Kategori: Uncategorized

Træer

Heden spiser energien, rastløshed, stille læsning på skyggesiden, gigten plager. Man kan cykle sig til en svag brise, men det koster i den anden ende, sveden hagler, når man stopper.

Jeg har åbnet bogen: Træernes hemmelige liv! Den har jeg vel nok glædet mig til. Træerne i skoven ved, at hvert eneste familiemedlem tæller, man hjælper hinanden, man hjælper de svage, og man kan selv være svag nogle gange og behøve hjælp. Alle deltager, alle er vigtige for skovens samlede overlevelse. Der er brug for alle til at opretholde kommunikationen med hinanden. Man hjælper også andre familier i området.

Man har strategier for overlevelse, for videreformidling af beskeder, og man har hjælpere, især svampeorganismer ved rødderne. De fungerer som postvæsen og kan sende meddelelser meget hurtigere, end træerne selv kan.

Træerne har nogle særlige evner – de kan udsende dufte, der forhindrer insektplager eller sygdomme. Med dufte kan de advare hinanden, så at de sender stoffer ud i grene og blade, som insekterne ikke kan lide eller tåle.

Forstærkning

Jeg hoppede i vejret. Det lød som denne store gedehams, der er 3-4 gange større end en hveps! Jeg vendte mig om: Lyden kom nede fra vandkanden. En blomsterbi fløj op derfra. Det var noget af et forstærkeranlæg, den havde fundet!

Jeg er blevet færdig med en samling noveller, Eksil, skrevet af en tyrkisk kvinde, Ciler Ilhan. Fortællere, der giver barske ultrakorte glimt af skæbner, der er vævet ind i hinanden og foregår i flere verdenshjørner. Så kort og komprimeret, at det forstærker sansningen af den virkelighed, der må og vil fortælles.

Der er ikke noget som en humlebi, der lægger sig til rette i en stokrose – som et barn ved moders bryst!

Sådan en sommeraften. Bare sidde og simre. Lyden af mursejlerne langt langt ude i det disede lyseblå, så langt ude, at de ikke er at se med det blotte øje, men de kan høres. En krage skræpper op på sin gren højt oppe, en anden krage flyver ud fra træet, den første krage flyver efter den, storskræppende. Et fly dukker op bag taget og går på skrå over himlen. En lavtflyvende spurv er nær ved at strejfe mit hår.

En ret aktiv dag, jeg fik ligefrem vasket min cykel. Og klippet nogle sidste knokler af hækken.

Tidevand

Jeg har endnu ikke forstået det her med tidevandet fuldt ud. Jeg ved godt, at månen trækker i vandet, og at der nogle steder er højvande og lavvande flere gange i døgnet. – Men hvorfor er det ikke sådan alle steder ved kysterne? Og kan man mærke noget i søerne – store og små?

Nu har jeg udforsket DMI’s hjemmeside og fundet nogle beskrivelser, her følger et foreløbigt overblik over, hvad tidevandet er:

Tidevandet er variationer i havenes vandstand, havoverfladen hæver og sænker sig rytmisk henover en halv dag, ved de fleste kyster er det 12 timer og 25 minutter. Det skyldes tiltrækningskræfterne mellem Jorden, Månen og Solen – Månen har nogenlunde dobbelt så stor indflydelse som Solen. Tidevandet er en bevægelse af hele vandsøjlen fra bund til overflade. Højvandstiderne og lavvandstiderne forsinkes altså med 50 minutter fra dag til dag. Der beregnes tidevandstabeller for hver dag, DMI beregner for Danmark, Færøerne og Grønland.

Der er mange detaljer og visse geografiske forskelle, på åbent hav er forskellen mellem høj og lav vandstand mindre end en meter, mens der er større forskel ved kysterne. På Canadas østkyst og ved Den Engelske Kanal har vi det kraftigste tidevand, hvor det når op omkring 15 meter.

Det der kaldes tidekraften er en balance mellem massetiltrækningskraften og centrifugalkraften (der opstår ved rotation), og den varierer alt efter hvor på Jorden vi er tættest på og længst væk fra især Månen. Tæt på giver højvande, og tidekraften er rettet mod Månen – længst væk giver også højvande, men der er tidekraften rettet væk fra Månen. Imellem de to punkter har vi lavvande.

Springflod opstår ca. hver 14. dag, det er Solen, der forstærker Månens virkning, enten ved at vi ser dem i samme retning eller i hver sin retning. Mellem de to punkter opstår Nipflod, hvor højvandet er lavere end gennemsnittet og lavvandet højere. Der er også en årlig variation i styrken – ved forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn. Jorden, Solen og Månen ligger da i samme plan, og springfloden er særlig markant.

Endnu kan jeg ikke svare på alle mine spørgsmål, men jeg forstår nu, at det er mere komplekst end det først ser ud til. Der er højvande to gange i døgnet og lavvande to gange i døgnet, men det mærkes ikke lige tydeligt alle steder, og det sker forskudt fra dag til dag, desuden sker det ikke samtidig alle steder på Jorden. Styrken varierer på grund af Jordens, Månens og Solens indbyrdes forhold, deres rotation og træk i hinanden. Vejr og vindforhold spiller også ind, ligesom saltholdighed og havtemperatur.

Der er mange flere detaljer og forklaringer, og jeg kan garantere, at det vil tage tid for mig at få den del af verdensbilledet på plads!

Ugleskrig og månelys

En lang vandring efter en aktiv dag med praktiske gøremål. Dejligt at strække ud, sikke en sommeraften, sikke farver, naturen har den helt store palet i gang. Et drømmeland henover markerne, et eventyrligt epos over vandet.

