Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 49 – Udspring

Udspring

At kaste sig ud i noget. At kaste sig ud på de 70.000 favne vand, som Søren Kierkegaard siger om springet ud i troen. At foretage sit eget personlige filosofiske udspring. At tage sit udspring i noget. At springe ud i noget nyt.

At have tillid til, at springet fører til noget godt. At møde tillid til vores evner. At vise åbenhed over for andres dømmekraft. At tillade andre at tage fejl. At turde fejle. Når det er tilladt at fejle, så undgår vi alle de fejl, der sker, når man vil skjule sine fejl.

At være frejdig, være os selv i alt, hvad vi foretager os. Stole på os selv, vores dømmekraft og vores evne til at tackle nye situationer, selvom vi skulle misforstå og tage fejl og gå vild. Vide, at vi skal finde vej tilbage og blive beriget med en ny erfaring.

Gå ud i det blå, til verdens ende, og altid – synge af vores lungers fulde kraft!

På hat med hele verden!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 48 – Udsigtspunkt

Udsigtspunkt

Gå ad nye gader på kanten af det gamle kvarter – opdage nye oaser, man aldrig har kendt – nysgerrighed blandet med fortrolighed. Livet der bruser i de kendte gader, foretagsomhed, hjul, der snurrer, små pladser, grøntsager udenfor, isenkram med koste og stiger, butikker, der faldbyder alskens ting og tangel, sko og tøj og fastfood. Og dér bagved –  villakvarteret. En cykel, der har nedlagt et gadeskilt.

Som menneske kan jeg ikke være objektiv, jeg vil altid være involveret. Jeg ejer ikke nogen sandhed, jeg gør mig tanker, funderer, lommefilosoferer. Jeg har studeret et lille hjørne af videnskaben, jeg har utallige interesser, især for kultur med stort K. Mine kvalifikationer er udelukkende at være et almindeligt levende menneske.

Set ud fra mit beskedne udsigtspunkt beskriver jeg min del af verden, den ydre, den indre. Verden har mange facetter – en for hvert udsigtspunkt. Verden består af udsigtspunkter.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 47 – Hensigtsmæssighed

Hensigtsmæssighed

Det slående, når vi beskæftiger os med naturen, er altid denne hensigtsmæssighed. Det synes, som om naturen helt af sig selv virker hensigtsmæssig. At alt passer sammen så fint, at mennesket ikke kan gøre det efter.

Der sker forskydninger i naturens balance på mange måder, for eksempel bliver et område udsat for såkaldt invasive arter – altså invasioner af planter eller dyr i et område – der går nogle generationer, og pludselig, så står området i en ny balance mellem dyr og planter – alt har tilpasset sig den nye situation og fundet den bedst mulige måde at være til på – den mest hensigtsmæssige livsform – i samspil.

Der har været folkevandringer – verden blev global, og mennesker i hele verden blev kosmopolitter – alle har hjemme alle steder. Der går nogle generationer i de enkelte områder – og også dér finder vi, at man – hvis naturen får lov at råde – finder den bedst mulige måde at være til på – i samspil.

Hvordan går det til? Vi undersøger og finder forklaringer – vi udforsker og opdager nyt – vi gør os forestillinger – vi tror på nogle forklaringsmodeller.

Naturen er forud for os. Den kan noget, vi endnu ikke mestrer. Hensigtsmæssighed.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 46 – Udvikling

Udvikling

Naturens eget tag-selv-bord. Blomsterne er endnu leveringsdygtige, mens september rinder ud. Stauderne sætter nye generationer, og sommerblomsterne oplever en Indian Summer efter den lange tørke, der satte hele naturen i stå.

Udvikling. Også i menneskelivet. Nye generationer, der bygger på de forrige – og rækker videre ud over vore forestillinger. Nye kundskaber, nye evner, ny viden sender dem afsted ud i den tid, som vores generation ikke kan nå. Udvikling sker ikke alene i det enkelte liv, men også fra generation til generation. Alt virker med i processen, uddannelse, samfund, miljø, erfaringer, samspil i hele verden. Biologisk, genetisk udvikling giver evner og egenskaber, som vi endnu ikke forstår. Nogle gange sker det, at vores generations børn har egenskaber, som vi ser som symptomer, ligefrem som sygdom.

Måske er det ikke altid symptomer på sygdom, fordi nogle i den næste generation er anderledes. Måske rummer anderledesheden færdigheder, der rækker ud i fremtiden, som de fleste endnu ikke forstår og derfor ikke foreløbig evner at byde bedre vilkår.

Videnskaben er som planter. Den vil hele tiden gro, det er dens væsen, som det er træernes væsen, buskenes, staudernes. Og den bærer sit væsen med sig i sit virke. Videnskaben vil blive ved med at forske og undersøge alle nye fænomener, lære dem at kende og skrive dem med i de næste afhandlinger. Også når den arbejder med emner, som de fleste endnu ikke accepterer.

En afhandling, en videnskabelig rapport, en kulturel analyse vil nå en konklusion, men den vil også altid bære i sig et bud på den næste fremtid.

Verden kan ikke gå videre, hvis der ikke hele tiden er nyt at udforske.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 45 – Drømme

Drømme

Puf! Dér er en drøm. Puf! Dér er en anden drøm. Stiger som dis fra søen, falder som dug på blade, ruller som uldtotter gennem siv. Prikker på huden, stryger over håret, hvisker dig i øret. Lægger sig om skuldrene, et flygtigt sjal, der svæver videre over markerne og puf! Forsvinder i den blå luft.

Drømmen er din næring, der vil få dig til at stige opad for at sætte blomst, drømmen spreder grøde over dig, at du skal blive mild og moden, åbne dig og skænke nye skud til verden.

