Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 7 – Helhed

Helhed

En af verdens store klimaudfordringer er vand – Jordens vandforsyning. Selv Danmark har nu fået et beskedent indblik i bare en af alle de katastrofer, der sender mennesker på flugt verden over.

Kan det hjælpe os til at række ud over vore menneskeskabte grænser og opleve Jordens befolkning som et hele? Her gælder ingen ansvarsfraskrivelse, klimaet rammer i flæng.

Som barn var jeg fuld af undren – jeg kunne ikke begribe, hvad en grænse var – hvordan så en grænse mon ud? – Og et arbejde – hvordan foregik det? De voksne var væk i mange timer hver dag. Hvor var de mon henne? Hvad lavede de? Jeg boede hos min bedstemor, hun var altid hjemme.

Når vi møder hinanden “uden for kontekst” kan vi blive forvirrede og kan ikke lige placere os i forhold til hinanden. Dér sniger den sig ind igen – denne bås, som vi lader os placere i – et helt langt arbejdsliv. Vi lægger så megen identitet i vores arbejdsliv, at den synes at forsvinde, når arbejdslivet slutter, og vi kan krybe i et musehul – ubeskyttet, uden rustning i vores benhårde velfærdssamfundsliv.

Det er det samme, der rammer den arbejdsløse – den ledige (hvorfor lyder det mere nådigt?) – tabet af identitet.

Nu lyder det, at der er flere i arbejde i forhold til sidste år. Det skulle da være en glæde, ikke? Men nej, det synes at være nærmest en katastrofe for samfundet…

Følelsen af accept – af nærvær – det kan være ganske kort – der skal ikke meget til – accept kan gives på en brøkdel af et sekund – og kan holde en dag oppe på det glædesniveau, den allerede startede med.

Der er også et liv efter arbejdslivet!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 6 – Nye veje

Nye veje

Skoven er dyb og fredfyldt. Den er også et klangrum for fuglesang og insektsvirren. Der kan man høre sit eget hjerte slå.

– At finde nye veje. Gå på opdagelse, opdage en sti, der skyder genvej og fører dig hjem hurtigere end du kom ud. Finde nye måder at gøre alting på. Når vi rydder op udenpå, rydder vi også op indeni. Bliver vi nye indeni, bliver vi også nye udenpå. Evnen til forandring er vejen til stabilitet. En sten er langsomt liv. Og den er fuld af vibrationer.

At ønske sig at føre en plan ud i livet. Være målrettet og besluttet, forestille sig, at man allerede er midt i forberedelserne, opleve at verden bøjer sig imod os og hjælper vores plan på vej på de mest finurlige og humoristiske måder. Da spiller det sammen, og vi er på rette vej.

Midt i overgangen mellem sommer og høst, midt imellem varme og kulde, mellem feriedage og arbejdsdage. Jeg elsker efterår! Det er tid for studier, tid til at lære nyt, tid til at reflektere. Tid til at høste frugten af forårets arbejde.

Gyldenris kaster lyskeglen ind i efteråret. Hyben – den pludselig udskældte og ligefrem invasive plante, som vi groede op med – den er en fast ingrediens i barndommens naturoplevelser. Det var bare om at udnytte chancen, når man var i nærheden af en koloni ude i det vilde. Så skulle de plukkes og renses. Man skulle være forsigtig med selve frøene, for de kløede, skal og frugtkød blev tilbage, op i en stor gryde, og så fik vi hybenmarmelade og hybensaft, og de struttede af C-vitaminer, som vi derfor også selv kom til at strutte af igennem hele vintersæsonen.

At glæde sig over noget. At være til gavn og glæde. At blive en mester i udpakning af livets gaver!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 5 – Regelmæssighed

Regelmæssighed

Motion er et stort gode, ikke mindst når man har Diabetes. Anbefalingen er en halv time om dagen – tager vi to halve timer om dagen, så giver det ekstra bonus – og dertil føjer vi lige 2-3 gange om ugen motion med sved på panden. Det er en daglig opgave at afstemme ambitioner med leveringsdygtighed.

I mit sidste arbejdsår kommer der en hjælpende hånd til: For at kunne hæfte et billede – eller PowerPoint dias – på mine daglige bulletiner – så forudsætter det, at jeg bevæger mig for at skaffe motiver. Jeg ved jo ikke, om det skal lykkes for hver dag i det kommende år, men det er min ambition.

For at skrive en kommentar til min blog, skal man klikke på overskriften til det indlæg, man vil kommentere. Der dukker en ny side op med det aktuelle indlæg og nogle rubrikker nedenunder. Man skriver sin kommentar, oplyser sit navn, sin email og evt. websted. Email adresse vil ikke blive oplyst her i bloggen, det står der også over rubrikkerne. Det er ikke et krav at oplyse websted.

