Hvidt derude
Steen Steensen Blicher levede fra 1782 til 1848, og vintrene var barske på den tid. Når man nåede til Kyndelmisse, blev der digtet om vinteren og håbet på snarligt forår. Blichers digt ”Det er hvidt herude” fra 1838 er et af de mest kendte kyndelmissedigte. Her gengiver jeg første og sidste vers af fem:
Det er hvidt herude
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
—
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
Dette har jeg fra kristendom.dk. Melodien er af Thomas Laub, 1914. Jeg kender navnet godt, fordi han gav navn til en af gaderne i mit barndomskvarter.
Det er godt nok sjovt at synge disse vers igen – jeg husker hele stemningen fra min skoletid, når vi sang den sang. Selve melodien er melankolsk, selvom teksten også har muntre beskrivelser af fuglene i vinterlandskabet. Melodien må have været en ”ørehænger”, dengang den blev skrevet – og i min skoletid – den er som en duft, der er fuld af erindringer – man kan beskrive klasseværelset, lyset, lugten i rummet af fyldepen og kladdepapir, tavlekridt, og endnu en snert af syrlig mælk og frokostpausens madpakker, selvom der blev luftet ud før timen.
Dufte og melodier kan fortælle på sekunder, hvad en historiebog til hele året rummer.