Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 39 – Hukommelse

Hukommelse

Når det rimer, så passer det. – Et af alle de udtryk, jeg er vokset op med. At rime for at huske. Huskeregler. Vi må spille bold med begreberne for at lære dem at kende, for selv at tage dem i brug. Vi må på en eller anden måde angribe det, vi skal huske, gøre noget ved det, ændre på det – uden at der forsvinder noget af det. Det kalder på geniet i os!

Rim og remser. Den gamle folkesanger huskede kilometervis af vers, fordi de var inddelt i rytmer og mønstre, der gik igen. Der var omkvæd, der gentog sig med bestemte mellemrum, og der var bestemte linier i versene, der endte med ord, der rimede på hinanden. På den måde kunne man få fortalt nyheder fra land til land og fra by til by. Rimesmede kunne føje nye vers til, efterhånden som nyhederne hobede sig op, mens andre nyheder gled ud og blev glemt.

Mnemo er græsk, det kommer af mneme og betyder hukommelse – vedrørende hukommelsen. Mnemoteknik er husketeknik, systematisk hjælp til at huske.

Vi kan memorere noget ved at lægge det i rækkefølge eller tildele det en farve eller en form, en figur. Et langt nummer kan vi inddele i mindre enheder og give dem en særlig betydning hver især. Vi kan forenkle det, og vi kan koble det med associationer – koble det sammen med noget, der giver mening for netop os.

Et telefonnummer med 8 cifre kan vi “bide” over i mindre dele, så der faktisk bliver færre informationer at huske. Oftest bliver det delt i 4 tal i stedet for de 8 cifre. Men det kan også deles i fx 3 og 3 og 2.

Associationer kan være visuelle – når vi sætter billeder på – eller auditive – når vi husker det på rytmen eller rimet – eller kognitive – tænkte sammenhænge, når det ikke er knyttet til vore sanser. Formålet er at finde nemmere måder at huske noget på – gøre det morsomt eller farverigt, få dele af det til at spille sammen, så man måske får en helt tredie betydning ud af det.

Det kan også hjælpe at påvirke flere sanser på en gang – at være bevidst og se på, hvad man gør – og samtidig sige det højt – så har vi to muligheder for at huske det. Det er også et redskab i undervisning – at man fortæller noget på flere måder – fx at tegne eller skrive stikord på tavlen, samtidig med at man siger noget.

Der var det gamle trick med at binde en sløjfe om fingeren – så vidste man, der var noget, man skulle huske – men hvordan mon man holdt rede på hvad det var?

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 38 – Lydbillede

Lydbillede

Lyden er tredimensionel – nej mangedimensionel! Billedet er todimensionelt. Lyden giver rum til vore egne forestillinger, vi sætter billeder på, når vi hører noget i radioen, eller lytter musik. Videoen, TV-programmet, filmen rummer både billede og lyd.

At se. Vi kan se og se – og alligevel ikke se, ikke se det egentlige. At se på en flade, det kan sløve os – og vore egne tanker kan løbe af med os. Vi kan se forbi noget – og det er ret praktisk, hvis vi skal køre bil. Vi må ikke se på det, vi skal udenom, for så kan vi styre lige ind i det.

Det er lidt som det, Baard Owe sagde til Todo-træning: At vi må ikke tænke på skuldrene, hvis vi vil slappe af i dem, for så tilfører vi dem energi, og de vil spænde. Nej, vi skal se for os, at de slapper af! – Han sagde også: For at opnå, hvad vi vil, skal vi ikke ville det.

Alle disse paradokser, selvmodsigelser, er jo sjove, fordi de tilsyneladende strider mod hinanden. Men det de gør, er at gå et spadestik dybere og vise os den underliggende sammenhæng i alting!

Lyden kan blive hængende længe, den går ind i kroppen – den forplanter sig – den er ren vibration. Når vi skal spille musik, lægger vi mærke til rummets egenskaber. Der kan være en god rumklang, der bærer musikken afsted. Musikken skaber et lydbillede.

Når vi forener vore rum, får vi en afspejling af vore samlede ressourcer og hensigter i den ydre verden.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 37 – Huse

Huse

Vi står og vipper i kanten mellem tørke og regntid, mellem sommer og efterår, mellem lys og mørke, mellem storm og stille, mellem stabilt og ustadigt. Leddene knirker som en gammel dør – eller piber som et rustent hængsel i et vindue. Stormvejr under opsejling.

Jeg har arbejdet i mange huse. Jeg har boet i mange huse. Husene får atmosfære af de rum, vi fylder dem med. Jeg har bevæget mig i mange sfærer og bygget rum op med mange mennesker. Ikke ét har efterladt mig uberørt.

