Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 98 – Lærdom

Lærdom

Gregg Braden: Den Store Plan s. 229 – jeg er inspireret:

Vi har en skæbne hver især, der venter på os. Den vil indfri vores største mulighed for udvikling. Det er den vej, vi vil vælge at gå – det er som vand, der altid vil finde sit leje.

“Vi kan sidde så længe i et andet menneskes skygge, at vi kommer til at overtage dets skæbne.” Det var vist et kinesisk ordsprog, jeg hørte engang. Og det handlede om, at der kommer en tid, hvor man må løsrive sig fra en mester, man har stået i lære hos.

Jeg har haft de mest vidunderlige læremestre udi livskunsten. Når vi har nået de tinder, vi ikke troede det muligt at nå, og taknemmeligheden er på sit højeste, da er det, at vi skal vise den på den fineste måde – ved at lade dem i fred.

Vi skal vide at kende balancen mellem den ypperste lærdom, vi kan tage til os, og den, som vi selv skal udvikle.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 97 – Små daglige mirakler

Små daglige mirakler

At tabe noget af syne – og finde det igen. At miste noget – og få hjælp til at få det tilbage. At gå i panik – og blive beroliget. Vore dage er fulde af den slags oplevelser. Nogen glemmer noget, andre finder det og hænger det op et sted, hvor det nemt kan ses. Nogen taber noget et sted, hvor det er besværligt at komme til, en hjælpsom sjæl rækker ind og ned og henter det tilbage. Nogen er ved at vælte med læsset på cyklen, en anden griber ud og redder det. Nogen bliver sløj i toget, nogle andre træder til og venter, til der kommer hjælp. Et barn bliver væk i julevrimlen, en voksen tager barnet ved hånden, hjælper med at finde vej.

Vi vil så gerne hjælpe hinanden i det nære, i dagligdagen, på rejsen, når vi er i knibe, når vi er triste, når vi slæber på en masse, når det er sjovt, når det er travlt, når det er mørkt og koldt og sent. Vi har et indbygget hjælpegen, vi er født med evnen til at leve i flok. Vi har behov for hinanden, for vores flok. Vi er afhængige af hjælp fra hinanden for at få livet til at fungere.

I et naturprogram, jeg så i går, blev der sagt: “Når undulaterne samler sig i en flok, tænker og opfører de sig som én stor organisme med ét fælles mål.” Kunne det gælde også for os i nogen grad? Når vi er alene eller ganske få, så tænker vi måske på én måde – men når det virkelig gælder, så forenes vi om at løse den store opgave, vi har for os.

At kunne sætte sig ind i et andet menneskes situation. Det er ikke bare ligetil. Det kræver evne til at forstå, hvad det menneske bakser med, hvilken fare, det måske befinder sig i. Og evne til at aktivere vores hjælpegen. Hvis det er en situation, der adskiller sig meget fra noget, vi kender, så kan det måske blokere for vores evner. Så kan det ramme os på en anden måde, så at vi i stedet føler os truet, føler os i fare for at havne i den samme situation.

At kunne sætte sig ud over sig selv – det er virkelig en stor kunst. Den ligger ikke i vore gener. Det er dér, vi vokser.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 96 – Plus

Plus

Vi oplever alt i nuet – fortiden, nutiden, fremtiden. Vi kan ikke gro nedad. Vi kan ikke gå baglæns. Vi kan ikke vende tilbage til i går og blive uvidende om i dag.

At række efter stjernerne, at stræbe mod lyset, at blive til. At spire, at gro, at folde sig ud. At sætte knop, at blomstre, at stå i fuldt flor. At være på sit højeste, at skabe liv, at bære frugt.

At finde fodfæste, at slå rod, at sætte skud. At sætte frø, at finde hvile, vegetere. At være fuld af levet liv.

At forsvinde ind i livets higen mod sig selv.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 95 – Helle

Helle

“Jeres børn er ikke jeres børn,
de er sønner og døtre af livets higen mod sig selv,
de kommer igennem jer, men ikke af jer,
de er hos jer, men de tilhører jer ikke.

I kan give dem jeres kærlighed, men ikke jeres tanker,
thi de har deres egne tanker.
I kan huse deres legemer, men ikke deres sjæle,
thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen,
som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som dem,
men søg ikke at danne dem i jeres eget billede,
thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er de buer, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile,
på uendelighedens bane har bueskytten målet for øje,
og han spænder jer med al sin styrke,
at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd,
thi ligesom han elsker den flugtende pil,
således elsker han også buen, der bliver tilbage.”

