Måned: marts 2019

Vinterferie

Jeg har holdt en slags vinterferie. Jeg har været på rejse – i bøgernes rige. Undskyld til min blog og mine læsere – hermed genoptager jeg mine daglige bulletiner. Over de næste dage vil jeg sende et postkort baglæns i tiden – for hver af de manglende dagbogsoptegnelser.

Alle mine ledige stunder er gået med at sætte bøger i stakke på gulvet, slå slalom omkring dem med støvsugeren, gøre rent på hylderne og sortere. Jeg har været så opslugt, at jeg næsten ikke kunne løsrive mig til de mest nødvendige pligter – så formummet i dybderne i mit studerekammer, at jeg knap fik tid at sove – så henført af de dramaer, skuespil, mysterier, lovende lærdomme og forjættende eventyr, at jeg ikke har haft andet i hovedet – men nu, nu er den til ende, den store endevending af skattene i mine bøgers rige, snart bliver der ro og orden igen, og jeg kan overskue hele raden af rigdomme – jeg kan udse mig en perle i min samling og forfølge dens lokkende fortælling helt til det sidste blad. Ah!

Spejlinger

En egentlig skovsø er det jo ikke. Det er den gamle helårspyt, der er vokset med vårens vådhed. De gamle naturligt forvitrede stammer ligger hvidvaskede hen, som 90-åringe i menneskenes verden, men træerne har en længere livscyklus end mennesker. Træerne står med krummede fødder dér hvor skovbunden hælder, de skal nok finde balancen, skønt de for os lader til at stå stille. Deres  aktiviteter foregår i undergrunden – skjult for vore blikke. Her har de hele deres sociale liv indbyrdes og med alle de øvrige vækster i deres samfund.

Og DET glæder jeg mig umådeligt til at lære mere om – i en af mine nyeste bøger: Træernes Hemmelige Liv – af Peter Wohlleben.

Forårsblus

Nu er der Bellis og solstrejf i pytterne, et sort-hvidt landskab af ulmende forår. Smil-gennem-tårer vejr, skift i vådt og tørt, i lyst og mørkt – og et lille blus hist og her af blændende farvestrålende forårsbebudere.

Nutidshistorie – vi skriver uafladeligt vor egen historie. Vores egen personlige historie, vores families historie, vores bys historie. Vi er alle medforfattere af verdens historie, det vi ser for os, det vi forestiller os, det vi ønsker os, det vi føler, det vi tror på. Vi er sammen om at bære vores runde bolig, holde den i gang, holde den i ånde.

På den måde er vi med til at bestemme, hvordan vores verden skal være. Vores idéer, tanker, handlen eller ikke-handlen føder bestandigt billedet af vores virkelighed.

Det har så stor magt, at verden står og falder – med os.

Kvindehistorie og Verdenssyn

Fredag – og Kvindernes Kampdag. En slægts kvindehistorie.

Når vi ser tilbage over vores eget liv og tænker på årsag og virkning, arv og miljø og forsøger at finde ud af, hvor vi kommer fra, og finde ind til den vej, vi ønsker at gå – eller den vej, vi har gået – så lægger vi mange brikker på plads, der kan hjælpe os til at hele nogle sår og udfylde nogle huller i vores viden – vi skaffer os mere ro i livet og mere styr på vore tanker og følelser.

Når vi ser tilbage over flere generationer, kan vi opdage tendenser, årsagssammenhænge og forløb, der rækker ud over det enkelte liv, den enkelte generation, og pludselig står vi med indsigt i fx kvindehistorie i vores slægt, vi får indblik i fx et stykke Danmarkshistorie eller et stykke Amerikahistorie, Ungarnhistorie eller Kinahistorie – vi får så bredt et udsyn, at verdenshistorien toner frem som den egentlige historiske baggrund for ikke alene vores slægt, men alle Jordens slægter. Og SÅ kan vi få en fornemmelse af, hvad astronauterne føler, når de ser vores smukke jord dérudefra – hvor kommer vi fra?

Ikke fra Ringe, ikke fra Danmark, ikke fra Budapest. – Hvor kommer vi fra? – Fra Jorden…

Skønhed

Snart står bøgerne på række og geled i nye galakseformationer i bøgernes rige. Og så mangler der bare lige det praktiske jordnære fundament: En lænestol at synke ind i med en bog i skødet, hentet måske fra vores nabogalakse – eller hvem ved, måske fra et sted langt ude bag de planettåger, som vore enorme astronomiske objektiver kan skue med deres cyklopøjne.