Husenes skal står tilbage efter os – tro ikke, at de er tomme, tro ikke, at de ikke erindrer os, vægge er spejle af den tid, vi har åndet der.

Vi er svævet videre, og udvidelsen fandt sted.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 36 – Vision

Vision

Når vi læser, er vi i det flydende nu – vi befinder os i en tilstand af halv bevidsthed, hvor visionen vokser frem og går igennem os – vi oplever med egen krop.

Når vi skriver, er vi i det flydende nu – vi befinder os i en tilstand af halv bevidsthed, hvor vores indre vision vokser frem og går ud igennem os – vi fortæller med egen krop.

Vi vokser med visionen.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 35 – Rum

Rum

Vi bygger et rum op sammen, hvor vi oplever hinanden. Rummet er fyldt med tanker, erindringer, nysgerrighed, smil og latter. Med vore forestillinger, håb og drømme, visioner, som vi viser hinanden, udveksler – nogle gange smelter de sammen.

Vi er celler med rum, der mødes og forenes, udvides og svæver videre.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 34 – Grin

Grin

Jeg gik igennem barndommens gade i dag – én af dem, for der var flere. Og min første skole. Den vej til skolen – fyldt med alskens gymnastikredskaber – kældernedgange med gelændere, man kunne svinge sig i – stolper til skilte, som man kunne snurre rundt om – trappesten, man kunne hoppe op og ned ad, op og ned, utrætteligt – fortovet, der kunne ligge ujævnt – en brosten med et særligt glimt i – en grøn spire, der stak op dér midt imellem sten og grus og skidt.

“Første A går med flag – første B går med ble!” lød det i skolegården.

En dag kom jeg hjem og meldte, at jeg skulle besøge en pige fra min klasse – hun havde 5 gårde at lege i! Hun boede i 5. baggård, solen kunne slet ikke nå derned, den rakte måske ned til 2. sal og kunne blænde husmoderen, der pudsede vinduer og kastede en avisindpakket 2-øre ned i gårdens mørke til gårdsangeren, der arbejdede for den med sin rustne stemme.

Der har været mange grin i min barndom – på et bagtæppe af mere alvorlige skærmydsler.  Masser af historier, der henter livet frem i de gamle brosten igen.

Ligesom der udover de mere hårde tider har været mange grin i mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet blandt guder og dæmoner, blandt alfepiger og rumpnisser, blandt musikere og malere, blandt fiskere og søulke, blandt bønder og nomader, blandt skrivere og godtfolk.

Hvor har vi haft det festligt, og hvor har jeg lært meget!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 33 – Kerne

Kerne

En celle har et rum omkring sig. Hvad mon der er i det rum? Jo, i Den Store Danske har jeg fundet en meget meget detaljeret forklaring, og søger her at gengive med egne ord, hvad jeg mener er hovedtrækkene.

En celle er den mindste levende enhed, som levende organismer består af. Deres størrelse spænder vidt – fra mindre end en tusindedel millimeter til meterlange og meget komplicerede nerveceller. Alle celler møder verden med det der kaldes plasma-membranen. I cytoplasma inden for membranen er der en vandig opløsning med bl.a. salte, sukkerstoffer, aminosyrer og proteiner. I de fleste celler er der ca. 70% vand. Cytoplasma rummer også arvemassen, genomet, der er opbygget af DNA. Cellekernen ligger inden for kernehylstret, der er opbygget af to tætliggende membraner og grænser op til cytoplasma.

Cellen medbringer altså sin egen “madpakke”, sin egen energi og koden til at fremstille identiske tvillinger, trillinger – søstre, brødre…

Cellen hedder på latin cella, der betyder “kammer”, “aflukke”. Det gør det også i arkæologien – det allerhelligste i templet var det inderste rum, Cella.

Verden går igennem os – fysisk og psykisk – også oliens energi. Jeg forestiller mig, at by-os sværter vore tanker til, gør os mismodige, forstyrrer vores tænkeevne, gør os forvirrede og ukoncentrerede. Jeg ser for mig, at vores fremtids storbyer har frisk luft og vand, grønne områder, geniale dyrkningsmetoder og rene energikilder, at husene er bygget af sunde materialer, og at indbyggerne er frie, glade og raske.

HUSK: Vi er alle iklædt en sparkedragt af lys!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 32 – Energi

Energi

Paraffin er et sideprodukt til olieproduktion. Man bruger raffineret råolie til så forskellige formål som paraffin, vaseline, ostevoks, mineralsk motorolie og bitumen (tjære). Og til tyggegummi.

