Huleliv
Det var en ordentlig kolbøtte, jeg fik udsat min blog for i går – det var fremtiden, der bankede på. Og endda er vi på mange måder allerede ankommet til den fagre nye verden. Så bare tag det roligt – lad jer ikke skræmme, kære læsere!
Dengang vi boede i huler! Husker I det? Dengang Jorden var flad og tiden kunne forstås som et punkt, en begivenhed – en enkelt stor hændelse i et menneskeliv. Dengang da livet foregik inde i hulen, og verden udenfor tegnede sig som skygger på hulevæggen.
Platon var en græsk filosof, der levede i 300-400 tallet før vor tid. Et af hans vigtigste værker er “Staten”, som bl.a. indeholder hans berømte hulelignelse. Han ville forklare, at verden er større og skønnere, end mennesket forstår. Vi kan være blændet af vores daglige trummerum, vi kan være begrænset af vaner og fordomme. Her beskriver jeg med egne ord det billede, han viser os i “Platons Hulelignelse”:
Platon forestiller sig en flok fanger, der har siddet ubevægelige, lænket i en hule siden deres barndom. Der er en forhøjning bag dem, og bag den et stort bål. Foran sig kan fangerne kun se hulevæggen, der viser et skyggespil, der fremkommer ved at nogle mænd bærer genstande, dyr og planter hen over forhøjningen. Når mændene taler, giver det ekko, og fangerne tror, at det er skyggerne på hulevæggen, der taler. – Da sker der det, at en fange bliver frigivet og skal forlade hulen. Først blændes han af bålet, og mændene med figurerne synes uvirkelige for ham. Udenfor blændes han af solen, og først efter lang tid vil han forstå, hvad solen er, og at den er årsag til alt, mennesket oplever.
Vi har jo gennemgået vældige erkendelser, enorm udvikling og hele åbenbaringer siden Platons tid. Hvad vi nu oplever i en fortættet tid i den fagre nye verden, er intet mindre end Platons Hulelignelse ganget med sig selv et utal af gange. Men princippet er det samme, vi skal kapere, at vore trygge rammer smuldrer, og det bliver grænseløst at være her.
– Er vi parat til at have evigt liv? Kan vi holde trit med verden? Kan vi klare at leve i flere hundrede år? En læge gav sig til at dyrke en cellekultur fra en ung kvinde, der havde livmoderhalskræft. Det var i 1951. Cellerne producerede et stof, der hedder telomerase, der forlænger telomererne. Det gør de stadig, cellekulturen lever endnu.
Telomererne, forklarer Gregg Braden i sin bog “Den Store Plan” på side 187, er “nogle særlige dna-sekvenser, der beskytter kromosom-enderne, når vores celler gentagne gange deler sig.” Han sammenligner dem med plastikhætten, der beskytter enden af vores snørebånd.
Kromosomerne rummer cellens kostbare dna-information, der kopieres, når cellerne deler sig. Ved denne kopiering, kan der gå en lille smule tabt, telomererne bliver lidt kortere for hver celledeling. Det er først senere i livet, at telomererne bliver meget korte og til sidst kan forsvinde. Derefter går der lidt tabt af dna-informationen ved celledelingerne, og det betyder, at vi bliver ældre og lidt mere skrøbelige.
Det forbavsende er, at vi selv – hver især – kan styrke telomererne og dermed bremse processen, der gør os ældre – og det på mange måder, se side 190. Forskerne anerkender nu, at vi har indflydelse på, hvor hurtigt og i hvilket omfang, telomererne afkortes. Det kan vi gøre i valg af kost, motion og søvn og fravalg af skadelige faktorer som rygning og alkohol. Følelsesmæssig stress er en ofte overset, men meget vigtig faktor.
Der findes beretninger – også både bevidnet og fuldt dokumenteret – om mennesker, der har levet i flere hundrede år. Det er ikke længere usædvanligt, at et menneske fylder 100 år, og vi hører jævnligt om levealdre på op mod 110 og 120 år. Nogle af disse mennesker har forklaret deres lange liv med oplevelsen af et fredfyldt hjerte, at være elsket, at føle sig afholdt og nyttig.
Den nyeste videnskab har bevist, at alle organer i menneskets krop er i stand til at regenerere og helbrede sig selv. Også hjertevæv, hjernevæv, rygmarvsvæv, bugspytkirtelvæv og selv nerveforbindelser, se side 213.
– At være vores egen lykkes smed – en lykke, der smedes af samspil mellem hjerne og hjerte, af fred, kærlighed og meningsfyldt samvær.