Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 29 – Menneskelighed

Menneskelighed

Hun havde været ud og ind af Radiumstationen igennem 8 år. Hun var så syg af kræft, at der kom folk langvejs fra for at besøge hende, og hun tænkte nok, at enden var nær.

Hun havde haft et par oplevelser af den slags, som man ikke kan forklare. Hun tog det nu som noget selvfølgeligt, det lå i familien, det var ikke noget, hun tænkte så dybt over. Men disse to, det var i kritiske øjeblikke, mens hun lå dér.

Hun havde en drøm, hvor hun steg op ad en lang lang rebstige, der førte op i himlen. Engle sang omkring hende, og hun var lige ved at sætte foden på det sidste trin. Så vågnede hun.

Hendes mand kom en dag med avisen i hånden – der var noget han ville vise hende – et bibelcitat. Hun sagde: Det behøver du ikke – jeg har læst det. Om eftermiddagen havde der ligget den avis i fodenden af sengen – på hovedet. Men hun så den tekst, den fløj op i luften foran hende: – Frygt ikke!

Da hun var ung, var der en herre i et selskab, om hvem man sagde, at han kunne spå om fremtiden. Hun plagede ham. Han ville ikke – han gjorde ikke den slags, ikke normalt. Men hun fik ham overtalt. Han fortalte hende to ting: Hun skulle få en sygdom, som hele verden talte om. Og i en meget sen alder skulle hun tage et barn til sig, som ikke var hendes eget, men alligevel af samme blod…

Hun havde været til undersøgelse. Og svaret: Der var ikke noget at se. Hun var ikke syg mere. De sagde, det var gået i bero.

– Disse forunderlige øjeblikke, da verden står stille, fordi vi oplever noget ganske specielt… En smuk handling, en fascination, naglet fast i et bestemt lys, en særlig fuglesang, en duft af syren.

Et kys på panden – helt uden for rammerne – en svingtur i et glædeligt gensyn – en dyb samtale midt i den blå time i en befærdet gade ved et cykelstativ – en samtale på et fremmed sprog på en lille båd i et farvand med mange øer, en samtale om muligheden for at finde årsagen til kræft igennem forskning i internationalt samarbejde – et sted i naturen, blikket hvilende på hvirvlende vand med solnedgangsstråler i alskens flammende farver.

Der hvor menneskeligheden bryder frem. Der hvor det virkelig gælder, hvor kærligheden råder.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 28 – Værdighed

Værdighed

– At behandle sine mennesker værdigt i samfundet – i netværket – i gruppen – i boligområdet – på arbejdspladsen – på hospitalet – i konsultationen – på plejehjemmet – i skolen – i toget – til træning – i supermarkedet – derhjemme. At sætte pris på sine mennesker, huske at sige tak, give anerkendelse – at le sammen.

At behandle os selv værdigt.

At have respekt for hinanden, at værne om hinandens rettigheder. Træde til, hvis nogen er i knibe, sige ja til at lytte til en, der er ked af det, selvom vi har travlt. At lade være med at drille den mest sårbare i klassen. At hjælpe den svage med at forstå matematik. At bære en tung indkøbspose for den gamle mand overfor.

Det er en gave at få lov til at hjælpe nogen. Og at have evnen til at tage imod.

Hvis vi vil skændes, bør vi gøre det syngende! Og med fuld hornmusik!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 27 – Kosmopolit

Kosmopolit

At tilhøre en gruppe og låne dens tryghed. At være med i en gruppe i et samvær om en bestemt hobby. At deltage i et fællesskab omkring et fagligt emne. At være med i et forældre netværk omkring børnenes skole. At være med i byrådet. At få en bestemt rolle i vejlauget. At være på rejse med en gruppe. At kalde til fest i familiegruppen. At spille basun i et stort orkester. At være frivillig på et museum. At være medlem af en forening.

At finde sin plads i et samvær, på en arbejdsplads, i et samfund. At spille en rolle, at gøre nytte, at gavne et fællesskab. At gøre en forskel. At arbejde for at gøre verden til et bedre sted at være. I det små og i det store. På alle planer.

