Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 69 – Halloween og Allehelgen

Halloween og Allehelgen

Der er forskel på Halloween, Allehelgensaften og Allehelgensdag!

Både Halloween og Allehelgensaften fejres 31. oktober, mens Allehelgensdag fejres dagen efter, den 1. november. I kirken fejres allehelgen den første søndag i november.

Dagen efter, den 2. november, følger Allesjælesdag, det er en katolsk fejring, en mindefest for alle døde kristne. Allehelgen fejrede oprindelig de helgener, der ikke har deres egen helgendag året rundt. Folkekirken har mere fokus på dem, der er døde i årets løb, Allesjælesdag.

Allehelgensaften kommer oprindeligt fra Irland under navnet Halloween, irerne bragte den med til USA, og nu for omkring 15 år siden er den også kommet til Danmark. Halloween har hedenske rødder i den keltiske folketro, og siden indgik flere andre skikke i Halloween, såsom mexicanske dødeskikke. For børn og unge herhjemme blev det en kærkommen fest i det lange mørke efterår. Det gav lys i mørket. Græskar med finurlige udskæringer og levende lys i.

I tusmørket dukker der mange spændende ansigter op blandt de faldne blade – nogle af dem ligner græskarmænd, der griner. – Ja, lad os lyse og grine i de dunkle tider, lad os skræmme dæmonerne væk og fejre, at lyset vil komme tilbage. Lad os bære faklen med os ind i vinteren, og rense luften for onde ånder!

– Vi er mange levende mennesker, der hver evig eneste dag udfører et stort arbejde for at forbedre og finpudse vores verden – også selvom vi er børn, ledige og pensionister. Lad det være en trøst, når vi oplever, at ganske få mennesker gør stor skade.

Der er ingen lykke i at stjæle penge eller værdier fra andre. Grådigheden kan blænde og spise et menneske op. Den bliver en karussel, man ikke kan komme af igen.

Vi må holde modet oppe og tålmodigt fortsætte vores indsats. vi bliver måske nok slået lidt tilbage, men husk, hvor mange vi er til at bygge op igen. Vi lærer noget nyt hver gang – det gør også de få, og en dag vælger de en mere hensigtsmæssig vej at gå.

Vi får den lykke, vi selv skaber. Og den kan ikke fås for penge.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 68 – Menneske

Menneske

Hvad er menneskelighed? – Bladene bliver menneskelignende, når vi kan få dem til at ligne ansigter. Så får de sjove eller uhyggelige udtryk – rigtig hyggeligt til brug for Halloween og Allehelgens Dag – og til spøgelseshistorier. Børnene kan selv finde de sjove blade, tage billeder, printe dem på fint karton, klippe huller i, hvor der er øjne at finde, folde dem og bruge dem som masker!

Menneskelighed – det er jo noget, der har med mennesket at gøre. Humanity – humanitet – humant. Når vi siger, at vi skal være humane – altså menneskelige – så mener vi, at vi skal være empatiske, omsorgsfulde, overbærende, nådige – vi skal kunne sætte os i et andet menneskes sted, vi skal kunne føle med dem, vi skal vise medfølelse. Menneskelighed er at vise medfølelse. Overfor et andet menneske – over for hele menneskeheden.

Menneskeheden – det er jo hele jordens befolkning – og i det tilfælde regner man kun dyrearten mennesket med. Dyrene tæller ikke i det regnskab. – Er det så menneskeligt?

Mennesket er ikke let at leve med – når man kun er et menneske…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 67 – Glæde

Glæde

At kende til glæde – at glæde sig over noget – at have evnen til at glæde sig. At finde noget at glæde sig over hver dag. Jeg har ikke før prøvet at skrive noget hver eneste dag. Jeg har skrevet mange kilometer i mit liv, men ikke systematisk hver dag. Det er blevet en ganske særlig glæde for mig at levere et indlæg til min blog hver dag. At finde genklange i naturen til det jeg vil skrive – eller finde hovedemnet i naturen og skrive ud fra det, den viser frem. – At være lydhør – at mærke dagen – hver dag har en historie at fortælle.

