tak for det jeg har lært af jer!

Der kan komme så meget i vejen – tid, alder, forandringer, flytninger, sceneskift – noget, som vi ikke har indflydelse på – vi kan også være nødt til at træffe et valg, som har nogle konsekvenser, for eksempel, at vi ikke ses mere. Sjældent sker det med vilje, livet sender os afsted i forskellige retninger, og vi skal glæde os over, at vi nåede at mødes og nåede at holde af hinanden.

Når vi er ude i dette ingenmandsland, hvor vi mødes under fantastiske tilsyneladende tilfældige og måske anonyme rammer – da kan alt ske – og måske ses vi aldrig igen – men et glimt kan have samme styrke som et langt liv – det virker ind i os – det har langtidsvirkning. Noget i det indre dyb er vækket, noget gammelt, glemt er vakt til live og skaber genklang i dette nu – og løfter os op over vores dagligliv, vi får nye kræfter, vi svæver på længslens vinger, og vi ser verden på en ny måde. Sådan kan vi flytte hinandens fokus og få livet til at spille.

Længe, længe efter – et halv liv senere – kan vi sende vores taknemmelighed tilbage til afsenderen – jo, det virker – hvor de end er – i dette rige eller et andet – kærligheden kender jo ingen grænser – den virker og varmer på tværs af tid og rum. Fra hjerte til hjerte.

Hjertet husker sine møder.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 50 – Udsyn

Udsyn

Stilfærdige dage med solstråler og regndråber på skift. Efterårsforkølelser og influenzavaccinationer – skal, skal ikke – vil, vil ikke. Finde fodfæste, finde ro. Når forkølelsen er over os, er den bedste strategi at lade den rase ud med det samme frem for at spille helt og heltinde. Det er den hurtigste måde at blive rask på. Give ro og rum, hvile, kontemplation.

Gæssene trækker ikke, før det er absolut nødvendigt – de hører til “Vejrtrækkerne”, lød det i Vejret på TV. Når Musvågerne vil op i de højere luftlag, så danner de en spiralform – den kaldes for en Musvågeskrue. Vi, de fastboende, kan nyde deres dans på himmelkuplen de næste måneder.

Der er nætter nu med klare, glitrende stjerner, og Mælkevejstågen slynger sig som en hovedvej tværs over vores mørke horisont. Herfra hvor vi står ser vi ud i årmillioner – bagud i vores historie. Vi kender endnu ikke detaljerne i vores historie, men vi kan se derud!

Hvad vi troede, vi vidste, vil ændre sig for hver gang, vi gør nye opdagelser. Vi skriver nye historier og skriver gamle om. Vi skal være årvågne hver gang for at sikre, at vi ikke uvilkårligt forsøger at stuve den nye viden ind i forgangne tiders rammer. Det hører til fremtidens vigtige kvalifikationer: At tænke nyt med den nye viden, og lade den selv forme sine rammer.

Ligger fremtiden også derude?

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 49 – Udspring

Udspring

At kaste sig ud i noget. At kaste sig ud på de 70.000 favne vand, som Søren Kierkegaard siger om springet ud i troen. At foretage sit eget personlige filosofiske udspring. At tage sit udspring i noget. At springe ud i noget nyt.

At have tillid til, at springet fører til noget godt. At møde tillid til vores evner. At vise åbenhed over for andres dømmekraft. At tillade andre at tage fejl. At turde fejle. Når det er tilladt at fejle, så undgår vi alle de fejl, der sker, når man vil skjule sine fejl.

At være frejdig, være os selv i alt, hvad vi foretager os. Stole på os selv, vores dømmekraft og vores evne til at tackle nye situationer, selvom vi skulle misforstå og tage fejl og gå vild. Vide, at vi skal finde vej tilbage og blive beriget med en ny erfaring.

Gå ud i det blå, til verdens ende, og altid – synge af vores lungers fulde kraft!

På hat med hele verden!