At indgå i en bevægelse henimod noget, en proces, en forandring, en frigørelse og en ny forankring, få et nyt syn på livet, komme til et nyt udsigtspunkt, hvor noget forsvinder og nyt dukker op. At gå igennem et filter, at få renset sindet, at kunne lægge brillerne væk. At få øje på solen, blive badet i lyset, opdage, at vi er til, at verden er ny, at forundres over, hvad vi før slet ikke så, at se verden fuld af farver – og uden grænser.

At være del af det store fællesskab.

At møde et nyt lille barn – og få en ny chance i livet. At komme fri af alle fordomme, for et nyt lille barn ejer nuet og ikke fortiden.

Det norske TV program “Naturen vender tilbage” – det første af 4 programmer – indledes med disse ord:

“I begyndelsen var der ikke noget skel. Menneske og natur var ét, vi var vilde”.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 26 – Stifinder

Stifinder

Da jeg var i Wales for omkring 15 år siden, var jeg facineret af det walisiske sprog – Welsh. Midt på gadens asfalt stod der med store bogstaver: BWS. Hvad betyder det? Jo altså – bus! Dobbelt v = w giver lyden u. Det er da nemt nok! Og på øen Anglesey har de så byen med et af de længste stednavne i verden:

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch

Det er jo også nemt nok… Navnet er – ligesom i vores gamle danske stednavne og i resten af verden – en anvisning på, hvordan man finder vej til stedet med dette navn. Altså en oldtidsversion af en GPS eller en stifinder. Det er da så logisk…

Lad os nu se på de walisiske finurligheder i bogstaverne. Der skal to F’er til for at få lyden F. Et enkelt F giver nemlig lyden V. – Et enkelt L giver – sandelig lyden L. To L’er side om side giver dobbeltlyden HL. Y giver nærmest lyden æ, måske en mellemting mellem æ og e. T giver mere lyden D. Goch går igen i efternavnet Koch og betyder rød.

Nu stiller jeg det op linie for linie: Navnet som ovenfor stavet på walisisk – derunder en opdeling af de mindre enheder – derunder en slags udtale – nyt afsnit: atter navnet på walisisk – derunder betydningen af de enkelte enheder – og til sidst en samlet oversættelse af vejvisningen til engelsk og til min danske version. Altså hele facitlisten! (På Wikipedia, både dansk og engelsk, kan vi finde lydeksempler…)

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch
Llan       fair     pwll gwyn gyll go ge ry chwyrn drob wll llan tys ilio gogo goch
hlan       vire    puhl gwæn gæll gogeri quærn drob uhl hlan dus ilio gogo goch

Llan        fair     pwll          gwyn gyll     go   ger  y    quærn drob wll    llan
Church Mary a hollow white hazel near to the  rapid   whirl pool church

tys        ilio        gogo goch
saint’s name  cave   red

Saint Mary’s Church in the hollow of the white hazel near to the rapid whirlpool  of Llantysilio of the red cave

Sankt Marys kirke i hulningen ved den hvide hassel nær ved den hurtige hvirvelstrøm ved Tysilio kirken  ved den røde hule

Det er ligesom, da vi var børn. Når vi fik en penneven i et andet land og skrev vores afsenderadresse på kuverten:
Fornavn Efternavn – Gadevej 7, 3. sal tv – 555555 Ladestrup – Danmark – Jorden / Verden – Mælkevejen / Universet. – Det hele skulle med! De gamle stednavne var altså adresser – som små skilte, pile, der pegede hen til stedet!

Det er sådan, hjemmesideadresser og mailadresser er blevet bygget op! Se her for eksempel: www.dr.dk. WWW står for WorldWideWeb – verdensomspændende netværk (edderkoppespind). Så på digitalt sprog starter vi med slutningen: Universet / Mælkevejen > Jorden / Verden … Så kommer dem, der bor der: DR, og til sidst kommer landet / området: dk, der står for Danmark – det kan jo også i dag være andre typer endelser som .org, .com eller .nu, som ikke er en betegnelse for et sted, men i stedet en organisation, for eksempel.

