Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 88 – Skæbne

Skæbne

Menneskeskæbner i Rusland – der har været så mange skæbner i Rusland – der er også nogle af dem, der findes beskrevet på dansk. Den beretning, vi nok kender bedst til her i Danmark, er “16 år i Sibirien” af Rachel og Israel Rachlin. Utallige skæbner er fulgt efter i beskrivelserne, og ufatteligt mange er slet ikke beskrevet, og da slet ikke på russisk.

Så mange flygtningeskæbner, der når os i disse år, de begynder at blive publiceret, også på dansk. Der er bestandig nye brændpunkter, som mennesker må flygte fra. En dag kan det blive danskerne, der må flygte. Vi er et lille, fladt land, der ikke kan klare for høj vandstand, hvis havene stiger. Så bliver der ikke meget land tilbage at gemme sig på. Så bliver der brug for at se mod andre lande, først nabolandene, siden destinationer meget længere borte. Er der nogen, der vil hjælpe os til den tid?

Skæbne – skæbnens luner – skæbnens ironi – tak skæbne. En skæbne kan forstås som en højere magt, der griber ind i menneskets liv og styrer det. Skæbnen er et livsforløb, man ser tilbage på, når nogen er død – eller forestiller sig som noget, der ligger forude. Det kan være en person, en begivenhed – eller en daimon – som på afgørende måde griber ind i vores liv – på godt og ondt. Vi kan også tage skæbnen i egen hånd og tage nogle store beslutninger, der giver vores liv en helt ny retning.

Hvad er det, der bærer disse beretninger? Hvad er det, der bringer mennesker igennem og gør, at de overlever?

Vi er kaptajner på eget skib, vi er rorgængere, vi sætter sejl og lægger kursen. Men vind og vejr kan vi ikke styre.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 87 – Murens Fald

Murens Fald

Muij khatjim drusjby! Muij khatjim drusjby! – Vi ønsker venskab! Råbte det glade selskab om bordet i bunden af spisevognen, godt bedækket med glas og klar væske og klirren og – Nastarovija! – Skål! Notesbogen gik fra hånd til hånd – de skrev det i bogen og tegnede, skrev navne og adresser – ordene ulitsa og oblatj gik igen – ulitsa for gade og oblatj, et ord for kommune eller region.

Jeg elskede at sidde i den spisevogn – selvom maden blev mere og mere præget af at være på anden og tredie og fjerde-dagen, og åbningstiden blev mindre og mindre for hver tidszone vi slugte med hjulene på skinnerne.

En løbende rejse i indret, mens tajgaen flød forbi vinduerne, min pen henover siderne i min lille rejsebog. Og mødet med de levende medrejsende – det foregik også for det meste her i spisevognen. De russiske mennesker, rundet af landet, vi kørte igennem, forbundne liv og skæbnespor, og de få turister, der som mig rejste mellem deres udvalgte destinationer for at opleve forestillingerne hjemmefra i virkeligheden.

Nogen væltede mit glas, og lidt af den klare væske sprøjtede ud over mig. Straks lød et råb, og den gamle mand ved siden af mig rejste sig, dybt beskæmmet, han svajede lidt – bukkede dybt for mig, og det var jo nok undskyld, det han sagde – og så gik han hurtigt ud af spisevognen. Jeg var overrasket og syntes det var synd for ham, men nej, ingen pardon fra selskabet. Russisk selvjustits. Man må drikke sig fra sans og samling – men man skal bære sin brandert – kan man ikke det, må man ud.

Sceneskift. Et halvt år senere. Tårerne triller ned ad kinderne på den mand fra Vesttyskland – “Kan jeg nu tage ind og besøge min søster i Østtyskland uden at skulle ansøge om det flere måneder forinden?” – nordiske kolleger i samtale med ham – det var i aftes – og først nu gik det op for mig, hvad de store western-bogstaver på avisens forside i Londons undergrund betød – Fall of the Wall – det var i aftes, at muren faldt. Historiens vingesus blæste, og håret stod ud til alle syv verdenshjørner – Berlin – verden i vantro – for godt til at være sandt? Kennedy og Martin Luther King – alt hvad de og vi har kæmpet for – alt hvad så mange mennesker har lidt. Kan menneskene og menneskenes børn godt komme til at enes?

