Kategori: Uncategorized

Livsaften

Et menneske, der er gået gennem hele livet med et lyst sind, sidder hensunket, lillebitte, i en stor lænestol. Det er hviletid efter måltidet, hvor man kan tage et blund i sin seng. Kun sidder hun i denne lænestol, fordi hun ikke tør komme i seng – hun kan godt komme op i sengen, men hun er bange for at komme ud af den igen. Det skal hun selv klare, hun får ikke hjælp til det. Hun tør ikke. For hun er faldet tidligere. Benene kan ikke som de skal. De ryster, når hun endelig får dem til at flytte sig. Hun er over 90 år.

Senere er der nogen, der siger, at man som pårørende ikke skal hjælpe de ældre på toilettet, for det er personalets opgave.

Et nyttigt menneske

Jacob August Riis udvandrede til USA i 1870 på grund af ulykkelig kærlighed. I flere år boede han som omkring en million andre indvandrere i elendige lejekaserner i New Yorks slum, han var ved at sulte ihjel, og han var tæt på at opgive det hele. Men så fik han tilbudt job som reporter på et nyhedsbureau, han var 23 år. Han havde talent for at skrive, og han blev dybt optaget af at beskrive, hvordan mennesker levede i slummen. Han fandt ud af at bruge en tidlig form for blitzlys og fotograferede de mørkeste kroge i de usle politiherberger, hvor de fattige ofte blev udsat for vold. Det blev til velbesøgte lysbilledforedrag, og i 1890 udgav han bogen ”How the Other Half Lives”, der beskrev forholdene i Lower East Side i New York.

Jacob Riis blev venner med den unge politipræfekt Theodore Roosevelt, og sammen drog de på ekspeditioner igennem slummen. De fik presset bystyret til at at rive slumområdet Mulberry Bend ned, og de fik lukket politiherbergerne og skabt bedre vilkår for de fattige. Jacob Riis fik stor politisk betydning, og Roosevelt kaldte ham Amerikas nyttigste borger.

Museet står nyåbnet i Ribe, og en film giver beretningen om Jacob A Riis. Ved udgangen kunne man stille sig op og blive fotograferet, efter få minutter blev billedet kastet op på en T-shirt og derpå sendt til den mailadresse, man oplyste, i form af et gammelt avistryk fra dengang.

Den pige, han forelskede sig i som 15-årig – han fik hende senere i livet – han friede på afstand og fik ja, hun rejste til New York, og kærligheden voksede som i et rigtigt eventyr.

I bybilledet og ved Vesterhavet står der søjler med angivelse af vandstand og årstal for de største udsving. Tidevandet har spillet en stor rolle i områdets historie.

Gods og passagerer

Is this the train to Ålborg? – Det kører i alt fald til skillepunktet, hvor man skal skifte tog. Nu har de været her i 5 år og endnu ikke fundet toget til den by, de skulle besøge… Det blev sagt med et glimt i øjet – på australsk.

Det var ikke lige til at forudse. Jeg har næsten ikke gjort dette, siden jeg var barn. Pudset sølvtøj. Det skal sælges i en bod på et marked.

Værd at vide om sølv, der ikke er helt igennem ægte – min kilde er: http://www.gsantik.com/silverplet/silverplet_info.php.

Nysølv indeholder intet sølv. Det er en legering af kobber og nikkel og ofte zink og ligner sølv. Nysølv bruges til fx lynlåse og mønter, kaldes også Alpaka. Nikkel er allergifremkaldende.

Pletsølv er et sølvarbejde – en tynd sølvplade, valset – oven på tin, messing eller kobber. I dag kan det være et tyndt lag, galvaniseret, og ofte på messing.

Plet kommer af det engelske plated, en plade, der er mange forskellige betegnelser for det samme, de betegner Sølvplet, det vil sige, at det kun er belagt med et sølvovertræk, med andre ord forsølvet. Stemplerne kan være et eller to tårne, EP for Elektro Plated, EPNS for elektro plated new silver, bogstavet P eller Plated, Plet, PRIMA eller Alpacca.

Det er en jungle at finde rundt i, jo mere uægte, jo flere betegnelser.

