Skabelsesmode
Der var skum på bølgerne, det var som træet skuttede sig, koldt, klart og solskært. Området er til at overskue nu inden løvet mildner alle konturer, det er nu, man skal tegne stifinderkort.
At vandre i naturen er at meditere. Lade alle indtryk bruse krop og sjæl rene, det er som en flod, der bringer aflejringer med sig – når smudset flyttes, bliver det til ædelsten et andet sted. Når vi lader vejr og vind gennemsuse os og helt giver os hen i lyd og luft og lugt, sætter vi tanken fri, og vi når en tilstand som i drømme, hvor alt kan ske, vi er åbne for nye indfald, det er her i dette vildnis af ubevidsthed, at vi pludselig ser klart, finder løsninger, får nye indsigter, skaber og opfinder.
Det er også som med drømmene, at vi skal finde en måde at holde fast, hvad vi erfarede. – Hov! Hvad var det nu, jeg opdagede, hvordan var det nu, jeg kom frem til det?
Det kan være svært at finde tilbage til den lysende idé – vi kan blive nødt til at vende tilbage næste dag – for atter at gå i skabelsesmode…