Det var i dag – for 29 år siden. Mir betyder både verden og fred.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 86 – Tågesnak

Tågesnak

Her kan man stå i ensom majestæt og tale til træerne uden at blive afbrudt. De står i rad og række, tålmodigt tager de imod min ordstrøm, min tale for det gode liv – for både træer og mennesker.

Man får en farlig frihed her i tågen, jeg kan stille mig op midt i kredsen af træer og sige min mening ligeud – jeg kan gemme mig i den tætte luftmasse med min snik-snak og lade mit hjerte flyde over med vrøvl og betroelser, sandheder og løgne, så langt og så længe jeg lyster.

Her kan jeg grunde højlydt over livet og før-livet og efter-livet, jeg kan bearbejde hårde strabadser i min barndom, jeg kan fantasere om alle de rumskibe, cigarer og flyvende tallerkener, der måtte gennemtrænge vores lokale atmosfære på deres ekspedition til nabogalakserne. Jeg kan fremsige digte og synge sange, serenader, viser, og jeg kan sende kærlige tanker til alle de døde og alle de levende – både træer og mennesker.

Og når natten falder på, og lampen bag tågesløret dæmpes, da skal mine velmente foredrag forstumme – al min hjertekval, min tågesnak skal fare bort, og jeg vil vandre stille, lettet hjemad, smilende ved tanken om, at mine ord blev hørt og gemt bag barken.

Tilbage står mit ønske om, at verden bliver rask igen, og livets kraft skal træde frem af tågen – for både træer og mennesker.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 85 – Daimon

Daimon

De indre dæmoner – dem kender vi godt. Dem har vi nok haft et par slåskampe med. Jeg blev forbavset, da jeg engang hørte, at en daimon var en god ånd, der hjalp mennesker. Nu har jeg spurgt Den Store Danske, og ifølge den betyder det græske ord daimon “gud, gudinde, skæbne” – og egentlig “tildelende”.

Sokrates brugte udtrykket “det daimoniske” om den indre stemme, der greb ind i hans liv på afgørende punkter. Platon fremstillede daimon som et mellemvæsen, der hverken er gud eller menneske. Man kunne sige, at et lykkeligt menneske havde en god daimon. Ordet kunne også få en negativ klang – sådan som vi kan bruge det i dag: Onde dæmoner – eller bare “de indre dæmoner”.

Hvis vi sender en mail til nogen, og mail adressen ikke er rigtig, så får vi som regel en meddelelse fra “mailer daimon” – og bliver forskrækkede og tror, at vores computer er angrebet af en ondsindet virus. – Og det var i sådan et tilfælde, jeg lærte, at en daimon kan være god! Inden for IT er det en god daimon, den giver os en meddelelse – en uanbringelighedsmeddelelse – sådan som det langsomme levende røde postbud i hine dage i oldtiden før IT kunne levere! Altså, at pakken, brevet ikke er nået frem, fordi adressen måske var regnet væk…

Spøgelser, der beliver de faldende blade, dystre indre dæmoner, og guddomme, der griber ind i vore liv, gode dæmoner, der bringer lykke.

Mellemvæsener i Multiverset – der passer på os!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 84 – Dans

Dans

Vi – beboere i ét bestemt univers af mange – med foden på jorden og sjælen i hjertet, med viljen til livet og håbet intakt – vi – beboere – som sømænd af verden – som fuglen i luften og ungernes træning og træk imod syden – ja, vi beboere på klodernes klode – midtskibs i rummet – et centrum i kosmos, et multiversvæsen, ja vi. I endeløs strømmen, i tidløs forankring, i sekler, forsvundne – af tidernes morgen, der voksede vi frem.

Vi lærte at elske og sanse og synge, vi lærte at juble og danse og lytte, vi lærte at vælge og leve og tro.

Vibrerende, glimtende stjerner i rummet – vær hilset i denne fejende dans!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 83 – Utal

Utal

Vi tager lige en U-vending.

