Sankt Hans
Jeg har fået mig en fugl! En lille spurv, som jeg har døbt Rasmine. Den hoppede rundt en meter fra mig og spiste fuglefrø og holdt til i hækken. Den gjorde som mig, blev i skyggen.
På de varme dage kan man vælge den hermetiske løsning – holde vinduer og døre helt lukket dagen igennem, trække for eller rulle persiennen ned og se verden i smalle striber, mens man foretager sig fornuftige ting indendørs. Og så først komme frem i tusmørket sammen med oldenborrerne og flagermusene.
Men på en Sankts Hans aften må man gøre en undtagelse og komme frem lidt tidligere – sammen med myggene – for at nå at opleve bålet – og solnedgangen. Her var det ikke bålet, der stjal billedet…
Vel hjemme igen i de lyse nætters nat hørte jeg en tøffen og en snøften helt tæt på, jeg kunne ikke se den, men jeg var ret sikker på, hvem der var på besøg.

