Spor
Jeg besøgte en kirkegård i dag, her ligger min ældste veninde, hun blev 97½ år. Der er så fredfyldt, der er direkte adgang til det indre tempel, og sjælen kommer på wellness ophold. Udsigten er fuld af kornmarker – og deres små kammerater kornblomsten, valmuen, margueritten, og jeg fik den tanke, at her må det sidste spor af mig gerne hvile.
Jeg har en hel håndfuld kære mennesker at tænke tilbage på, i tanken flytter jeg dem alle herhen, så jeg kan have dem samlet. Her vil jeg sidde engang imellem og mindes dem og sende dem inderlige tanker.
Solen varmer så overdådigt, gavmildt, og en stemning af fred og frihed ligger over hele landet heromkring. Det er næsten ikke til at løsrive sig, men efter at have fulgt en passiar mellem to krager på kirketårnets spids, så stiger jeg op på de to hjul igen og ruller gennem landskabet videre langs marker, forbi smågårde, hestefolde, skovbryn, og midt i det hele lyder en brummen højt oppe, en hvid helikopter.
Det er én af de ting, jeg ønsker mig at opleve: At flyve i helikopter!