Fantastisk

Den Fantastiske Virkelighed – jo, den har fyldt meget for mig, denne bog, den har også fyldt lidt i denne blog. Nu har jeg lukket bogen, og her følger nogle sidste citater og betragtninger.

Side 279: Der kan synes at være en modsætning mellem individuel og universel bevidsthed, mellem personligt liv og kollektivt liv. Men Pauwels og Bergier ser dem tværtimod som komplementære:

”Den virkelig vågne individuelle bevidsthed går op i det universelle. Det personlige liv, der helt opfattes og anvendes som redskab for opvågnen, smelter sammen med det kollektive liv uden at tage skade.”

Pauwels taler om sit samarbejde med Bergier igennem fem år, det har bragt ham ”viljen til at møde alle livets former og alle spor af ånd i det levende med undren og tillid. Disse to tilstande: undren og tillid er uadskillelige. Viljen til at nå dertil og holde fast derved undergår i det lange løb en forvandling. Den holder op med at være vilje, det vil sige åg, for at blive kærlighed, det vil sige glæde og frihed. Kort sagt, det eneste resultat, som jeg bærer i mig, og som aldrig kan rives fra mig, er kærlighed til alt levende i denne verden og i alle verdners uendelighed.”

Det er noget at stræbe imod i min næste epoke!

Nedtælling

Så er det pludselig ikke til at forstå. At der er 30 dage tilbage, til jeg når en milepæl. Derpå følger et limbo på – helt nøjagtigt 16 dage – til min pensionisttilværelse begynder.

Jeg har glædet mig så meget, at jeg har været helt bekymret for, om dagen overhovedet ville oprinde. Så er det godt at holde fast i fakta. Altså 30 dage.

Tænk at kunne råde helt suverænt over sin egen tid! At kunne tillade sig at slappe af og tage alting i det tempo, vi kan trives med. Det giver fred indeni. Det giver mulighed for at hente sig selv hjem igen, at blive hel og atter få sammenhæng i tanke og handling.

Kunsten bliver for mig at skabe balance imellem alt det jeg vil og den dagligdag, jeg skal leve. Det bliver vigtigt at huske, at ting tager tid, og at der findes en rækkefølge. At udrette en ting ad gangen, have fokus på at fuldføre noget, der kan godt være flere projekter samtidig, men ikke for mange.

Efter det lille limbo stopper mine daglige bulletiner. Jeg kommer til at fortsætte min blog under et nyt navn: Livet efter Arbejdslivet, hvor jeg vil skrive og kreere collager ind imellem, når jeg har noget særligt på hjerte.

Dette første år – min ventetid – har handlet om overgangen fra arbejdslivet til livet efter arbejdslivet. Mange mennesker kan have svært ved denne overgang, det rusker os i vores fundament, rører ved vores identitet, og vi skal komme i tanker om, at vi er det samme menneske – blot under nye rammer, med nye muligheder, med mere tid, som vi selv kan råde over. Her skal vi møde både vores selvdisciplin og vores samspil med vores omgivelser.

Der ER et liv, et godt liv, utallige glæder, der er et helt menneske med en baggrund at øse af og en fremtid at forvalte og dedikere sig til – opgaver at løse, både før og efter pensionen – i vores fantastiske virkelighed!

Ånd og brød

Huslige gøremål på en typisk dansk sommerdag med skyer og af og til lidt blå himmel. Ind imellem en pause med en bog i skødet.

I Den Fantastiske Virkelighed taler Pauwels og Bergier videre om ”den vakte tilstand”, om en stræben efter at nå dertil, hvilket de ser som en menneskerettighed: ”Menneskene lever ikke af brød alene, men hidtil har vor kultur ikke vist sig i stand til at skaffe brød til alle.” Det vil komme, skriver de, med de tekniske fremskridt. ”Den næste revolution bliver psykologisk”.