Mit formål med denne blog er jo at tælle dagene i mit sidste arbejdsår. Det har fået den virkning, at jeg lægger nøje mærke til dagen, jeg finder små perler hver dag. Det er som at gå på skattejagt på et museum – vi bliver ekstra årvågne og suger indtryk til os, oplever alting ekstra intenst. Det er som om dagene lyser. De vækker tanker og minder, og så bliver der pludselig noget mere at skrive om, selvom jeg først ikke syntes jeg havde noget at sige. Dagene føjer sig sammen til en lang perlekæde – sikke en rigdom!

Sukkersygen kan give kispus, når jeg glemmer at tælle nogle af de fødevarer med, der er i min suppe. Kulhydraterne er lumske, for ganske vist skal man ikke tælle grøntsager, kun det brød, jeg spiser til. Først bagefter, da mit blodsukker blev tårnhøjt, kom jeg i tanker om, at der var jo også kartofler og jordskokker i – og det er der godt nok stivelse i! Det kan tage timer at finde balancen igen.

I bogen Den Store Plan s. 205 citerer Gregg Braden fra Det Nye Testamente det svar, Jesus gav sine diciple, der spurgte ham, hvordan de kunne helbrede deres krop: “Hvis du spiser levende mad, vil den belive dig, men hvis du dræber din mad, vil den også tage livet af dig. For liv kommer kun af liv, og død kommer altid af død. Alt, der dræber din mad, vil også dræbe din krop.”

Gregg Braden fører denne essæernes lære videre til den spirituelle føde: “Alt, hvad der dræber dine livsværdier, din selvværdsfølelse og din selvagtelse, dræber også din krop.” – Jeg er ikke helt vegetar, jeg spiser stadig fisk, der er vigtige vitaminer i foruden fiskeolie, der kan lindre gigt. Men udviklingen vil nok gå i retning af fuldt vegetarisk føde – også for mig.

Den spirituelle føde, den holder jeg meget af, og jeg har lidt under det, når jeg har været underlagt rammer, der gik imod min mavefornemmelse, og jeg ikke har været fri til at gøre mit arbejde ordentligt, eller til at yde den behandling, som jeg gerne ville. Eller mine rammer har forlangt, at jeg skulle udføre noget, der stred imod min krop og mit livssyn.

At være et menneske – og at være fri til at være menneskelig!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 66 – Forestilling

Forestilling

Naturens lyssætning – bladene bliver selvlysende, når vi ser dem i modlys. Jeg kan blive helt ør af al den virak af blændende farver og former – sikke skulpturer, rundet af nænsomme hænder, små brutale bæster og dis og tåge, regn og blæst og solens stædige skin.

Alt dette arbejder sammen om at skabe efterårets store forestilling. Træd nærmere, mine damer og herrer!

Kom og nyd fuglenes fløjteensembler, percussionisternes bladraslen, trækronernes vindharper, spættens barkhammer, træstammers knirken, grenspidsers svirpen, krattets strygere og stormens hyl i alle hulninger – skovens didjeridoo.

Oplev sværmernes luftballet, musenes pilende parløb, løvets hviskende stemmer, vindens pibende overtoner, hejrernes fejende dans og flagermusens nattetumult.

Se, det er en forestilling!

Forestillingen om, at lykken ligger i materien – at der ikke er lykke nok til alle. Den egentlige svøbe i verden er grådighed. Man ved ikke, at kærlighed, lykke, medfølelse er en energi, der bestandig går igennem verden.

Det vil ændre sig den dag, mennesket skifter indstilling fra MIG til OS.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 65 – Galleri

Galleri

Oh! At vandre rundt i naturens eget galleri! Dér hænger de – allevegne – fra træerne – fuldt færdige kunstværker – nogle er som malet på bladene, andre er bladene selv, udsat for vind og vejr og mikrovildt. Bladene krymper, bliver delvist spist, lukker sig halvt, får øjne, næse, mund… De bliver til masker.