På det tidpunkt, da jeg var i Wales, var man langsomt ved at genoptage de mere tætte forbindelser til omverdenen efter i en række år at have samlet sig om en fordybelse i det walisiske sprog for at bevare det. Jeg besøgte en gammel mineby, der var købt op og indrettet til walisisk sproglaboratorium både for walisere og for gæster fra alverdens lande.

I vore bestræbelser for at bevare vigtig kultur kan vi komme til at lukke af for alt det liv, der foregår udenom. I vore bestræbelser for at sikre os tryghed i vores lande kan vi komme til at lukke af for alle de andre lande og kulturer.

Vi kommer til at glemme den yderste del af vores adresse: Universet / Mælkevejen > Jorden / Verden. – Selvom vi bruger den hver dag på Internettet…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 25 – Hel

Hel

For Dersu Uzala var “folk” ikke alene mennesker. Det var også hans ord for dyrene og planterne. Skovens konge – det var Amba – tigeren – og skovens ånd – det var Kanga. Dersu tilhørte folket Nanajerne – tidligere kaldet Golderne.

Nanajernes religion er overvejende shamanistisk. I århundreder har de tilbedt ånder for solen, månen, bjergene, vandet og træerne. (Kilde: Wikipedia, engelsk). De troede på, at shamanen havde kraft til at udrydde onde ånder ved at bede til guderne.

At være et folk, at tilhøre et folkeslag med eget sprog, egen kultur, egen religion – at være et hele – en gruppe af hele mennesker – med en identitet – med integritet. – Hvad er integritet?

Den Store Danske siger, at ordet kommer af ‘integritas’, der betyder ‘helhed, uskadthed’. ‘Integer’ betyder hel, uberørt, fuldstændig. En fin forklaring fandt jeg på solbakkensnet.dk og gengiver her med egne ord: … Der er noget i menneskets liv, der ikke må røres – det er det enkelte menneskes opfattelse af, hvad der giver livet mening og kvalitet. Et urørligt område, en urørlighedszone, der beskytter os og som skal respekteres.

Vi har en urørlighedszone indbygget i kroppen. Til Todo træning udførte vi en øvelse, hvor en person A går hen imod en person B. Man kan se det i øjnene hos person B, når man kommer til denne zone. Det er en privatsfære, som kun udvalgte mennesker får lov at komme ind i.

Det er en menneskeret at være hel.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 24 – Folkevandring

Folkevandring

Alt dette er Platantræet! Disse friske grønne blade i sollyset, de kuglerunde hunfrugter, og atter den kulørte stamme, afskallet i flager, der viser mange lag og mange farver – naturens eget tapet!

På Naturstyrelsens hjemmeside fortæller en naturvejleder fra Silkeborg, Jan Kjærgaard, at den art platantræ, vi planter i Danmark, slet ikke hører hjemme nogen steder. Den er nok en krydsning mellem en orientalsk platan og en amerikansk platan. Krydsningen kan være sket i Spanien i 1600-tallet.

Kjærgaard skriver videre, at platanen er et rigtig godt eksempel på globaliseringen og det moderne samfund, den er hårdfør over for stress og miljøpåvirkninger, den kan rense luftforurening, den er kosmopolit og kan bo i alle byer i syd og i nord, den gror frejdigt under asfalt og brosten.

Folkevandringer er ikke et nyt fænomen – heller ikke i naturens rige.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 23 – Bark

Bark

Endnu sensommer – endnu denne aften – men i nat… Efteråret slår på ruden. En blomme, en verden af smag! Og nu kommer der atter nye kartofler! Endnu en rest sommer rækker helt herhen!

Jeg ville så gerne kunne kende alle træerne. Engang fik jeg at vide, at træets blade – deres form lignede også formen på træets krone. Jeg er nået frem til, at det er et Platantræ, jeg har fotograferet her ovenfor. Den bark – sikke former, sikke farver – og det er helt naturligt, barken skal netop skalle af. Jeg mødte også en webside: Naturporten.dk – her er oversigter over både dyr og planter, herunder træer.

