Landskab
Landskabet er en evig udfoldelse af muligheder. Vi befinder os altid i et landskab, også i en storby og på havet. Stenbroen, vulkanen, bjergkæden, floden, ørkenen, indlandsisen. Asfalten, trækronen, bonderosen.
Vi er en del af landskabet, vi er ét af de dyr, der bebor det, ét af de væsener, der sætter spor i landskabet, giver lyd, skaber bevægelse, deltager i livscyklen, oplever årstidernes skiften, finder vore veje, sætter vore mål.
Vi har verden til låns, vi skal dele den med vore medskabninger. Vi er det væsen her, der har størst indflydelse på vores klode. Det er os, der har ansvaret for at give kloden videre med hele dens mangfoldighed. Det er vores ansvar, hvis en dyreart uddør. Det er vores ansvar at stoppe forureningen og bruge vore fantastiske evner til at finde nye veje at gå i pagt med den natur, vi er sat i.
Det er vores ansvar at komme overens om at overleve.