Læg mærke til, at det er det, der ikke er der, som giver karakter til masken! Nogle blade bliver til ansigtsprofiler, andre får snurrige mønstre, farverne glider ind i hinanden, efterhånden som bladene forvitrer. Høstpaletten byder sig til for den store kunstner.

Bemærk også datoen – den kan læses på alle sprog! Nu er der 300 dage, til jeg opnår værdighed af pensionist.

Husk, at også vi kan ældes med ynde!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 64 – Drift

Drift

Somrens foretagsomhed – alt det vi skulle nå – i takt med stauderne, der afløser hinanden, græsset, der gror alt for højt, før vi slår det, andefugle og spurvefugle, der opdrætter kuld på kuld, sommervækster, der gennemlever deres kurver påny, insekters flittige svirren, træer, der sætter blomst og danner frøstande og kaster deres kim til næste livscyklus – og altid lyden af det bølgende vand, der kaster lyset i alle retninger og lader sig kløve af fisk og fugl og båd og står spættet tilbage med mønstre printet af kølvandsstriber.

Vi er i alle årstider – årene lægger sig lag på lag i vores hud, der afgrænser os op mod verden. Kalenderen vender sine blade, mens træerne drysser deres velsignelser som næring over jorden. Denne raslen, når vi går igennem høstens skove, veje, stier, stenter, trapper, søens bredder, havets sand og strandens milde gaver.

Vi er godt på vej med nye resultater lagt i rammer under tiden til den næste pause, der er planer, vi skal overholde, nedslag i forløbet, hvor vi endnu sætter blomst og planter frø, der spirer i det nye år, hvor vi runder flere milepæle, bygger fundamenter, rejser huse, skabt af tanker, teorier, kreativitet og drømme, som med tiden bliver til faste mursten, træ, metal og puds.

Den faste form i materien kommer først endeligt på plads, når vi taler hjertets sprog.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 63 – Grønt

Grønt

Det er endnu grønt derude. Bladene får flere og flere farvenuancer – de får huller og krøller – de folder sig sammen og får de særeste former – de får ligefrem ansigter.

Disen hænger tungt imellem himmelranden og husene og jorden. Lyset fra den næste by eksponeres ekstra meget i aften, i grunden et blåhvidt lys, men disen og skyerne giver tilskud af orange, fersken, mælkehvid, grøn-blå, og det bredes op over hustagene, så det bliver sandsynligt, at et rumskib skulle være landet, og vi lige er begyndt på en film af Spielberg.

Både dis og tåge skal sende os afsted med drømmeskibet, og kun langsomt vil morgenlyset fortrænge den fortættede luft såvel som drømmene. Skibet sejler videre rundt om jorden – og hvis vi er heldige, så kommer det tilbage i morgen aften.

I tågen er vi alle grå.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 62 – Fordybelse

Fordybelse

Samle forråd, skifte fjerdragt, berede sig på høstens dyb. Lade op en sidste gang, bade sig i somrens generøse afskedshilsen, før vi lukker porten, kløver brændet og går i hi.

Korte dage, mørke morgener og lyse månenætter vil hylle os i mulm, mystik og mosekonebryg, vi vil forvandle os i vores ly, mand og mus og mælkebøtte, vild  spirea, spætte, spurv, og vi vil række ind i indret, hente nye skatte frem igennem tanketåger, fantasi, erindringsklange.

Og nok engang vil lyset vække os, og vi vil stå med favnen fuld af spæde spirer, plante dem og følge dem i vindueskarmen, mens de skyder frem og sender varme dampe ud på rudens isblomster.

I fordybelsen ligger begyndelsen.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 61 – Samklang

Samklang

At være på bølgelængde, i harmoni , i samklang. Når tonerne klinger smukt sammen, når farverne glider over i hinanden som regnbuen, når vi møder resonans i livet. Når vi stemmes i dur eller mol.  Når noget stemmer overens.