– Endeløshed – et utal af gange – ubegrænsethed – umådelighed – evighed – tidløshed – hov stop! Evighed.

Hvis alt findes på forhånd – og først træder i eksistens, når det begrænses af øjet, der ser – så findes der ingen død, ingen intethed, kun tidløshed – evighed. Så er det først, når det kommer i samspil, at det får tilført tid, en timer, der tæller – at det kommer til live for os. At træde i eksistens er måske det samme som at træde ind i vores verden, i vores univers. At forlade multivers tilstanden for at træde ind i ét bestemt univers af mange.

Multiverset er – ifølge Wikipedia – et sæt af adskillige, mulige universer, der tilsammen rummer alting, der eksisterer: Helheden af rum, tid, betydning og energi med de fysiske love, der beskriver dem. Det var den amerikanske filosof og psykolog William James, der i 1895 skabte begrebet multiverset, siden er det også blevet kaldt parallelle universer.

Videnskaben behøver den spirituelle dimension for at forstå verden. Jeg tror på, at de skal forenes en skøn dag snart.

Hvad vi får med os ud af livet er ikke kvantitet – men kvalitet.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 82 – Huleliv

Huleliv

Det var en ordentlig kolbøtte, jeg fik udsat min blog for i går – det var fremtiden, der bankede på. Og endda er vi på mange måder allerede ankommet til den fagre nye verden. Så bare tag det roligt – lad jer ikke skræmme, kære læsere!

Dengang vi boede i huler! Husker I det? Dengang Jorden var flad og tiden kunne forstås som et punkt, en begivenhed – en enkelt stor hændelse i et menneskeliv. Dengang da livet foregik inde i hulen, og verden udenfor tegnede sig som skygger på hulevæggen.

Platon var en græsk filosof, der levede i 300-400 tallet før vor tid. Et af hans vigtigste værker er “Staten”, som bl.a. indeholder hans berømte hulelignelse. Han ville forklare, at verden er større og skønnere, end mennesket forstår. Vi kan være blændet af vores daglige trummerum, vi kan være begrænset af vaner og fordomme. Her beskriver jeg med egne ord det billede, han viser os i “Platons Hulelignelse”:

Platon forestiller sig en flok fanger, der har siddet ubevægelige, lænket i en hule siden deres barndom. Der er en forhøjning bag dem, og bag den et stort bål. Foran sig kan fangerne kun se hulevæggen, der viser et skyggespil, der fremkommer ved at nogle mænd bærer genstande, dyr og planter hen over forhøjningen. Når mændene taler, giver det ekko, og fangerne tror, at det er skyggerne på hulevæggen, der taler. – Da sker der det, at en fange bliver frigivet og skal forlade hulen. Først blændes han af bålet, og mændene med figurerne synes uvirkelige for ham. Udenfor blændes han af solen, og først efter lang tid vil han forstå, hvad solen er, og at den er årsag til alt, mennesket oplever.

Vi har jo gennemgået vældige erkendelser, enorm udvikling og hele åbenbaringer siden Platons tid. Hvad vi nu oplever i en fortættet tid i den fagre nye verden, er intet mindre end Platons Hulelignelse ganget med sig selv et utal af gange. Men princippet er det samme, vi skal kapere, at vore trygge rammer smuldrer, og det bliver grænseløst at være her.

– Er vi parat til at have evigt liv? Kan vi holde trit med verden? Kan vi klare at leve i flere hundrede år? En læge gav sig til at dyrke en cellekultur fra en ung kvinde, der havde livmoderhalskræft. Det var i 1951. Cellerne producerede et stof, der hedder telomerase, der forlænger telomererne. Det gør de stadig, cellekulturen lever endnu.

Telomererne, forklarer Gregg Braden i sin bog “Den Store Plan” på side 187, er “nogle særlige dna-sekvenser, der beskytter kromosom-enderne, når vores celler gentagne gange deler sig.” Han sammenligner dem med plastikhætten, der beskytter enden af vores snørebånd.