– Teksten er en blanding af den oversættelse, jeg har i en bog, og af teksten som jeg mødte den første gang i A.S. Neils bog om “Summerhill”. Den står i bogen “Profeten” af Kahlil Gibran fra 1975. Bogen begynder således:

“Almustafa, den udvalgte og højt elskede, som var sin egen dags morgengry, havde i tolv år ventet i byen Orphalese, hvortil hans skib skulle komme for at bringe ham tilbage til øen, hvor han var født.”

“Helle for den røde! Helle for den grønne!” råbte vi som børn, når vi legede. Vi kunne løbe i sikkerhed – det var helle. Når vi havde helle, var vi urørlige, så kunne vi ikke fanges. Den Danske Ordbog definerer: Helle er et fristed, en beskyttelse mod andres indblanding eller hævdelse af rettigheden til noget.

Børn skal have helle i alle samfund. Børn er det fineste gods, vi har! De er den røde tråd til vores fremtid. Det er dér, vi skal lægge vores allerstørste omsorg – om vi ønsker en verden uden krig og flygtningestrømme.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 94 – En lys novemberdag

En lys novemberdag

Lys på godt og ondt.

Vi er i en tid, hvor mange forhold træder frem i lyset. Lys er godt – det er godt, at fortidens ugerninger bliver opklaret – det er godt, at nogen indrømmer at have udført handlinger, der har skadet natur og mennesker. Det er godt, at der siges undskyld, det er godt, at der skaffes retfærdighed til de ofre, der ikke længere er i live til at opleve det, det næstbedste er, at deres efterkommere kan.

Lys kan være klart og hjælpe os til at se og forstå. Lys kan skinne mørkets uvidenhed væk. Lys kan varme os i det tidlige forår, det kan få os til at svede om sommeren, det kan udtørre og forvandle frugtbart land til ørken. Lys kan blive så varmt, at det bliver til flammer, der kan brænde en hel by. Lys kan udgå fra en eksplosion, der lægger den halve klode øde og forgifter det liv, der mirakuløst måtte være tilbage.

Fremtiden kan tegne lys – eller den kan tegne dyster.

Det bedste vil være, at nogen, at mange, at alle forstår, at lys kan blive for lyst, at lys kan blive til mørke.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 93 – Senhøst

Senhøst

Senhøst med solstrejf. Nogle sidste tørre dage, inden efteråret rinder ud. Kolde, frysende, men med solen på lur bag skyerne.

Afslutte noget – fuldføre en handling – et ansigt i vrimlen – noget falder på plads – et delmål er nået – og næste skridt – en løbende proces – den røde tråd – et tæppe af blade – grene står nøgne – gaden er grå – græsset er vådt – mørket er tæt – lygterne fjerne – raslen i hækken – døren, der smækker – hjemmet, der åbner sig – varmen, der møder dig. At komme i mål med en opgave.

Snart er naturen klar til at pakke sammen og sige tak for denne gang.

Farvel og tak til et sidste bande-medlem.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 92 – Luftspejling

Luftspejling

At give de tavse stemme. At spejle et samfund. At give sit hjerteblod til de umælende, de stille, de ramte, de sårede, de syge. At fortælle et land. At gemme og bevare fortællekunst, mens verden påstår, at romanen er død!

Objektivitet er en luftspejling. Objektet afspejler øjet, der ser. Vi er altid involveret.

Byg broer! – Ikke mure.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 91 – Møde

Møde

At mødes – at nå hinanden – at nå ind til hinanden – at forstå med hjernen, hvad vi siger – at forstå med hjertet, hvad vi mener – at se i øjnene, hvad vi rummer – at mærke, hvad vi føler.

At være optændt af følelser, der står i vejen for at løse noget – være bitter og fortvivlet – være spærret af uvidenhed og vrede – være blind og føle had – bygge mure mellem mennesker, mellem lande, kontinenter – og se dem smuldre på en skøn dag.

At bygge bro imellem to – at bygge fred imellem mange – at skabe nyt og rive gammelt ned. At lægge noget bag sig – begynde på en frisk – gøre noget sammen – åbne for mirakler – ville en forandring for at komme videre.

Det begynder med to.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 90 – Pensionisttid

Pensionisttid

90 dage – der er gået 3 måneder af mit sidste arbejdsår. Der er uanede måder at bruge sin pensionisttid på. Min liste over ønsker og gøremål vokser dag for dag, jeg kommer aldrig til at kede mig!