At sidde dér i solen med lukkede øjne og mærke, at himlen kommer ned og rører dig. Indsnuse øjeblikke fyldt med sol i erindringen. Det er sådan, et maleri kan indfange lyset, støvet, den åbne dør ud til gårdspladsen, den gamle kone på skamlen med tørklæde på hovedet og ansigtet vendt mod solen.

Efterårets farvepragt er på sit højeste. Vinden blæser uden om dette hjørne, solen bager, fuglene kommer hviskende på deres vinger, gnasker på frø, pipper og flyver igen. En sen hveps snurrer omkring dig og forsvinder igen.

Du er modtagelig for hjertets røst. Der er stille indeni, hjernen er i hvile, fokus er i hjertehøjde. Menneskenes tid og sted siver bort, og den egentlige virkelighed indfinder sig. Det er her, du kan finde klarhed, vished, finde svar på dine inderligste spørgsmål og tage dine vigtige beslutninger.

Bogen rykker sig i skødet, solens varme er i kinderne, bag øjenlågene dannes bestandig nye mønstre i røde, gule, mælkehvide farver. Dagen er endnu ung, skønt vi har passeret middag.

Der lyder en tak et sted.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 60 – Indian Summer

Indian Summer

Indian Summer. Fornuftigvis kommer overtøjet med ud ad døren. Men må tages af undervejs, fordi det er for varmt. Det er endnu muligt at sidde udenfor i solen – med en trøje over ryggen. Hele Danmark er ude med bare arme og store smil, porten er åbnet til efterårsferien.

Det er forbløffende – at det er sandt, hvad jeg læste mig til – at motion øger insulinens virkning! Den insulin, som jeg skal tage hver dag. At løbe nogle ekstra gange op ad trappen – jamen tænk, det giver ekstra energi – og ekstra humør! Og en lang vandretur, lang eller lidt længere – motion hver dag. Nu mærker jeg det selv, det giver velvære, kroppen er glad for at røre sig. Det er ikke kun reklame – eller dunk oven i hovedet fra sundhedsfreaks. Men altså, jeg forstår det først rigtigt nu. Måske skal det snart lykkes – at komme ned på éncifrede blodsukkerværdier hele dagen.

Hukommelsens ormehuller – det er musikken – og duften. Den direkte genvej til gamle dage – solen på skrå – bolden, der rammer muren: En-to-tre, bum, fire-fem-seks, bum, syv-otte-ni, bum, ti, bum. En banan på det helt rette stadium af modenhed – og der er faktisk mange grader – mere end almindeligt moden – og mindre end dér, hvor den når salmiakfasen – pling! Så står du der – i barndommens gård – og genoplever knivskarpt bestemte situationer – og får ny klarhed over nogle følelser, der dukker op.

Nye generationer. Nye tider. Nye rammer, nye regler. I 1990’erne måtte man som ledig ikke lære noget og blive dygtigere, få nye kompetencer, når man blev sendt i aktivering på en arbejdsplads. For så svarede det til, at man tog arbejde fra de ansatte. I dag kommer man i praktik for at holde sine kompetencer ajour eller forbedre dem.

Ryggen op ad muren. Nogen er i risiko for ledighed. Rettigheder, forsikring. Loft over ydelser. Til ledige og til nye mennesker, der kommer til landet. Et loft, der ligger nær minimumsgrænsen for overlevelse. – Hvor er så gulvet? Hvordan skal en nyankommen blive integreret, hvis man ikke har råd til transport, til en kop kaffe, til at byde nogen indenfor, til at købe en blomst, hvis man bliver inviteret til middag hos en “indfødt”? Huse med mennesker, der er “godkendt”, huse, der bortviser børn, samfund der bliver fattigere, fordi helheden brydes.

Et hus med et loft er intet uden sit gulv. Det er et luftkastel.