Sidste Arbejdsår – Dag 285 – Ordet og handlingen

Ordet og handlingen

Danmark stemmer til EU valget i dag. Det blev min første længere vandretur. I dag føler jeg mig rask! En stor forvandling fra i går, hvor jeg følte mig noget elendig efter ½ times vandring. Hvor har jeg nydt naturen på min vej i dag! Der er 80 dage, til jeg bliver pensionist…

Jeg har funderet over demokratiet i flere år. Det er den fineste måde vi har i dag – og har haft siden 1700-tallet med afsæt i det oprindelige græske forsamlingsdemokrati, hvor magten lå hos flertallet af folket. Demokrati betyder folkestyre, det kommer af det græske démos – folk, og krátos – styre.

Omkring 507 fvt. i Athen opstod det måske første demokrati. Det blev indført af statsmanden Kleistenes, og det varede i omkring 200 år. Det var et forsamlingsdemokrati, folk mødte op og diskuterede emner, som de derpå stemte om – og det gjorde man 40 gange om året, tænk lige engang! Det var mere direkte end det vi i dag kender som repræsentativt demokrati, hvor vi vælger repræsentanter til at styre landet. Det var dog ikke så rummeligt som vores, det var kun mænd over 20 år, hvis forældre begge var athenske borgere. Kvinder, slaver og udlændinge kunne ikke deltage.

De græske filosoffer Platon og Aristoteles var ikke begejstrede for demokratiets styreform, dels af frygt for at uvidende mennesker skulle bestemme over forhold, de ikke havde forstand på, og dels for at demagoger ikke skulle besnære mindre oplyste folk til at handle ufornuftigt.

Det er det, der spøger i mine tanker om demokrati og den form, vi har i dag. Vores demokratiske styreform er ikke sikret mod nogle af disse yderligheder – uvidende mennesker, der ikke forstår at bruge deres magt til samfundets bedste – eller snedige mennesker, der misbruger deres magt til at trække i den retning, der passer i deres eget kram. Altså repræsentanter for os menige borgere, der enten handler uden bedre vidende eller handler egoistisk med egen vinding for øje.

At Platon og Aristoteles gerne ville lægge magten hos filosofferne synes for mig ikke at gøre nogen forskel. Filosoffer kan også være uvidende eller egoistiske. Min kilde vedrørende demokratiets historie er https://faktalink.dk/titelliste/demokratiets-historie.

MEN! Jeg tror på, at demokratiet i forskellige former er vejen frem for os som menneskehed, og vi er jo slet ikke færdige med vores udvikling. Det er vejen frem fra enevælder, diktaturer og tyrannier, også selvom nybegyndere i demokratiske styreformer er særligt skrøbelige.

Demokratiet tjener til uddannelse og udvikling for os. Det er en slags sandkasse – ligeså godt som en programmør bruger en ”sandkasse” til at lege i og udvikle i. Demokratiet er den rene programmering! En programmering, formning og finjustering af menneskelige egenskaber, der skal sætte os i stand til at omgås hinanden med rummelighed, respekt, indsigt, indlevelse og omsorg, så at alle individer inddrages i det fælles verdenssamfund og bidrager ligeværdigt til det.

Vi er under udvikling som menneskehed. Greta Thunberg sagde blandt andet i sin tale i går:
”Our emissions have to stop if we are to stay below the 1,5 or 2 degree warming limits…” – Vores udledninger må stoppe, hvis vi skal holde os under varmegrænsen på 1,5 eller 2 grader…

Og hun sluttede:
”… and for this we need a whole new way of thinking.” – For at opnå dette behøver vi en helt ny måde at tænke på.

Det er det, jeg mener med udvikling – at her rører Greta Thunberg ved noget fundamentalt: At vi skal blive meget dygtige meget hurtigt til at enes om at tackle verdens store udfordringer, så vi kan nå at redde menneskelivet og dets planet. Her er ikke råd til uenigheder, der trækker i langdrag. Her skal vi finde en måde at skære igennem på – hvis vi vil overleve. Ikke som ensretning eller diktatur, men som nødvendig enighed om at løse de helt store globale udfordringer.

Kan vi levere den indsats, der måtte forekomme os at være et mirakel – at enes og arbejde sammen om nogle livsvigtige tiltag for hele kloden – kan vi mønstre tilstrækkelig ydmyghed og lytte til børnenes stemmer – ja så vil det bringe os videre i vores udvikling og skabe netop en helt ny måde at tænke på.

Vi er jo på vej! Vi er mestre i at opfinde løsninger på alt! Innovation og iværksætteri foregår overalt i samfundene. Hvad vi end arbejder med, så finder vi på nye idéer til at forbedre procedurer, produkter og kommunikation. At vi kan udføre mirakler som at rense beskidt vand i tørkeområder, og designe byggerier og vejnet til ekstremklima er blot få eksempler.

Af vores repræsentative demokrati kan udspringe helt nye styreformer, som beherskes af mennesker i balance med sig selv og i harmoni med hinanden, mennesker, som yder omsorg til alle i samfundet og som trækker samme vej mod fred, frihed og bæredygtighed. Det gælder ikke alene de enkelte samfund, ikke alene Europa eller den såkaldt ”Vestlige Verden”, men hele verdenssamfundet.  Alle skal være med!

Og vi vil i sandhed mærke i sjæl og krop, at vi er sammen og udgør en helhed. Helt ud i den detalje, at en sommerfugls vingeslag i Australien får virkning i Beringsstrædet og i Ildlandet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *