Bro
In a song we’ll be greeting
In this song we are meeting
Understanding and caring
And our love goes along.
What the Future is bringing
We will all go on singing
Building bridges of friendship
All it takes is a song.
Internationale møder, rummelighed, udveksling – i sang, musik og lykkeligt samvær. Vi stræber efter oplevelser, vi længes mod fællesskab, vi søger enhed og forståelse.
Det, der står printet på nethinden, endnu, efter jeg så den spanske dokumentar i aftes, er to unge mænd, der blev stoppet og kørt tilbage, hvor de kom fra – det er deres ansigter, de sidder dér på ladet af en jeep, de ser ud til siden, de ser frem for sig, ud i det landskab, de havde søgt imod, deres øjne er mørke, deres læber bevæger sig, presses sammen og slappes igen. De ser IKKE på hinanden, kameraet hviler på dem længe, længe. Håb, drømme, higen mod muligheden for et arbejde, så de kan få et liv, det strømmer ud fra deres ansigter. Dokumentaren hedder ”Verdens Mure”.
Voksenmobning – det er for let et ord. Der er utallige mennesker i verden, der bliver udelukket og ikke får en chance for at skabe sig et liv. De holdes inde bag stålhegn, pigtråd i ruller i mange lag, høje stakitter, tykke murstensmure – naturmure, floder, bjergkæder. Mennesker, der søger friheden med øjnene igennem trådhegn – nutidens koncentrationslejre er spredt ud over hele verden, og koncentreret især omkring grænser mellem lande.
Voksenmobning – forment adgang – stop, forbudt. Men vi mennesker kan ikke blive forkerte og forbudte, for så var vi her ikke.
Vi arbejder på det i alle børneinstitutioner, vi har ligefrem en skøn kronprinsesse, der går forrest i det optog, der skal stoppe mobning. Det bedste sted at starte er nemlig dér, hvor vi er små. De nye generationer vil bære lærdommen med sig ud i den voksenverden, de bliver en del af.
Brobygningen er i gang.