Skoven ånder her langs alléen, dens beboere rører på sig, nogle for at vågne, andre for at gå til ro.

Hjemme igen, midt om natten. Ugleskrig, jeg bliver stående og lytter. Nogle meget lange skrig, og forskellige melodier. Uglen har mange historier at fortælle.

Lyserøde vattotter på himlens kant. Månen er nået halvvejs til fuld skive.

Stjerneskud og gode ønsker

Hjem er et godt sted at vende tilbage til – sikke en stemning efter al den oprydning i måneder!

Nu er jeg meldt ind i Ældresagen. Jeg har fået en hjertesag i den forbindelse, som jeg ønsker mig at få rejst en debat om. Kan man tale om en pædagogik på et plejehjem? Over for voksne mennesker, der på grund af alder eller sygdom må flytte fra deres private hjem til, hvad vi må formode skal være en privat lejebolig med udvidet hjemmehjælp og sygehjælp i et plejecenter med andre beboere, og som hver især betaler for.

Kan man tale om en pædagogik, der formår at holde balancen mellem beboerens privatliv og behovet for praktisk og faglig hjælp i dagligdagen? Er det muligt at balancere mellem blid daglig træning og hensyntagen til, hvad kroppen og sjælen kan klare? Er det muligt at være til stede sammen med beboeren i de daglige gøremål – at være klar til at hjælpe og støtte, før kroppen svigter? Er det muligt at følge med beboeren på toilettet, når benene ikke vil gå? Er det muligt at huske på, at man godt kan gøre lidt ekstra for beboeren, at man godt kan skåne et menneske på dets gamle dage? At man faktisk har lov at slappe af og være fri for pligter, når man er blevet gammel og træt.

Fugleliv og stjerneskud. Der var to stjerneskud på en tæt skyfri nattehimmel. Og jeg stod parat med mine ønsker.

Om 20 dage har jeg ventet i et år på at blive berettiget til pension.

Hedebølge

Decideret hedebølge. Have i fuld nådesløs sol, frugter og beboede blomster og ikke en vind. Skyggeliv og kaffe. Vejrforandringer ensbetydende med gigtplage.

Kufferten var for tung, så jeg fik sat den med et brag og et råb, så folk vendte sig om. En dør gik i omkring en cykel, der var på vej ind i toget. Kaos og kispus og diskussioner. Giv plads til alle cyklerne! Jeg blev hjulpet til et sæde i en anden kupe. Venlige og hjælpsomme folk omkring, udveksling af tips og idéer, kufferten blev sat på perronen – kom nu godt hjem! Altså tusind tak!

Aftenen kommer og tager imod mig hjemme i tålelige temperaturer.

Aftryk

Varmen er tilbage på fuld kraft, og alting går langsommere. En måde at klare den på er at sidde i en bil med god aircondition.

Som jeg oplevede det flere gange i foråret, sker det igen sammen med et kært menneske: Vi krydser vore egne spor. At gense et sted, hvor vi færdedes som små, alene og sammen. At huske det hele fra den højde, vi dengang så verden i. Et hus, der stadig ligger der. En skov. En strand.

Den dejligste åbne skov med troldetræer. En lille ø derude, små streger i vandet, en ganske let brise. At huske de hemmelige steder fra dengang, skoven var barnets ejendom. At huske de legekammerater fra dengang, og der var mange.

Aftryk af en barndom, aftryk af levet liv, sammenstillet med et levende nu.

Ud i verden

Toget er fyldt, mange må stå op, fordi de ikke har pladsbillet. Jeg har ondt af dem, for jeg ville ikke selv klare at stå op så længe. – Sådan går det tit – det skifter på den anden side af vandet, var der nogen der sagde – altså sol på Fyn, skyet på Sjælland. Første stop, så blev der plads til de stående.

Den sjællandske skov er stor og tæt, de høje træer har mange år på bagen. Det er faktisk helt køligt. Et haveliv, et godt hundeliv. En hel spurvekoloni, fordelt på træer og hække og under tagskæg.

På YouTube er der en dokumentarserie om børns skolevej rundt i hele verden. Fra bjergtoppe i Peru, over bjergsøer i Bolivia, gennem strenge frostgrader i Sibirien. Børn sætter livet på spil for at få mulighed for at lære, så at de kan få job som voksne og komme ud i verden, væk fra deres udgangspunkt.

Et hav af oplevelser

Overblik fra hængebroen – store og små – familiegrupper – picnic – fly – svensk – brandbiler – motorcykler – stylter – spansk – tovtrækning – sæbekassebiler – is – underskønne haver – skulpturer – gamle rober – jagttrofæer – legetøj – kaffe – planteskole – dansk – afgang og tusind tak fra alle til alle…

Vi har ikke set det hele – vi har ikke mødt alle de ca. 2000 mennesker, der har været der i dag – der var god plads til alle – god tid – fred og ro…

Denne eventyrverden – jo, den ligger på Fyn – syd for Odense – Egeskov Slot.

Kirkerum og hjerterum

Kirkeklokker kalder. Den hvide kirke. Vi må derop og indenfor. Vi lander midt i et bryllup. Den lille purk sidder på armen, mens sangen stiger opad med de gotiske vinduer. Han føler sig helt hjemme her. Lyd og lys, stemmer, stilhed. Fred.

Der skal en vis overtalelse til at få ham med ud i solen igen.

Mens dagen går på hæld, kan byen nydes højt oppe fra.