Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 79 – Helgener og Helgeninder

Helgener og Helgeninder

Blåbær i november. En sen kold aftens nydelse. Sjalet over skuldrene. Blodsukkeret tårnhøjt – selvom jeg ikke har spist meget til aften, selvom jeg har taget fuldt det antal enheder, som min App på mobilen foreskrev. Hvis min insulin ikke virker, så har jeg ikke en chance for at opdage det. For jeg ved ikke nok og har ingen at spørge. Sådan kan man føle det, når man har diabetes og lever alene. – Og jeg er ikke den eneste i verden, der oplever det. Men jeg ved, at der er mange bestræbelser i gang for at forbedre mulighederne for kontakt, for at yde hjælp til at man selv kan styre sin behandling i dagligdagen og for at man med solid viden kan blive bedre rustet til det.

Meget passende, at det netop er Allehelgenernes aften. Lad os fejre dem alle – og håbe på, at de fra deres himmelske skjul kan sende støtte og opbakning til værdigt trængende.

Min kilde til oplysningerne, jeg har bragt her om forskelle på Halloween, Allehelgens Aften og Allesjæles Aften er at finde på dette link: https://www.kristendom.dk/allehelgen-og-halloween/hvad-er-forskellen-mellem-allehelgen-og-halloween. (Hvis ikke linket virker, så skriv www.kristendom.dk i adressefeltet og søg på emnet).

Mine små naturcollager, som jeg her skænker til mine læsere, skal være til glæde for jer til privat brug. Jeg skal huske at sige, at de er ikke egnet og ikke ment til kommercielt brug. Jeg håber, de skal vække begejstring for denne evigt foranderlige natur – ufatteligt, at der af en tilsyneladende ensartet masse af efterårsblade gennem flere måneder stadig kan findes dybt forskellige former, farver, småansigter, sammensætninger. Farverne bliver bestandig dybere og mere fortættede – det ser ud til, at de næste uger bliver forholdsvis tørre, så at bladsæsonen varer endnu længere.

Der findes også dage, der stemmer os i mol – men vi synger alligevel.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 78 – Maskebal

Maskebal

Så oprandt da Halloween – den nye tradition, især for børn – og jeg har overgivet mig – ikke at jeg nu begynder at skære græskarmænd – men jeg har accepteret, at traditionen er kommet for at blive. Den belyser også den egentlige fejring af Allehelgensdag og Allesjælesdag.

Der er brug for lys i mørket her i november, faktisk burde vi have en forlænget weekend ud af det – det ville lyse op for mange mennesker, der ikke kan holde ud at være i mørket. Det er det tidspunkt på året, hvor vi er længst væk fra sol og sommer og D-vitaminer. November kan være ubærlig, ikke mindst for ældre mennesker.

Tænk blot en enkelt fridag i tilknytning til weekenden ved overgangen mellem oktober og november. En lejlighed til, at man mødes i familien, blandt venner – og giver mulighed for at dvæle ved det jordiske, ved skovens muld, ved natten, ved døden, ved afskeden – og det nye liv. Det er her, vi kan fordybe os sammen med børnene og tale om det virkelige liv med alle dets nuancer.

Og vi kan tale om det, der lykkes, og det, der ikke går som forventet. Om det, der går skidt – eller galt. Vi kan tale om det, vi lærer, om det der gør ondt, om det der er svært at komme igennem. Vi kan høre hinanden fortælle, og vi kan forundres over alle de kreative idéer og løsninger, der dukker op i os, netop som vi har brug for dem. Dér hvor vi går i stykker, dér flyder sjælens guld ind og giver os styrke.

Gå du nu blot til maskebal i skoven, ifør dig din maske og klæd dig i en fremmed personlighed, dans din spøgelsesdans i troldspejlet og nyd din uimodståelige frihed…

Men husk: Masken er kun til låns…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 77 – Maskespil

Maskespil

At tage maske på – og blive en anden – side af sig selv. Udtrykke noget, man ikke vidste, man havde i sig. Egenskaber, der ikke før har været fremme. Blive overrasket. Positivt.

Pludselig melde sig til akvarel. Eller blive optaget i et kor. Hente skjulte talenter frem. Åbenbare små – eller store – kunstneriske årer. Eller pludselig klare en situation og få kræfter som en bjørn. Blive opfyldt af en ro og balance, man ikke før har kendt. Opdage, at der er noget nyt, man er god til.

At lægge lag på lag af finish – pudre sit ansigt med illusioner – blive uigenkendelig. Blive væk. Blive ny. At stræbe efter at blive nogen. Blive som en anden. At holde gode miner til slet spil. At gå til maskebal – og tabe masken.

At opleve den anonymes frihed – og farlighed. Møde de indre dæmoner – og blive forskrækket. At lægge krop til masken, mærke masken i sin krop, danse med masken, blive maskens undersåt. Stoppe musikken, bryde fortryllelsen, træde ud af troldetøjet. En stor erfaring rigere. Bruge denne erfaring til at navigere klogt igennem livet.

