Paradigme
Vi forstår verden inden for en ramme – en forståelsesramme, et paradigme. Forståelsesrammen byder os på nogle holdepunkter, når vi udforsker verden, bid for bid, og den gør det muligt for os at fordybe os i de emner og temaer, vi udvælger.
Jeg kan slet ikke lade være med at trække Heraklit frem igen – atter og atter, så snart det handler om at udforske verden. Han har forståelse for, at vi må vælge et udsnit ad gangen for at komme til at forstå det, og at vi må have noget at holde fast i, når verden er flydende. Og så minder han om, at når vi er færdige med vores undersøgelse, så skal vi huske at sætte stykket tilbage på sin plads i det store puslespil – før vi drager konklusioner.
Ordet paradigme har jeg slået op i flere forskellige ordbøger, foruden at jeg har kigget hos Wikipedia: Det kommer af græsk ”paradeigma” – eksempel, para + deigma – bevis, der menes et samlet sæt af anskuelser, en tænkemåde, et system af tanker og sammenhænge. Oprindeligt gjaldt det videnskabelige discipliner, siden kom det til at dække over flere betydninger, sprogligt om fx et bøjningsmønster. Mere bredt et mønster eller forbillede, ja ligefrem en verdensanskuelse, et verdensbillede.
Der kan tales om et paradigmeskifte i verdensforståelsen med industrialiseringen og de store teknologiske fremskridt omkring overgangen fra 1800-tallet til 1900-tallet. Et sådant kan vi atter tale om, nu hvor vi er modne til at finde andre energikilder og forlade de gamle. Med hele den menneskelige udvikling, der følger med.
Det såkaldte paradigmeskifte i udlændingspolitikken, der vil ændre fokus fra integration af flygtninge til hjemsendelse, er et noget lokalt sprogbrug i dansk politik og et eksempel på, hvordan en bred betydning atter centreres til et enkelt mindre område – men med lån af den brede betydnings autoritet.
Det kunne lyde som en dom, der danner præcedens.
Om 45 dage er jeg berettiget til pension…