Når man skal levere noget, og har en deadline – en artikel, en rapport, en sang – så sker der noget indeni. Det arrangerer sig, men tynger, ordene vil ikke komme, det bliver forkert, om igen, spændingen stiger, næsten færdig, det sidste tager tid, det driller – man kan slet ikke forestille sig, hvordan man skal blive færdig – man kan være bekymret for, om man overhovedet kan levere noget denne gang – og så sidder der en hel fest og venter på, at sangen kommer brusende… Man kan da ikke svigte dem?

En kat falder ud fra 9. sal – ligger som en klud i luften – 7. sal – breder sig ud – 5. sal – farten aftager – 3. sal – daler, svæver – 1. sal – maven nedad – og lander på benene.

Jo, det kommer – for det allermeste! Vi lander på benene. Men nogle gange koster det ekstra ressourcer. Nogle gange kan jeg nok heller ikke helt leve op til egne ambitioner – jeg får ikke datoen for mine indlæg rigtig hver dag – fordi jeg får skrevet dem efter midnat. Der må være måde med regelmæssigheden.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 4 – Bevægelse

Bevægelse

Fra én type sund mad til en sundere… Der er mange grader af sundhed. Det var nyhedsbrevet MadForLivet, der gav mig mod på det igen – at håndtere den daglige pasning af Diabetes. Der er mange ting at tage hensyn til, og der er visse fælder at falde i. Her får jeg klar besked om krop, motion og mad, om næringsindhold, hurtige og langsomme kulhydrater og om forskning i Diabetes. Tak til Anette Harbech Olesen!

Tarme med Charme – skrevet af én, som har prøvet det selv – at være syg og prisgivet, fordi det ikke kunne opklares. Så endte hun med at kurere sig selv og blive forsker i Mikrobiologi – og skænkede verden en komplet guide til fordøjelsessystemet. – At lære – af en charmetrold ved navn Giulia Enders!

Den Medicinske Seer gennemgår i sin Kostguide 50 livsvigtige fødevarer, fordelt i fire kategorier: Frugter – Grønsager – Urter og Krydderier – og Vilde Fødevarer. Anthony William fortæller hidtil ukendte detaljer om disse naturens personligheder såsom figner, bladselleri, gurkemeje og vilde blåbær. Jeg glæder mig til at lære om deres magiske egenskaber og ikke mindst om de kombinationer af fødevarer, der henter det bedste frem i hinanden!

Kroppen forandrer sig fra generation til generation. Hvad den tidligere havde gavn af, kan være forstyrret i dag af tilsætningsstoffer og smagsforstærkere i vore dagligvarer. Vore behov ændrer sig, og vi skal nærlæse listerne over ingredienser for at tage vare på vores sundhed. Vi får allergier og sygdomme, der kræver en ændring af vores kostvaner og levevis, mens ny viden og nye fødevarer træder til og hjælper os til at genvinde sundheden. Vi er alle under forandring i en foranderlig tilværelse. Selve livet eksisterer i kraft af bevægelse! Nogle gange løber kroppens forandringer foran vores sinds evne til at rumme dem.

Jeg elsker farver – alle regnbuens farver! I min barndom lød det: Rødt og blåt klæ’r alle tosser godt! I dag kan vi sætte de mest utrolige farver sammen – verden er udkommet i farver!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 3 – Indenbords

Indenbords

Det er en udsøgt fornøjelse at gnaske frisk, rå, økologisk blomkål til frokosten – både i smag, lyd og konsistens! Under denne sommers hede hat har de rå grøntsager enkeltvis været fuldt ud så forfriskende for mig, som is har været det i alle årtierne inden min sukkersyge meldte sig.

Når vi går med nogle tanker i løbet af en dag, uden at få tid eller mulighed for at nedfælde dem, eller endog notere et par stikord, så er der ingen grund til bekymring, de går på lager og vender så venligt tilbage, når vi sidder bag skærmen og får brug for dem.

Navne er forunderlige! Når vi kender et menneske, så kalder vi det ved fornavn. Når vi kender mennesker mere på afstand – som i det offentlige rum – så er de som regel forsynet med både fornavn og efternavn. Den sammensætning kan blive til musik, den får sin egen melodi, så at vi ikke ænser det enkelte fornavn og det enkelte efternavn. De kan være så almindelige, så at vores nabo hedder noget nær det samme. Og alligevel er der en særlig klang ved netop dette navn, som vi forbinder med et bestemt menneskevæsen, der har givet os noget, der gik os til hjertet – vi tager tilløb til det navn, når vi siger det – der er både ouverture i begyndelsen, crescendo i midten og koda i slutningen. Man kan blive helt forbløffet, når man rigtig får øje på fornavnet.

Tak Svante for Benny!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 2 – Tidløs

Tidløs

At flyve fri. Forsvinde ind i naturens levende nu. De første røde høstfarver i en trækrone – allerede!

At oprette en blog. – Det gik forbavsende godt med køb af domænenavn og webhotel og installation af programmet, hvori jeg styrer min blog. Der er dog mange begreber at fare vild i for novicer som mig, der ikke har prøvet det før.