Design og formgivning som baggrund for den indre skønhed. Drømmene sender mig rundt i et møbellandskab, der fjerner sig mere og mere fra mine jordiske ressourcers mulige formåen. Men drømmene kan ingen tage fra mig.

Bøgernes Rige

I Bøgernes Rige møder vi os selv, vores fortid, vores drømme om fremtiden. Vi rejser til steder, vi aldrig har været – og alligevel kommer vi der – og måske var vi der alligevel engang. Vi møder andre tider, vi møder verden som den var i andre liv – vi møder tidløsheden.

Vi går rundt i gamle stuer med tykke gardiner og klunkestole, tætte portierer og klokkestrenge, snoede bordben og små bløde kantede håndtag i et skuffedarium, en pult, et udtræk i et chatol, et penneskaft, et skriveunderlag, et skindomslag til vigtige papirer.

Vi genser en skrivende verden, en sirlig håndskrift med sort blæk på en stump afrevet papir, og vi finder et hjørne af kuverten i en anden stak bøger, med den samme skrift og et par blækklatter og en snip af et frimærke, der rækker 80 år tilbage i tiden.

Vi genkender et elsket menneske fra vores barndom i et afbleget sort-hvidt billede, der bukker sammen i kanten, med en lille revne i den ene side.

I den bog, vi er i færd med at læse møder vi vores evige nu.

Vi dvæler i Åndernes Hus.

Hjem til bøgerne!

Toget var forsinket – det tog en ekstra time at komme hjem. Vi var mange, der faldt i snak – jeg også – så tiden gik på en rigtig god måde med dybe samtaler. Og flere faldt i snak da det næste tog var aflyst, og man forsøgte at få en taxa – der aldrig kom – og man vendte tilbage til det næste tog. I regnvejr og kulde.

Som andre haster hjem til deres børn, så hastede jeg hjem – til det store bogprojekt – oh, at være blandt venner og fortrolige! En barnlig glæde, der holder hele livet!

Smuds og småting

En hylde tømmes. Støvsamlere lægges i æsker, der stables på en anden hylde. Chancen er benyttet for at indvinde en hyldemeter. Så skal der nok blive plads til det hele. Ikke flere bøger i stakke oven på de andre.

1948 – der boede de dengang – et glimt af et menneskeliv. Så ved vi det. Det var før jeg fandtes. Før hun anede, at hun skulle få et lille barn til sig – som ikke var hendes, men dog af samme blod.

Jeg er på erindringsrejse – jeg tager tidens garn i hånden og følger sporet bagud – jeg ruller garnet op og nøglet vokser, jeg forstår lidt mere, finder flere sammenhænge, fjerne stemmer synger folkeviser og fortæller om de gamle dage, om de hårde tider, om de ting, der lykkedes.

Så mange drømme har jeg tilbragt med at vandre gennem det gamle kvarter. Husene, der blev dobbelt så lange bagude og rummede koncentrater af hændelser, der blev siddende i kroppen. Mennesker, der mødtes på gader og veje, sad på bænke sammen, skønt de ikke fandtes samtidig de samme steder – men de udspillede scenerier for barnet, mens det voksede op.

Jeg sidder med hver eneste bog i hånden, bladrer de første sider, finder små vidnesbyrd om liv, der var engang, får dedikationer, jeg aldrig før har læst, som virkelig var til mig, og jeg vidste det ikke. Jeg sidder med hænderne fulde af rigdomme fra den skattekiste, der ligger i en hel barndom.

Nu hvor støvet er suget op, smudset er forsvundet, bliver de blinkende ædelsten tilbage – småting, der finder vej til alderdommens skattekiste.

Håndtegn

I Bibelen: Min bedstemors sirlige, faste guirlandeskrift! Denne skrift er det fasteste, jeg har kendt. Altid et fundament af tryghed, uforanderligt humør, urokkelig vilje, støtte, stabilitet – og kort snor.

Og et pegemærke indeni – et postkort! Et kort fra min faste følgesvend igennem alle skolens år. Dengang fra Kina, mens jeg passede kattene. Nu er hun her heller ikke mere.

Jeg tager imod disse hilsener med den allerstørste glæde. Som et tillykke med gode forandringer i min næste tid. Netop fra de to mennesker, der var mine faste søjler igennem hele min barndom!

Tågetid

Træerne drypper! – Kan det være, fordi de har suget af tågen, da den her til morgen lå så tæt, at den blev en genstand, der kunne fotograferes?

Der er knastørt omkring, men lige under trækronerne er der helt vådt – træerne kaster morgendug i hovedet på os, når vi går igennem skoven!

165 dage med forår og sommer ligger mellem nu og den dag, jeg får værdighed af pensionist.