Bøgernes Rige
I Bøgernes Rige møder vi os selv, vores fortid, vores drømme om fremtiden. Vi rejser til steder, vi aldrig har været – og alligevel kommer vi der – og måske var vi der alligevel engang. Vi møder andre tider, vi møder verden som den var i andre liv – vi møder tidløsheden.
Vi går rundt i gamle stuer med tykke gardiner og klunkestole, tætte portierer og klokkestrenge, snoede bordben og små bløde kantede håndtag i et skuffedarium, en pult, et udtræk i et chatol, et penneskaft, et skriveunderlag, et skindomslag til vigtige papirer.
Vi genser en skrivende verden, en sirlig håndskrift med sort blæk på en stump afrevet papir, og vi finder et hjørne af kuverten i en anden stak bøger, med den samme skrift og et par blækklatter og en snip af et frimærke, der rækker 80 år tilbage i tiden.
Vi genkender et elsket menneske fra vores barndom i et afbleget sort-hvidt billede, der bukker sammen i kanten, med en lille revne i den ene side.
I den bog, vi er i færd med at læse møder vi vores evige nu.
Vi dvæler i Åndernes Hus.