Domænenavnet bestyres af én instans, webhotellet (serverplads) købes hos en anden instans, og programmet kommer fra en helt tredie instans, så vi ender med i alt fald 3 sæt loginoplysninger – med brugernavn og adgangskode.

På den måde kan vi endnu opleve at være jomfrueligt nye, skønt vi nærmer os pensionsalderen!

Er det os der går, og tiden der står stille? – Er tiden det store himmelrum – og planeterne med deres rotation om sig selv og deres kredsløb om hinanden – er det dem, der inddeler rummet i timer, minutter og sekunder, så at vi tror, at tiden går?

At række ud i rummet – og nå hinanden.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 1 – Mening

Mening

At savne et kært menneske, som døde for mange år siden – at dette menneske stadig dukker op i drømmene, bestandig i nye omgivelser, i skiftende scener – det må kaldes trofasthed. En kær hilsen på den første dag i mit sidste arbejdsår.

Store jobsøgningsdag. De fleste familier må have mødt arbejdsløsheden. Engang vakte den forargelse, senere blev den et traume for den, der blev ramt.

Engang i 90’erne lød det i et radioprogram, at man ligefrem kalkulerede med en vis mængde arbejdsløse – for at samfundets hjul kunne køre rundt. Den forstod jeg ikke.

Vores samfund er en stor organisme med mange kredsløb – som i en menneskekrop. Der er mange systemer, der skal fungere og arbejde sammen. De bestyres af levende mennesker – som små celler og atomer i den store helhed. Det gør en stor forskel, om man møder et system eller et rigtigt levende menneske.

Den, som er ramt af sygdom – den, som er ramt af arbejdsløshed – den, som er ramt af andre ulykker – er ligesom barnet i en familie, der gennemgår en vanskelig tid – der er ikke noget man hellere vil end at være med til at løse opgaven, lindre, hjælpe, føle sig nyttig. At få en rolle, udføre noget meningsfyldt – det vil holde modet oppe, styrke selvtilliden og åbne porten til fremtiden.

Når vi udfører en handling – hvad enten vi ønsker det eller ej – som ikke er i overensstemmelse med hjertet, så vil kroppen protestere.

Hvor du end går – så husk:

Du går på himlens gulv!

Udgivet den

Min Blog: Sidste Arbejdsår

15. August 2019 er jeg 65½ år og står ved porten ind til mit otium. Min generation er den første, der har fået rykket pensionsalderen ½ år. Økonomisk set begynder den nye tilværelse i den efterfølgende måned.

Jeg glæder mig! Frem for at klippe målebånd faldt det mig ind, at jeg ville skrive dagbog i det år. Og så kom jeg på idéen, at den kunne blive til en blog. Jeg har aldrig skrevet en blog før. Jeg vil gerne lære at bestyre en blog. Den kan blive min træning i at arbejde direkte på nettet. En af mine planer er at oprette en hjemmeside – når jeg får tid og ro.

Det skal blive korte, enkle dagbogsnotater – indfald, tanker, minder, temaer, der dukker op i dagliglivet – tilsammen vil de fortælle en historie – et eksempel på, hvordan vi gennemlever transformationen fra arbejdsliv til fritidsliv. Måske kan der komme perspektiv på fra nogle af jer, som læser med.

En ting mere sneg sig ind i mit projekt. Jeg har lagt et dogme ind over min blog. Her i disse foranderlige tider, hvor faste strukturer og snævre rammer i vore offentlige systemer bliver udfordret af selveste livet, som ikke er nemt at sætte i bås, da kan vi blive frustreret, når vi støder ind i mure og slår i dyner og ikke kan trænge igennem. Når vi ikke får job, selvom vi søger to om ugen og bestandig ændrer vores CV og vores måde at få det sagt på i en ansøgning. Eller når dagpengene slipper op, og vi havner på kontanthjælp. Eller vi må skifte arbejdsplads af utallige årsager. Mit dogme går ud på, at det skal være muligt at fortælle med balance, uden beklagelse, at rette sig mod fremtiden, fokusere på det udbytte, vi kan få med os ud af en hvilken som helst situation. Ikke fornægte, at noget kan være hårdt, trist, sørgeligt – at stå ved det skete og samtidig komme videre.

Alt kan ske i det kommende år – og i mit kommende år. Det ser ud til, at jeg skal begynde et nyt arbejde snart, og der kan være håb om, at det varer nogle måneder. Det kan ikke undgå at fylde lidt i hverdagen og i arbejdslivet, at jeg har fået Diabetes og skal finde en rytme, der forener arbejdsliv, sovetider, måltider, blodsukkertjek og insulindosering. Regelmæssighed er ikke min stærkeste kompetence, måske kan det hjælpe mig på vej at passe denne blog – dagligt! Der kan opstå en forhindring, fx sygdom, men da vender jeg tilbage hurtigst muligt.

Denne blog vil vokse dag for dag – jeg begynder den daglige bulletin den 15. August 2018, og jeg vil slutte den 15. August 2019.

Jeg ønsker dig en dejlig sensommer. Gode tanker fra Kris!