Sidste Arbejdsår – Dag 25 – Hel

Hel

For Dersu Uzala var “folk” ikke alene mennesker. Det var også hans ord for dyrene og planterne. Skovens konge – det var Amba – tigeren – og skovens ånd – det var Kanga. Dersu tilhørte folket Nanajerne – tidligere kaldet Golderne.

Nanajernes religion er overvejende shamanistisk. I århundreder har de tilbedt ånder for solen, månen, bjergene, vandet og træerne. (Kilde: Wikipedia, engelsk). De troede på, at shamanen havde kraft til at udrydde onde ånder ved at bede til guderne.

At være et folk, at tilhøre et folkeslag med eget sprog, egen kultur, egen religion – at være et hele – en gruppe af hele mennesker – med en identitet – med integritet. – Hvad er integritet?

Den Store Danske siger, at ordet kommer af ‘integritas’, der betyder ‘helhed, uskadthed’. ‘Integer’ betyder hel, uberørt, fuldstændig. En fin forklaring fandt jeg på solbakkensnet.dk og gengiver her med egne ord: … Der er noget i menneskets liv, der ikke må røres – det er det enkelte menneskes opfattelse af, hvad der giver livet mening og kvalitet. Et urørligt område, en urørlighedszone, der beskytter os og som skal respekteres.

Vi har en urørlighedszone indbygget i kroppen. Til Todo træning udførte vi en øvelse, hvor en person A går hen imod en person B. Man kan se det i øjnene hos person B, når man kommer til denne zone. Det er en privatsfære, som kun udvalgte mennesker får lov at komme ind i.

Det er en menneskeret at være hel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *