Glæde
At kende til glæde – at glæde sig over noget – at have evnen til at glæde sig. At finde noget at glæde sig over hver dag. Jeg har ikke før prøvet at skrive noget hver eneste dag. Jeg har skrevet mange kilometer i mit liv, men ikke systematisk hver dag. Det er blevet en ganske særlig glæde for mig at levere et indlæg til min blog hver dag. At finde genklange i naturen til det jeg vil skrive – eller finde hovedemnet i naturen og skrive ud fra det, den viser frem. – At være lydhør – at mærke dagen – hver dag har en historie at fortælle.
Mit formål med denne blog er jo at tælle dagene i mit sidste arbejdsår. Det har fået den virkning, at jeg lægger nøje mærke til dagen, jeg finder små perler hver dag. Det er som at gå på skattejagt på et museum – vi bliver ekstra årvågne og suger indtryk til os, oplever alting ekstra intenst. Det er som om dagene lyser. De vækker tanker og minder, og så bliver der pludselig noget mere at skrive om, selvom jeg først ikke syntes jeg havde noget at sige. Dagene føjer sig sammen til en lang perlekæde – sikke en rigdom!
Sukkersygen kan give kispus, når jeg glemmer at tælle nogle af de fødevarer med, der er i min suppe. Kulhydraterne er lumske, for ganske vist skal man ikke tælle grøntsager, kun det brød, jeg spiser til. Først bagefter, da mit blodsukker blev tårnhøjt, kom jeg i tanker om, at der var jo også kartofler og jordskokker i – og det er der godt nok stivelse i! Det kan tage timer at finde balancen igen.
I bogen Den Store Plan s. 205 citerer Gregg Braden fra Det Nye Testamente det svar, Jesus gav sine diciple, der spurgte ham, hvordan de kunne helbrede deres krop: “Hvis du spiser levende mad, vil den belive dig, men hvis du dræber din mad, vil den også tage livet af dig. For liv kommer kun af liv, og død kommer altid af død. Alt, der dræber din mad, vil også dræbe din krop.”
Gregg Braden fører denne essæernes lære videre til den spirituelle føde: “Alt, hvad der dræber dine livsværdier, din selvværdsfølelse og din selvagtelse, dræber også din krop.” – Jeg er ikke helt vegetar, jeg spiser stadig fisk, der er vigtige vitaminer i foruden fiskeolie, der kan lindre gigt. Men udviklingen vil nok gå i retning af fuldt vegetarisk føde – også for mig.
Den spirituelle føde, den holder jeg meget af, og jeg har lidt under det, når jeg har været underlagt rammer, der gik imod min mavefornemmelse, og jeg ikke har været fri til at gøre mit arbejde ordentligt, eller til at yde den behandling, som jeg gerne ville. Eller mine rammer har forlangt, at jeg skulle udføre noget, der stred imod min krop og mit livssyn.
At være et menneske – og at være fri til at være menneskelig!