Men vi skal passe på vores tid, for den kan forsvinde langt hurtigere end penge! Alle vores omgivelser har idéer til, hvad vi skal bruge den til – når bare vi vender ryggen til et øjeblik, vupti, så er vi fanget i ét eller andet net – vi skal gøre nytte, vi skal være frivillige, vi skal passe kvarterets hunde, vi skal passe børn, vi skal hjælpe i butikker, støtte godgørende formål, samle penge ind til alting, rejse rundt og besøge folk – for nu har vi jo tid, skønt ikke råd, vi skal rydde op, vi skal hjælpe andre med at flytte og gøre rent og gå i byen og følge med nogen til kurser på aftenskole eller til fritidssysler, vi skal sy og strikke – og måske knytte og hækle, vi skal reparere alt det tøj, der står i kø, og vi skal passe vores motion – nu hvor vi har tid, skal vi rigtig være sunde og pleje vores krop og pleje hus og have og og og …

Den største luxus, jeg kan tænke mig, er tid! Tid til mig selv og mine ønsker. Tid til alt det, der netop står i kø – alt det, jeg har måttet lægge hen, alle de bøger, jeg vil læse, alt det jeg vil skrive, alt det, jeg vil nyde at gøre i min egen slowmotion – mens jeg måske lytter til en lydbog, eller nærmer mig et musikinstrument og begynder at synge de gamle sange, gennemgår de gamle papirer og finder skatte i mit skatkammer, på min kistebund – skatte af den slags, der hører under pengeløse herlighedsværdier.

Det første og vigtigste, jeg vil udrette, er at fjerne alle byrder fra mine skuldre, indlede en afstressningsproces, løsrivelse fra faste rammer, oprydning på min skude – og nyde sidegevinsten – oprydningen indenbords! Jeg vil sove, så længe jeg orker, indtil min krop og min sjæl finder sin egen rytme og vågner af sig selv. Jeg vil åbne for sanserne og lade kroppen tale for sig selv, mærke efter og efterkomme ønsker.

Jeg vil bestemt også gerne hjælpe verden, være sammen med mine venner, gøre sjove og festlige ting, alene og sammen, fejre alting og følge med i kulturen omkring mig. Tænke dybt over livet, gøre mit til at fremme de værdier, jeg sætter pris på i vores samfund – i vores verdenssamfund.

Sjælen skal have tid til at ankomme, smelte sammen med os, og forvandle os til hele pensionister!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 89 – Aldrig mere krig

Aldrig mere krig

Nu har vi haft 29-året for murens fald – for to dage siden. I dag har vi 100-året for verdens store samlede ønske: Aldrig mere krig! Slutningen af 1. Verdenskrig. Desværre var verden ikke færdig med krig – blot et øjeblik senere kastede den sig ud i 2. Verdenskrig.

Jeg har sådan nogle fornemmelser af og til – af at stå i laser og pjalter med benene i mudder – og være et barn – en lille skolepige – hvis hele krop skriger: Verden skulle bare vide, hvad mennesket har gjort! At have ørerne fulde af skrig fra dem, der blev udsat for tortur. At kende øjne, der i god tro stillede sig i kø for at få bad og begyndte at tage tøjet af. At se knogler og sko på jorden og høre skovle og spader grave i frossen jord. Fornemmelsen af at have hænderne begravet i våde brødkrummer. At have svært ved at ånde – på grund af stanken, på grund af smerter inde bag ryggen, på grund af gråden, der sidder i halsen. – Den slags lå i mig, når vi efter gymnastik blev sendt løbende ind under kolde brusere, og jeg stivnede og frøs – eller når vi skulle i svømmehallen og blev skældt ud af en kone, der sprøjtede vand på fliserne på væggen.

Der er så store uenigheder i vores verden. Kan nogen nænne at udsætte mennesker for krig igen? Der foregår stadig utallige krige, og verdenssamfundet kan ikke finde ud af at stoppe dem. Der foregår en kamp i hver eneste af os – en kamp om egen vinding kontra tjeneste for verdenssamfundet. At opfylde et kortsigtet egoistisk behov, der knapt kan vare vores egen personlige tid ud – kontra investering i verdens børn, verdens nye borgere, en fremtidsrettet omsorg, der gælder os selv, vore børn, vore børnebørn, vore oldebørn – og vore venner og med-levende på denne smukke grønne og blå jord.

Multiverset skal nok klare sig. Det kan sagtens klare sig uden mennesket. Men mennesket kan ikke klare sig uden vores jord, uden Universet, uden Multiverset.