Måned: februar 2019

Dag for dag

Dag for dag gror de frem, de stædige driftige arbejdsomme undergrundsgennembrydere! De virkeliggør sig selv, livet, naturens gang – de skaber det, de har i sig, de fører planerne ud i livet.

At tro på det, man har i sig. At tro på det fuldtud. At vide, at drømme kan virkeliggøres. At tro på, at vi kan virkeliggøre vores egne drømme. At have tillid til verden, til livet. At vise et andet menneske tillid. At blive vist tillid. At få anerkendelse fra et menneske, der betyder meget for os. At vise et barn anerkendelse, at tro på, at det kan, ligemeget hvad. At fremhæve de evner, der ligger i os. At trække blomsten i hovedet, så at den gror og overstråler selve solen!

At vise de nye små og store tillid, give plads til deres idéer, tage imod det, de giver, blive beriget.

Så vinder alle.

Udfoldelse

Lad håbet lyse op på en regnvejrsdag! Foråret er ved at stige af mulden. Nyt liv er på vej med sine DNA instruktioner, hver type på sin foretrukne plads, hver celle vibrerer af forberedelser til det store årlige modeshow, hvor alle organismer skal stå i forårsskrud og overgå hinanden i lyd, pasteller, forklædninger, lyssætninger, forjættelser om somren, der skal komme. Overflod, overskud, overdådighed skal dække mark og eng og sø og hav og kyst, knopper skal stå sprængfærdige til festen, træerne skal suge stammerne fulde af vand fra de underjordiske kilder, der er vokset med regnen. Naturen skal sprudle, sjunge, strømme, tromme, danse.

Engang imellem kan vi se det i et solstrejf – det arbejder alle steder – det er som om det accelererer – vi mærker det også på fuglene, de synes at få stærkere farver, flere mønstre, flere toner i næbbet – hunden, ræven, hesten, fåret, rådyret – der bliver mere spræl i dem – vi selv får en lettere gang på jord.

Ventetiden kan være lang, når alting synes gråt. Men husk, at grå er fuld af farver! Alting skrider en lille smule fremad for hver dag. Hvert øjeblik sker det, skønt vi ikke ænser det. Det er altid muligt.

At se livet i udfoldelse.

Celler

Bakterier – mitokondrier – livets byggesten på den blå klode. Biotoper, gopler, hudceller, dugperler, encellede organismer, støvkorn, snefnug, sandskorn, granulater, hagl, blomsterfrø, ægceller, øjenæbler, cytoplasma, hårceller, planteceller, dyreceller.

Mellem himmel og jord findes utallige former for byggesten, altid med basis i en enkelt celle, der kan dele sig og skabe en tro kopi af sig selv. Cellerne kan specialisere sig i en større organisme og hjælpe bestemte steder i livsprocesserne. Større organismer, hele små samfund af enkelte enheder, der finder sammen og skaber strukturer på højere plan.

Hvad er det egentlig, der adskiller dem? Cellen har sin membran, en adskillelse fra nabocellen og en afgrænsning af den helhed, den er i sig selv. De kan arbejde sammen om et større formål – præcis som planteforsamlinger, myresamfund, svampekulturer – mennesker.

Menneskene er tilpas adskilte fra hverandre til, at de ud over at samvirke er i stand til at bekæmpe hinanden, udelukke hinanden, sortere hinanden i forskellige kategorier og tillægge hver af dem nogle egenskaber. Menneskene kan rent glemme, at de er del af et samfund, en struktur, der overlever ved at leve og arbejde sammen.

Mennesker kan dele sig på så hensigtsmæssig en måde, at deres gener får de bedst mulige overlevelsesbetingelser og kan række deres guirlander langt ud i fremtiden for at sikre artens overlevelse.

Den Store Danske definerer DNA molekylet således:
”DNA er opbygget af grundenheder… der som perler på en snor er koblet sammen i ofte meget lange kæder.” Det er et ”kædeformet makromolekyle, der udgør arvematerialet i alle levende organismer…”

DNA molekylet giver instruktioner for livet.

Verdener inden i verdener

En celle med egen membran. Liv inden i liv. Indlejrede biotoper. Det ene paradis inden i det næste. Hvor bliver tiden af? Det hele sker samtidig, men i hvert sit tempo, i hvert sit univers. Mælkevejen – vores egen galakse – den er både skæv og snoet. Den ligner et grydelåg, der har fået et tryk 16. En lille video på DRs hjemmeside i dag viser en computer-simulation af Mælkevejen med dens 1339 cepheider – stjerner, der er mange mange gange lysere end vores sol. Ud fra dem har forskere dannet et billede, der kan bruges som udgangspunkt for simulationer, der kan gøre os klogere på, hvordan Mælkevejen er dannet.

Verdener inden i verdener, parallelle universer, skæve galakser og tidsrejser fra det ene niveau til det næste – som et klik i Stifinder for at komme op eller ned i niveau.

