Folkepension
”Men det jag minns, det var ljuset…!” – sang Östen Warnerbring om synet af Danskerkysten – netop denne aften for 74 år siden – i ”Det var en Lørdags Afton…”
Befrielsesdagen – det var 74-årsdagen for befrielsen i dag. Jeg læser Rachel og Israel Rachlins “Fortællinger fra vores liv” – et fantastisk tidsbillede, det er som at læse Stefan Zweigs “Verden af i går”. – Israel Rachlins barndom i Litauen og kurophold rundt i Østeuropa, Rachel Rachlins barndom på Østerbro i København – det er så livagtigt, at jeg kan høre lyden af skraldebøtterne og lugte køkkentrappen i Ryesgade…
Jeg har taget hul på det – at læse om Folkepension. Det bliver en lille lokal befrielse, når jeg meget snart får sendt ansøgning om Folkepension og de tillæg, der måtte være mulige for mig. Man skal tænke sig om, hvis man evt. skal have udbetalt feriepenge eller andet – at det ikke ramler sammen med udbetaling af pension, så det bliver trukket fra – det er en god idé at mærke sig de datoer på året, hvor noget senest skal søges, og hvor noget udbetales. Man skal også være opmærksom på, hvor meget man må tjene, uden at der bliver trukket i pensionen.
Der er flere begreber at blive klog på:
Folkepensionen består som regel af Grundbeløb og Pensionstillæg, dertil kan man have private pensionsopsparinger – Bundfradrag (hvad det er, forstår jeg endnu ikke) – Ældrecheck – Personlig tillægsprocent – Varmetillæg – Boligtilskud – Helbredstillæg. Formue og Personlig tillægsprocent er afgørende for, hvilke og hvor store tillæg man kan få. Hvis man er meget fattig, kan man også søge om Personligt tillæg, der vurderes individuelt.
Det er godt at vide, at man kan gemme sin ansøgning på borger.dk midlertidigt, hvis man står og mangler oplysninger eller dokumentation, så kan man vende tilbage, gøre den færdig og sende den.
Det tager tid at sætte sig ind i, og det er et nødvendigt studium.