Kromosomerne rummer cellens kostbare dna-information, der kopieres, når cellerne deler sig. Ved denne kopiering, kan der gå en lille smule tabt, telomererne bliver lidt kortere for hver celledeling. Det er først senere i livet, at telomererne bliver meget korte og til sidst kan forsvinde. Derefter går der lidt tabt af dna-informationen ved celledelingerne, og det betyder, at vi bliver ældre og lidt mere skrøbelige.

Det forbavsende er, at vi selv – hver især – kan styrke telomererne og dermed bremse processen, der gør os ældre – og det på mange måder, se side 190. Forskerne anerkender nu, at vi har indflydelse på, hvor hurtigt og i hvilket omfang, telomererne afkortes. Det kan vi gøre i valg af kost, motion og søvn og fravalg af skadelige faktorer som rygning og alkohol. Følelsesmæssig stress er en ofte overset, men meget vigtig faktor.

Der findes beretninger – også både bevidnet og fuldt dokumenteret – om mennesker, der har levet i flere hundrede år. Det er ikke længere usædvanligt, at et menneske fylder 100 år, og vi hører jævnligt om levealdre på op mod 110 og 120 år. Nogle af disse mennesker har forklaret deres lange liv med oplevelsen af et fredfyldt hjerte, at være elsket, at føle sig afholdt og nyttig.

Den nyeste videnskab har bevist, at alle organer i menneskets krop er i stand til at regenerere og helbrede sig selv. Også hjertevæv, hjernevæv, rygmarvsvæv, bugspytkirtelvæv og selv nerveforbindelser, se side 213.

– At være vores egen lykkes smed – en lykke, der smedes af samspil mellem hjerne og hjerte, af fred, kærlighed og meningsfyldt samvær.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 81 – Bølger

Bølger

Fra partikel til bølge til partikel. Alt afhænger af øjet, der ser. Alt påvirkes af øjet, der ser. Sirius blinker lystigt deroppe i Vintersekskanten – Perlerækken glimter i Orions bælte – Rigel, Sirius, Procyon, Pollux og Kastor, Capella, Aldebaran – og Syvstjernen, en mikroversion af Karlsvognen, som vi kan se med det blotte øje, når det er knivskarpt nok. Månen er på vej til sit næste kvarter, den lader vente på sig i aften.

Max Plancks Lyskvanter var opdagelsen af, at lyskilder udsender deres stråling i pakker, kaldet kvanter – Niels Bohrs Atomteori handlede om partiklerne, elektronernes spring mellem banerne, der derved frigav energi – og Erwin Schrödingers bølgemønstre, kaldet Kvantemekanikken – er bølger, der svinger i rum og tid i frekvenser, der bestemmer lysets farve. Partikler bliver til bølger og bølger bliver til partikler – de optræder tilfældigt, og det kan bruges i beregninger af sandsynligheder. Albert Einstein brød sig ikke om denne tilfældighed – Gud spiller ikke terning – han var utilfreds med, at man ikke kunne forudsige det enkelte måleresultat. Eftertiden har nået ufattelige højder og dybder, og i dag regner man med muligheder, der påvirkes af den, der betragter dem, og en konsekvens kan være, at en mulighed pludselig bliver virkelighed.

I et britisk dokumentarprogram “Hvilket univers er vi fra?” tænker kosmologer i uanede muligheder. For hver ny handling, splittes universet i to, siger de. For hver gang, vi vælger mellem to veje, bliver verden delt, og der bliver flere af dig og mig – vores forskellige versioner forsvinder ud i hvert sit univers. Alt hvad vi kan forestille os, træder i eksistens ét eller andet sted.

Således foruroliget vil jeg slutteligt hente os hjem igen til Moder Jord med et dagbogsblad fra H.C. Andersens hånd: “Jeg er mæt af dage – i aften”.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 80 – Sjæle

Sjæle

Anders og Britta: En dansk popsang i 1960’erne – jeg kunne den udenad som barn – her er, hvad jeg husker af den:

– Du ka’ trow, je knew en tåre,
da du drow til Kjøwenhawn,
skønt je godt ve’ et kursus det gør gavn.
– Men hør nu her, min kære Anders,
det var dej je ga’ mit hjert’,
så snart je hørte, hvor du sjæled’ på din trækharmonika!