Drømmen er det puf, der sender dig afsted i livet, skaber pludselige glimt af klarhed, så forvandlinger kan finde sted.

Når først en drøm har rørt dig, bliver du selv en drøm.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 44 – Frihed

Frihed

Friheden findes overalt. Kun menneskenes rige kender barrierer, begrænsninger. Kun menneskenes rige kender grænser – grænser mellem lande, mure mellem mennesker, skel mellem du og jeg.

Havet strækker sig uendeligt under himlen og kender ingen grænser. Menneskenes børn higer mod horisonten, længes mod de fjerne vidder, ønsker sig at boltre sig som frie fugle mellem hav og himmel.

Det står i vores magt som mennesker at sætte sejl og sætte kurs og sejle fri af alle grænser, finde fred blandt nattens stjerner, bade i et morgenlys og rødme med den synkende sol.

Det står i vores magt at nedbryde grænser og flyve fri.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 43 – Transformation

Transformation

Transformationen er over os! Plakatfuld ruller den henover os – fuldmånen! Op af den sorte muld skyder de – alskens svampevæsener! Ned blæser de – alle bladene i høstens regnbuefarver!

Selv går vi ind i efteråret, ind til læring, svar på nysgerrige spørgsmål, ny viden, opfyldelse af drømme, inspiration, hygge, små gys, lange traveture med kølige pust ned i lungerne, hvide striber af ånde i luften, mosekonebryg om anklerne, hjem til varm kakao. Samtidig er vi gået ind i vinterhalvåret, forude ligger hvide vidder, novemberjulesalg og sneboldkampe, tøvejr og vintergækker.

Og indeni gennemgår vi forvandlinger, vi går fra det ene sæt rammer til det næste – rammer for vores udfoldelse – vilkår for handlekraft – vilje til fremdrift, forbedring, forløsning.

Vi skal atter blive som nye.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 42 – Lyset

Lyset

Vi sidder i toget, vi har samme formål – at komme afsted, som regel på arbejde. Vi rumler med toget, borer os igennem morgenstunden, vugges i dvale, falder i hvile, og masken triller af, øjnene glipper, vi er på randen til søvnen, i det ingenmandsland, der er imellem nuet og det ubevidste, vi er i samme kupé, vi er på vej i den samme retning, og vi overgiver os til dybet, kroppen noget nær følelsesløs, denne vidunderlige fornemmelse, at vi svæver uden for kroppen, vi er langt borte, ansigtet er faldet ud af sine folder – det er blevet transparent, og vi kan læses helt ind i sjælen.

At gå på opdagelse i et ansigt, hvis ejer svæver uden for kroppen. At få lov at få et glimt af sjælen, ane hvor den kommer fra, dens vej igennem kosmos, skue lidt af al den skønhed, som den bærer i sig, mens vi selv rutsjer ud ad en lysstråle og fornemmer hvor forunderligt stor en verden vi befinder os i, og kun modvilligt trækker os tilbage imod midten af det nye nu, hvor vi skal vågne op og blive atter menneske med hud og hår, der har en tidsplan og et punkt på linjen, vi skal af.

Lyset følger os, hvor end vi går, vi putter det i lommen, hvor det venter os, når vi skal hjem.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 41 – Centrum

Centrum

At være centreret. Det giver mange fordele. At være centreret i sig selv, at være til stede og årvågen. Så sanser vi alt omkring os. At sidde stille, mens verden drejer rundt om os, at iagttage, at registrere. At tillade verden at gå sin gang. At være i orkanens øje, at være fredfyldt, at være samlet her i nuet.

At ønske noget så brændende, at verden vil føje sig efter det. Fra centrum kan vi række umådeligt langt. Altid vende tilbage til centrum. Lade følelserne lejre sig som et klæde, der falder og lander på jorden. Have tillid til verden. Have tillid til sig selv.

At sidde som en støtte, ubevægelig. Og vente på, at maden selv frivilligt svømmer ind i næbbet… (Den var levende! Den blinkede og bevægede hovedet umærkeligt.)

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 40 – Menneskebarn

Menneskebarn

Hvor kommer vi fra? Hvem er vi?

Jeg har lige set de 5 TV programmer “Menneskets Store Vandring”, hvor teorien “Out of Africa” – ud af Afrika – efterprøves med bl.a. DNA test af mange forskellige folkeslag – med adskillige overraskelser – og først og fremmest forbløffelse over menneskets fantastiske overlevelsesevner og genialitet.

Jeg har lige åbnet bogen “Den Store Plan” af Gregg Braden, en brobygger af Guds nåde – han bygger bro mellem videnskab og spiritualitet. Han har selv erfaret at blive pludseligt og uforklarligt rask, og han har sat sig for at skrive menneskets historie om ud fra en ny og tidssvarende tankegang af det 21. århundrede, og med afsæt i vores arts oprindelse og forunderlige egenskaber som intuition, medfølelse, empati og kærlighed. Det centrale spørgsmål for mennesket igennem de ca. 200.000 år, vi har været på Jorden, er: Hvem er vi? Det er grundlaget for alle vores beslutninger, for vores forhold til os selv, vores relationer, vores verden og til det, vi ser som kilden til vores eksistens.

Jeg har lige lukket bogen “At dø for at leve” af Anita Moorjani, hvor hun fortæller om sin nærdødsoplevelse, da hun var meget tæt på at dø af kræft – og mirakuløst vågnede op igen og blev rask. I nærdødstilstanden oplevede hun, hvor storslåede vi er hver især, og hun forstod, at vi skal slippe frygten, være os selv og nyde tilværelsen.

Livet er så stort! – Vi er små krystaller på livets overflade.