At spille en rolle. I en familie. Spille en rolle på teatret, i en film. At udfylde vores rolle og hjælpe til der hvor vi kan.  Lære nyt – og blive bedre til noget.

At spille en stor rolle – i verden. Bare ved at være til – og være sig selv.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 76 – Himmel og Jord

Himmel og Jord

Jeg hørte vindens pibeorgel – på stationen – i et skilt. Det var som de tre toner i filmen om E.T. Sælsomme trompeter. Tid til forandring. Sfærernes musik. Afsløringer fra verdens dyb.

Fuglene nød det – blæsevejret – de fløj over hele himlen – de legede med fart og opdrift, drivende i flokke, svævende på skrå, til de kippede over og drejede rundt – et styrtdyk, og de steg med hovedet først til nye lag i luften.

Og dér – imellem Himmel og Jord – dér gik så jeg og kunne næsten læne mig op ad den fortættede luft, der masede sig op imod ryggen – og menneskevrimlen skuttede sig, toget holdt stille – var det bladene? – var det skinnerne? – var det signalerne? Dobbelt så mange passagerer, fordi der kun kørte hvert andet tog. En menneskestime.

Og mørket, der lagde sig blødt om skuldrene på vej hjem fra toget. Det liflige lys i den egne atmosfære, varmen og kinderne, der blussede.

Høst – umiskendeligt – uundgåeligt – ubønhørligt – overdådigt – blade, der taber både næse og mund – blade, der griner og griner, mens vi venter på Halloween, på Allehelgenerne, på Allesjælene.

Og natten og sovebyerne, der ligger hen som indledning til en Spielberg film.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 75 – Bellissimo

Bellissimo

Dette er – en tue. Det er et stykke kultur skabt af et dyr. Det er skabt af menneskehånd. Mennesket er et dyr. En myretue er natur. En mennesketue er natur.

Hvert år, når vi får vores time tilbage fra foråret – Sandhedens Time – er det min store fornøjelse at holde rede på, hvad jeg brugte netop den time til. Den er et stort øjeblik, et tidsrum, jeg vil huske. Og jeg gemmer den til søndagen, så at jeg ikke bare sover den væk.

Denne gang er det noget særligt. For det kan være sidste gang, vi skal flytte rundt på både havemøbler og timer – og atter blive sanddru og følge naturens orden – og Greenwich Mean Time – og blive hjemme i vores egen tidszone og holde os inden for vore egne 15 længdegrader. Vore tidszoner beregnes i forhold til Greenwich ved London, og vi ligger 1 time før – vores tidszone hedder GMT +1.

Da jeg ikke kan vælge, kan jeg sige, at jeg har taget for mig af timerne i dag. Så jeg har brugt min time – tre gange! Til at bage brød. Til at bladre i bøger og foldere fra Bogforum. Og til at tale med et kært menneske. Når vi har travlt og ikke har timer nok i minuttet, så er det dér vi skal holde ekstra godt fast i den røde tråd til vore kære!

Det er EU, der vil afskaffe skift mellem vintertid og sommertid. Vi er vant til, at Folketinget ikke kan enes med sig selv om ret meget. Men ubeslutsomhed blandt partierne – det har jeg alligevel aldrig oplevet før! – Lad så håbe, at det kan blive et sofavalg fra Danmarks side, så EU for denne ene gangs skyld kan løbe af med sejren!

Oh! Vi skulle have lov til at få en ekstra time hver søndag! – Det var da noget at gå til valg på!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 74 – Sandhedens Time

Sandhedens Time

Nu får vi vores time tilbage fra i foråret! Nu skal vi ikke længere leve på en løgn! Jeg ønsker mig, at vi bliver ved den rigtige tid og aldrig mere skifter til sommertid – især af hensyn til dyrene, der må lade livet to gange om året, fordi vi flytter vores travle færdselsstrømme.

At rejse gennem et landskab af bøger – vandre ad bevingede bogtitlers gader – allevegne stemmer, høje, lavmælte, i mikrofoner, henkastet over en skranke – bøgerne hvisker, ler, mumler, råber, skriger, fortæller skæbnetungt og åndelet – ord i guirlander, kilometre af råstof og research – plancher, posters, foldere, plakatfulde ordbilleder – auditorier der fyldes med ører, der lytter, og læber, der former og blæser bobler af udsagn – tanker og smil og gensyn og møder – uventetheden venter lige om hjørnet – øjne, der genkender, sjæle i genklang – og vigtigst af alt er det umiddelbare, hæftet på tøjet, på skindet, på huden, når stedet forlades, og mørket opsuger alle de oplevende – som hjuldampere går de på floder mod hjemmet – til natten, der udvides, strækkes og åndes, og tiden står stille, foreviger tanken i flugten, vingerne bærer, og alle når frem til hver deres

Sandhedes Time…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 73 – Gavebord

Gavebord

Våde blommer, dryppende æbler, svampe der stortrives. Skovens træer er værter for svampekulturer og hoteller for alskens dyrearter, tålmodigt lader de egern og andre gnavere flytte ind i huler i stammen med familie og venner, de lader spætten hakke sig igennem barken til sin morgenmad, og byder fugleflokke en rasteplads på deres træk imod ækvator.