Kernestof

Jeg stod på hovedet i en skuffe og fandt gamle billeder i gamle rammer. Ét af mig, da jeg var 7 år. Der er indsat et billede af min bedstefar. Og en presset sommerfugl. Jamen, det er netop nationalsommerfuglen, Pianosommerfuglen, Nældens Takvinge! – Jeg fandt også en ring med min første tand i indfatning. Begge dele noget makabert…

Den Fantastiske Virkelighed side 197: Fra viden til erkendelse – citat:

”Tilflugten til den vakte bevidsthed, det vil sige en tilstand, der er forskellig fra den klare dagsbevidsthed, er ledemotivet i alle de gamle filosofier. Det er også ledemotivet for de største moderne fysikere og matematikere, efter hvis mening ”der må foregå noget i den menneskelige bevidsthed, for at den kan bevæge sig fra viden til erkendelse”.”

Pauwels og Bergier taler om denne kerne, dette reservoir i vor bevidsthed, der har kontakt med ”det ukendte”, det dunkle. Her kan sproget ikke række ind, vi kan ikke direkte beskrive den tilstand og den indsigt, der er at finde i denne kerne.

Men det kan kunsten. Når sproget taler igennem digtet, musikken og malerpenslen, så bliver det dunkle intuitivt forståeligt – vi kommer så nær, at vi kan mærke det, fornemme det. Når vi kredser omkring kernen, kan vi komme den nær, mens den forstøver, om vi forsøger at se direkte på den. Vi kan indkredse og skabe billeder hos os selv og andre, mens det direkte sprog og vore fem sanser kun ser det ydre.

På et kontor, på en væg hang et lille billede, en kopi af tegning og tekst. Peter Plys.

”Det var ikke særlig klogt sagt, Plys” sagde Grislingen.
Peter Plys ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud!”

Sværmeri

Som forsmag på Sommerfuglebusken er Merian perfekt til alle insekterne. Det vrimler i de lyslilla skærme, brumbasser, blomsterbier, jordbier, lodne og mindre lodne, gyldne, brune, rødbrune, med røde striber, gule rumpetter – sommerfugle, gyldne, røde, mørke, hvide.

At flyve på besøg og hjælpe hinanden.

Den Fantastiske Virkelighed – et citat side 172:

”Gud har skabt os så lidt som muligt. Friheden, denne evne til at være årsag, til at indlægge sig fortjeneste, vil, at mennesket skaber sig selv på ny.”

Spor

Jeg besøgte en kirkegård i dag, her ligger min ældste veninde, hun blev 97½ år. Der er så fredfyldt, der er direkte adgang til det indre tempel, og sjælen kommer på wellness ophold. Udsigten er fuld af kornmarker – og deres små kammerater kornblomsten, valmuen, margueritten, og jeg fik den tanke, at her må det sidste spor af mig gerne hvile.

Jeg har en hel håndfuld kære mennesker at tænke tilbage på, i tanken flytter jeg dem alle herhen, så jeg kan have dem samlet. Her vil jeg sidde engang imellem og mindes dem og sende dem inderlige tanker.

Solen varmer så overdådigt, gavmildt, og en stemning af fred og frihed ligger over hele landet heromkring. Det er næsten ikke til at løsrive sig, men efter at have fulgt en passiar mellem to krager på kirketårnets spids, så stiger jeg op på de to hjul igen og ruller gennem landskabet videre langs marker, forbi smågårde, hestefolde, skovbryn, og midt i det hele lyder en brummen højt oppe, en hvid helikopter.

Det er én af de ting, jeg ønsker mig at opleve: At flyve i helikopter!

Piano

Den er Danmarks nationalsommerfugl – det vidste jeg ikke, men det fortæller Felthåndbogen på  www.fugleognatur.dk. Jeg kalder den Pianosommerfuglen, men den hedder Nældens Takvinge. Den har et klaviatur øverst på begge vinger. – Ebony and Ivory…

Salvien er lige så god som en sommerfuglebusk, men nu kommer Merian til, og den er de også glade for. Hvid kålsommerfugl kommer også, og stadig er den der – Tidselsommerfuglen, der kom i hele sværme i det tidlige forår!

Naturen er fantastisk, tænk engang et kunstværk – Passionsblomsten – sikke en forberedelse, der ligger bag, og hvilken livskunst der må udfoldes for at få overtalt insekterne til at klare bestøvningen! Det bugner med fantasiblomster uden for supermarkederne, Begonier i kæmpeformater.

Dejligt, at man kan gå på blomsterudstilling samtidig med indkøbet.