Tidskompas

Hvor skal vi rejse hen? Nord-nordvest? Øst-sydøst? Til polerne? Til Ækvator? 4 milliarder år tilbage i tiden? Bliver vi i stand til at rejse i tiden? Kommer vi til at opdage nye dimensioner?

Tiden oplevet som et punkt i et menneskeliv. Før og efter. Tiden oplevet som lineær, så er der mindst to punkter – og to dimensioner. Så er der en retning. Når tiden bliver tilbagevendende, forår, sommer, efterår, vinter – så møder vi den tredje dimension, vi får perspektiv, vi kan sammenligne det ene år med det andet.

Mens vi var nomader, var nuet. Da mennesket slog sig ned og blev fastboende, kom erindringen. Vi begyndte at dyrke jorden og oplevede tiden som tilbagevendende.

Jeg skrev engang en aforisme på engelsk:

With the first settlements
Past arrived
with the next
Future

Med de første bosættelser ankom fortiden. Med de næste fremtiden.

Hvidt derude

Steen Steensen Blicher levede fra 1782 til 1848, og vintrene var barske på den tid. Når man nåede til Kyndelmisse, blev der digtet om vinteren og håbet på snarligt forår. Blichers digt ”Det er hvidt herude” fra 1838 er et af de mest kendte kyndelmissedigte. Her gengiver jeg første og sidste vers af fem:

Det er hvidt herude

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

—

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Dette har jeg fra kristendom.dk. Melodien er af Thomas Laub, 1914. Jeg kender navnet godt, fordi han gav navn til en af gaderne i mit barndomskvarter.

Det er godt nok sjovt at synge disse vers igen – jeg husker hele stemningen fra min skoletid, når vi sang den sang. Selve melodien er melankolsk, selvom teksten også har muntre beskrivelser af fuglene i vinterlandskabet. Melodien må have været en ”ørehænger”, dengang den blev skrevet – og i min skoletid – den er som en duft, der er fuld af erindringer – man kan beskrive klasseværelset, lyset, lugten i rummet af fyldepen og kladdepapir, tavlekridt, og endnu en snert af syrlig mælk og frokostpausens madpakker, selvom der blev luftet ud før timen.

Dufte og melodier kan fortælle på sekunder, hvad en historiebog til hele året rummer.

Kyndelmisse

Kyndel er et candelarum, og det betyder lys. Det er også noget vi længes imod lige nu. Missa er en messe på latin. 2. februar er en gammel kristen helligdag, Candelarum Missa, hvor man holder lysmesse og fejrer Marias renselse 40 dage efter at hun har født Jesus.

Vi er kommet halvvejs mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn, mellem 1. november og 1. maj, og på denne tid har vi ofte det koldeste vejr. Blandt de gamle danske vejrvarsler har vi dem, der knyttes til Kyndelmisse, hvor man i gamle dage spåede, hvordan resten af vinterens vejr ville blive. Hvis Kyndelmisse kom med mildt vejr, så ville det blive koldt indtil påske. Men hvis Kyndelmisse var kold, varslede det et tidligt forår.

I folkemunde blev dagen også kaldt for Kjørmes Knud, Kjørmes var bondens omskrivning af kyndelmisse, og Knud var knuden. Ved Kyndelmisse skulle man helst have halvdelen af vinterforrådet tilbage for at kunne klare sig. Man afholdt Kjørmes-gilder for at fejre midvinteren – det var vinterens knude – en tradition, der kendes fra 1600-tallet, den kan godt være endnu ældre. Gilderne blev holdt frem til omkring 1935. Tit var det sammenskudsgilder med flæsk, øl, kaffe og alt der kunne opbevares i tønder. Der kunne også være æbleskiver og andre lokale lækkerier. – I dag er der stadig nogle i Danmark, der fejrer dagen med pandekager, i gamle dage var det bygmelspandekager. I 1770 afskaffede Struensee Kyndelmisse som helligdag, da han lugede ud i kalenderens mange højtider, men traditionen lever, og den står endnu nævnt i mange kalendere.

Kelterne fejrede Imbolc – det er en lysfest for Sankt Brigid, der var en af deres vigtigste skytshelgener. Den blev holdt den 1. februar, og kelterne tog også varsler om vejret. Hvis vejret var dårligt den dag, så var guddommen Cailleach faldet i søvn – og så var foråret på vej.

Oplysningerne har jeg fundet på Wikipedia, TV2 vejret og kristendom.dk.

På sådan en gråvejrsdag med opbrudte isflager i vandkanten er det ikke til at gætte, hvad vej vejret måtte gå…

Lande

Slippe taget, synke ned i hvilen, være ét med åndedraget, sanse frosten, lysets spil bag spæde knopper. Dale ned på den nye landingsplads og sætte foden forsigtigt på jorden. Indånde nye briser, nye ord og tanker, bringe med sig sit tornyster pakket med de gamle skolebøger, som man kender udenad og ved at gøre brug af.

Klar til næste klasse.