Tralalej, tralalialej,
og tralalej, tralalialej,
hele werden sku’ li’e a’
je’ er så glaj, så glaj for dej!

– Jo, denne sjæl – det var også et udsagnsord dengang! Vi kunne sjæle, så det var en fryd – til afdansningsballer, til skoleballer, til Sankt Hans aftenerne med bålets glans i øjnene.

Altså – det er Allesjæles Dag. Vi er alle sjæle – så det må jo være en aften for alle – både de levende og de døde – alle er indbudt! Tilllykke! Tænk, nu er der hele tre dage på stribe at fejre! Så mangler vi bare at få indført en enkelt fridag til en forlænget weekend – når nu kirken fejrer Allesjæles Dag den første søndag i november – hvorfor så ikke vælge den første mandag i november?

Sjælen og det evige liv – sjælefred. Præsten kaldes af og til for en sjælesørger. Sjælemesse – eller sjælsmesse, dødsmesse, rekviem – er et levn fra den katolske kirke, hvor man gik i forbøn for en afdød i håb om at mindske dennes lidelse i skærsilden. Læren om skærsilden findes ikke i den ortodokse kirke. Sjælemessen er bevaret i kirken som en mindehøjtidelighed i form af en gudstjeneste. Også det musikalske rekviem er bevaret, mange store komponister har skrevet værker i denne musikalske form med tekster fra den romersk-katolske sjælemesse. (Kilde: www.antikabc.dk).

Beskyttet mod kulden af min sjælevarmer sender jeg her fra min plads bag skærmen inderlige hilsener til alle de dejlige sjæle, jeg har kendt og til dem, jeg endnu har omkring mig. Jeg er fuld af taknemmelighed for vores udveksling af liv og mening.

Måske er vi to, min kære læser og jeg, to sjæle – én tanke…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 79 – Helgener og Helgeninder

Helgener og Helgeninder

Blåbær i november. En sen kold aftens nydelse. Sjalet over skuldrene. Blodsukkeret tårnhøjt – selvom jeg ikke har spist meget til aften, selvom jeg har taget fuldt det antal enheder, som min App på mobilen foreskrev. Hvis min insulin ikke virker, så har jeg ikke en chance for at opdage det. For jeg ved ikke nok og har ingen at spørge. Sådan kan man føle det, når man har diabetes og lever alene. – Og jeg er ikke den eneste i verden, der oplever det. Men jeg ved, at der er mange bestræbelser i gang for at forbedre mulighederne for kontakt, for at yde hjælp til at man selv kan styre sin behandling i dagligdagen og for at man med solid viden kan blive bedre rustet til det.

Meget passende, at det netop er Allehelgenernes aften. Lad os fejre dem alle – og håbe på, at de fra deres himmelske skjul kan sende støtte og opbakning til værdigt trængende.

Min kilde til oplysningerne, jeg har bragt her om forskelle på Halloween, Allehelgens Aften og Allesjæles Aften er at finde på dette link: https://www.kristendom.dk/allehelgen-og-halloween/hvad-er-forskellen-mellem-allehelgen-og-halloween. (Hvis ikke linket virker, så skriv www.kristendom.dk i adressefeltet og søg på emnet).

Mine små naturcollager, som jeg her skænker til mine læsere, skal være til glæde for jer til privat brug. Jeg skal huske at sige, at de er ikke egnet og ikke ment til kommercielt brug. Jeg håber, de skal vække begejstring for denne evigt foranderlige natur – ufatteligt, at der af en tilsyneladende ensartet masse af efterårsblade gennem flere måneder stadig kan findes dybt forskellige former, farver, småansigter, sammensætninger. Farverne bliver bestandig dybere og mere fortættede – det ser ud til, at de næste uger bliver forholdsvis tørre, så at bladsæsonen varer endnu længere.

Der findes også dage, der stemmer os i mol – men vi synger alligevel.