En regnvejrsdag – vi tager afsked med den farverige del af efteråret. Vi dykker ned i novembers mørke og møder – os selv!

Og det skal vise sig, at vi også her skal møde lys, perlerækker og skatte. Som en granitsten rummer mange farver, sådan er også vores indre fyldt med farver. Det er godt at komme herind en gang om året og gøre status, rydde op, hente næring og blive genopladet. Der kan opstå dybe samtaler, fine møder, spændende udvekslinger. Fantasien går på vingerne og skuer alting oppefra, og idéerne springer af de indre kilder.

Kunsten er – læste jeg engang i en bog om psykologi – at rive sig løs af facinationen igen, komme op til overfladen og genoptage livet. – Tænk engang, at november måned kan være så dragende, så healende og så livgivende! Det er her, det store gavebord står – en måned før vi lægger gaver under juletræet!

– At få en gave – at give en gave – at være en gave!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 72 – Magisk Musik

Magisk Musik

Det strålende blad ligger på fløjl og månegrus. Skumringen hersker, farverne bliver ekstra dybe, når løvet er dækket af vand. Sælsomme lyde – det pusler – flagermus klikker sig igennem mørket – blæsten hyler om hjørnerne – en hvislen i bladene – lyden af skridt – dine egne. Magisk musik i nattens mulm og mørke.

Jo, denne spirituelle føde, den er mere livsnødvendig end nogensinde. To sjæle, der har rejst ad de samme spor fra hvert sit verdenshjørne, deler tanker, minder og kærlighed til et område og dets mennesker. Vi ønsker at bidrage til verdensfreden, der igen synes kastet ud på usikker grund. Gamle brændpunkter, der blev lindret og groede sammen, er nu ved at blive åbne sår igen.

Lad grænserne smuldre, troen flytte bjerge og kærligheden bygge broer over stille have, oprørte vande og kløfter af uenighed!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 71 – Bogen og lyset

Bogen og lyset

Lyset er flydende i dag! – Sådan som lyset kan flyde gennem en skovsti!

Det kører på sidste vers med bladene, så det er bare om at fotografere udstillingen, mens den er der. Snart kommer regnen og skyller både Peter og bladene og farverne væk, derpå kommer nattefrosten og gør kål på det sidste – mens mennesker flokkes et sted ude på Amager for at formumme sig i vintersyslerne – bogglæderne til de mørke kroge i lampernes skær. Her skal vi lejre os for vinteren – bestandig vende tilbage til krogene og lampeskæret hele den mørke tid igennem – og blive badet i lyset af eventyret, beretningerne, ny viden, rejserne, fantasiens landskaber, psykologiens ubevidste undere.

Og vi skal le og græde, længes og gyse, feste og favne, elske og kramme, skænde og opdrage, smile og tilgive, harmes og dæmpes – vi skal ses og forenes, samle og skabe, lindre og løse – vi skal gennemleve mægtige dramaer og designe umådelige illusioner til lyden af blade, der vendes, hjerter der banker, pulsen der suser afsted.

Høsten er over os – høsten af træ, af blade, af bøger, og bogens blade er flyvende tæpper, der bærer os mil for mil afsted under kuplen, og vi lander måske i Aladdins have – men lampen blev væk, og ånden slap ud århundreder før vi steg op på det flagrende tæppe – nu vil vi stige af egen drift mod åndernes rige, solens kaskader af lysstrålebundter – og glide afsted ad en udvalgt stråle mod hjemmet, mod krogen, mod bogen – i natlampens skær.

Godnat Ole – bogforumbilletten ligger i vinduet…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 70 – Træ

Træ

Allesjælesdag blev indført i 998, det er en katolsk tradition, man skulle mindes de kristne martyrer. Det er den egentlige mindefest for de afdøde, den 2. november, hvor man holder forbøn for dem i kirken og holder andagt ved gravstederne.

Halloween fejres i hjemmet, man skærer græskar ud, de store orange, sætter stearinlys i dem og stiller dem ved hoveddøren. Udklædte børn banker på og forlanger slik – eller laver ballade.

At træde dansen med et mangearmet væsen, favne det så langt armene rækker, lægge hovedet ind til det og hviske århundreders hemmeligheder, som det bevarer trofast, genfortæller til sine afkom, som bærer dem videre igennem de næste æoner via trådnettet i undergrunden med hjælp fra andre vækster, der sender meddelelserne afsted med lynpost.

Vi kunne indlede endnu en efterårstradition: Vi kunne hver især vælge os en ven i skoven at besøge hele efteråret – et og det samme træ – at vende tilbage til det på vores skovture, skænke det små gaver, vi kunne hænge i dets grene eller lægge ved dets fod, og følge med i løvfaldstiden, hvor træet gradvist går ind i sig selv – går i hi for vinteren – og vi selv vandrer polstret omkring derude, til mørket sender os hjem til vores indendørs huleboerliv.

At gå hånd i hånd med et træ igennem efteråret…