Småfolk
Sensommerlys og natsværmersvir, edderkoppens storhedstid. Den spænder sit enorme spindelvæv ud over min rude – altså udendørs – når den bliver længe nok, får den et navn. Jeg følger med i, om den får noget til føden – dem med kors på ryggen kan fordoble deres vægt på den tid, de er mine logerende.
Det var godt nok den allerstørste, jeg har haft inden for mine døre – den edderkop, der listede sidelæns henover gulvet, da jeg skulle i seng. Den kunne lige nøjagtig være inden for det lille syltetøjsglas – op på et stykke karton, det lykkedes, uden at den kom noget til – at få lempet den udenfor, dér gøs jeg.
Hvorfor er Marie Marolle kær, og en sort bille ikke? Hvorfor kan jeg godt enes med en lille effektiv jagtedderkop, men ikke med den kæmpe, som jeg næsten kunne skelne ansigtstrækkene på? Hvorfor er titusind Marie Maroller på en gang ikke kære?
Vi vedtager, hvilke typer dyr, vi vil acceptere – og som vi tør være i enrum med. En sjælden gang kan det flytte sig, og vi får mod og bliver mere fortrolige med en enkelt type, således groede jeg med edderkopperne og fik fornuftige aftaler med dem, tildelte dem personligheder – så kunne jeg rumme dem!
Men ørentvisten – den skrøne er jeg ikke kommet over, det var for stor en udfordring. – Er det egentlig en skrøne?