At stå som et træ! Til Tai Chi – Chen stil. At stå som et træ og bære jordkloden i først 30 sekunder, så 1 minut, så 5 minutter, så måske 10 minutter – men så var man også sej! Vi aner det ikke, før vi har prøvet det – hvor kan det værke i arme, skuldre, ryg, ben, at stå så længe i den samme stilling. Men hold ud – belønningen er stor. Fordi vi står i denne stilling, knæene let bøjet, naturlig afstand mellem benene (som en fod imellem – fra hæl til tå), ryggen rank, men afslappet, forme en ring med armene løftet i skulderhøjde, som om vi bærer på en stor kugle – eller en stor ballon, eller jordkloden, hænderne skråt opad – derved kan energien flyde frit imellem den ene hånds fingre og den anden hånds fingre. Få frit løb i hele kroppen. At stå som et træ. Tak til Tal!

Vil du slappe af fx i skuldrene, så må du ikke tænke på dem, for så tilfører du dem energi, og så vil du spænde. Men se det for dig, se dig selv bagfra med afslappede skuldre, så vil du slappe af! Det har jeg lært til Todo træning – hos Baard Owe. Tak!

At stå som et træ. Ved siden af et træ. Måske et Platantræ.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 22 – Lutring

Lutring

Lys igennem tåger – erindringens klare lys falder på de oplevelser, der bragte os videre… 65 år og et helt arbejdsliv.

I de kommende måneder fylder de 65 år – den sidste generation, der kan pensioneres som 65-årige. Derpå følger min generation – de skal fejre 65½ års fødselsdag for at blive pensioneret.

En hilsen fra en svunden tid:
Et brev – i den fysiske postkasse! Med gode ord, aforismer og illustrationer – resultater af fordybelse, sansning og forløsning. Et brev, der lukker lyset ind!

Al denne svundne tid igennem 65 år er blevet stuvet indeni på så genial vis, at vi kan hente det frem, der gavner os i dag – det er det, der trænger igennem erindringens brilleglas. Resten er muld og gødning – lutring af vores sjæl.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 21 – Småfolk

Småfolk

Sensommerlys og natsværmersvir, edderkoppens storhedstid. Den spænder sit enorme spindelvæv ud over min rude – altså udendørs – når den bliver længe nok, får den et navn. Jeg følger med i, om den får noget til føden – dem med kors på ryggen kan fordoble deres vægt på den tid, de er mine logerende.

Det var godt nok den allerstørste, jeg har haft inden for mine døre – den edderkop, der listede sidelæns henover gulvet, da jeg skulle i seng. Den kunne lige nøjagtig være inden for det lille syltetøjsglas – op på et stykke karton, det lykkedes, uden at den kom noget til – at få lempet den udenfor, dér gøs jeg.

Hvorfor er Marie Marolle kær, og en sort bille ikke? Hvorfor kan jeg godt enes med en lille effektiv jagtedderkop, men ikke med den kæmpe, som jeg næsten kunne skelne ansigtstrækkene på? Hvorfor er titusind Marie Maroller på en gang ikke kære?

Vi vedtager, hvilke typer dyr, vi vil acceptere – og som vi tør være i enrum med. En sjælden gang kan det flytte sig, og vi får mod og bliver mere fortrolige med en enkelt type, således groede jeg med edderkopperne og fik fornuftige aftaler med dem, tildelte dem personligheder – så kunne jeg rumme dem!

Men ørentvisten – den skrøne er jeg ikke kommet over, det var for stor en udfordring. – Er det egentlig en skrøne?

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 20 – Væren

Væren

At være – at være til – være midt i det hele – midt i sig selv – en væring – et rum at være i – et værelse.

Engang sad jeg i togkupé med en lille flok børnehavebørn og deres pædagoger. Vi kørte mellem Hellerup og Østerport, der blev mere og mere himmel at se på. En flyvemaskine fløj hen over himlen, og de talte om det store himmelrum. Et af børnene spurgte om noget og sluttede med … univærelset… Pædagogen ville svare, men havde svært ved at bevare fatningen, hun begyndte at forklare – at himlen er ikke et værelse, men alligevel et rum… Jo mere hun forklarede, jo mere klukkede hun af latter. – Ja, lad det bare blive ved det – univærelset – at være til i univærelset!

Evighed er
at være til i nuet