Helle
“Jeres børn er ikke jeres børn,
de er sønner og døtre af livets higen mod sig selv,
de kommer igennem jer, men ikke af jer,
de er hos jer, men de tilhører jer ikke.
I kan give dem jeres kærlighed, men ikke jeres tanker,
thi de har deres egne tanker.
I kan huse deres legemer, men ikke deres sjæle,
thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen,
som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som dem,
men søg ikke at danne dem i jeres eget billede,
thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er de buer, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile,
på uendelighedens bane har bueskytten målet for øje,
og han spænder jer med al sin styrke,
at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd,
thi ligesom han elsker den flugtende pil,
således elsker han også buen, der bliver tilbage.”
– Teksten er en blanding af den oversættelse, jeg har i en bog, og af teksten som jeg mødte den første gang i A.S. Neils bog om “Summerhill”. Den står i bogen “Profeten” af Kahlil Gibran fra 1975. Bogen begynder således:
“Almustafa, den udvalgte og højt elskede, som var sin egen dags morgengry, havde i tolv år ventet i byen Orphalese, hvortil hans skib skulle komme for at bringe ham tilbage til øen, hvor han var født.”
“Helle for den røde! Helle for den grønne!” råbte vi som børn, når vi legede. Vi kunne løbe i sikkerhed – det var helle. Når vi havde helle, var vi urørlige, så kunne vi ikke fanges. Den Danske Ordbog definerer: Helle er et fristed, en beskyttelse mod andres indblanding eller hævdelse af rettigheden til noget.
Børn skal have helle i alle samfund. Børn er det fineste gods, vi har! De er den røde tråd til vores fremtid. Det er dér, vi skal lægge vores allerstørste omsorg – om vi ønsker en verden uden krig og flygtningestrømme.