Maskebal
Så oprandt da Halloween – den nye tradition, især for børn – og jeg har overgivet mig – ikke at jeg nu begynder at skære græskarmænd – men jeg har accepteret, at traditionen er kommet for at blive. Den belyser også den egentlige fejring af Allehelgensdag og Allesjælesdag.
Der er brug for lys i mørket her i november, faktisk burde vi have en forlænget weekend ud af det – det ville lyse op for mange mennesker, der ikke kan holde ud at være i mørket. Det er det tidspunkt på året, hvor vi er længst væk fra sol og sommer og D-vitaminer. November kan være ubærlig, ikke mindst for ældre mennesker.
Tænk blot en enkelt fridag i tilknytning til weekenden ved overgangen mellem oktober og november. En lejlighed til, at man mødes i familien, blandt venner – og giver mulighed for at dvæle ved det jordiske, ved skovens muld, ved natten, ved døden, ved afskeden – og det nye liv. Det er her, vi kan fordybe os sammen med børnene og tale om det virkelige liv med alle dets nuancer.
Og vi kan tale om det, der lykkes, og det, der ikke går som forventet. Om det, der går skidt – eller galt. Vi kan tale om det, vi lærer, om det der gør ondt, om det der er svært at komme igennem. Vi kan høre hinanden fortælle, og vi kan forundres over alle de kreative idéer og løsninger, der dukker op i os, netop som vi har brug for dem. Dér hvor vi går i stykker, dér flyder sjælens guld ind og giver os styrke.
Gå du nu blot til maskebal i skoven, ifør dig din maske og klæd dig i en fremmed personlighed, dans din spøgelsesdans i troldspejlet og nyd din uimodståelige frihed…
Men husk: Masken er kun til låns…