Fænomenet tyggegummi har man kendt i århundreder. Oprindeligt har man tygget harpiksklumper fra grantræet som en slags tyggegummi, og Chicle er en mælkeagtig saft fra Sapodiltræet i Mellemamerika, der koges og skæres ud i blokke og sælges som tyggegummi. Fra 1940’erne blev tyggegummi mest fremstillet syntetisk. Men stadig findes der tyggegummi med en lille smule Chicle i – og raffineret paraffin, der bruges til at blødgøre det.

Det er ikke til at vide, om det er skadeligt at spise paraffin, eller rettere at tygge det – for tyggegummi skal jo ikke synkes. Selvom paraffinen  i tyggegummi er raffineret, så den er lugtfri, så er det en mærkelig fornemmelse, at man faktisk tygger – olie…

Olien gennemsyrer vores hverdag – vi bærer vores plasticindpakkede mad hjem i plasticposer, mens vi indånder bilos og skorstensrøg i vores asfaltbelagte storbyer, olien flyder som lækkede plamager og som hele plasticøer i vore verdenshave, skyller op på vore strande som plasticaffald – og altså tilladt dumpet paraffin. Jagten på olie har været årsag til krige, der har kostet utallige menneskeliv og dyreliv og lagt naturen øde.

Lad os forlade de fossile brændstoffers tidsalder og begive os ud i en ny tidsalder med den store naturs rige kilder til kraft, varme og fremdrift i form af energi fra vind, vand og sol – og nye kilder, som vi slet ikke kender endnu…

Nu er der 11 måneder, til jeg når skelsår og alder. Jeg ønsker mig, at jeg skal nå at opleve, at vi baserer vores fremtid på bæredygtige kilder til livets opretholdelse!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 31 – Gadebillede

Gadebillede

Det er vel nok synd for dem, der ikke har oplevet ostevinduet! lød det mellem to naboer, der talte om vejret.

Nu har vi fået en temperatur, som sådan en nordbo bedre kan holde til. Luften er klar, og naturens enkelte væsener træder knivskarpt frem. Det er en ny slags hede, der er kommet de senere år, som om den klistrer – det er som at være spærret inde bag et ostevindue.

Hvordan mon det fungerede med ostevinduet? I min barndoms gade lå der en ostebutik, butiksvinduet havde to glas, og inde imellem dem løb der hele tiden vand, det var som små bølger, der rækker ind på sandstranden. Det var facinerende for et barn at se på! Der er faktisk en ting, der minder om det. Et togvindue, der var i stykker – det havde også to glas – det var sjovt, så lå der vand imellem de to glas og skvulpede med i togets bevægelser!

Det var jo en genial idé – at beskytte ostene imod solens varme, der kunne strømme ind ad vinduet. Men hvordan fungerede det?  På Ingeniørens hjemmeside fandt jeg en god forklaring, som jeg gengiver med egne ord:

Man førte en slange fra en vandhane op til toppen af ostevinduet til et rør med huller i, og så løb vandet ned mellem ruderne, blev opsamlet i en bakke og ledt videre ud i afløbet. Det gav nogen afkøling i butikken, og mindskede måske derved ostelugten lidt, men det var ikke så effektivt. Man kaldte dem “de grædende vinduer”. De blev forbudt på grund af vandspild og risiko for bakterier. I løbet af 1960’erne forsvandt de i takt med, at der blev indført mekaniske køleanlæg. Kig selv med:

https://ing.dk/artikel/spoerg-scientariet-hvorfor-havde-barndommens-ostehandlere-loebende-vand-vinduet-189217

I det gadebillede kunne man se os skoleunger gå ind på Apoteket for at købe kandis på snor og – paraffin! Det var billigt tyggegummi, det var mælkehvidt, lidt voksagtigt, uden sukker, man kunne se lidt ind i det, men det var ikke gennemsigtigt. – Hvad var det lavet af? Var det farligt?

Ifølge nyhederne netop i dag, så er det et olieprodukt, der nu forurener kysterne. Er det så det samme stof, som vi spiste som tyggegummi?

I min generations barndom var man både gale og geniale – som i dag? Måske til alle tider?

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 30 – Ånde frit

Ånde frit

Den arbejder utrætteligt for os, men vi opdager den ikke, vi lukker den ikke ind, eller vi lader os distrahere og tror ikke den er vigtig. Den er med os, hvor vi går, den træder til, når livet gør ondt, når vi er i krise, når vi mister et menneske, når vi vil hjælpe nogen, der har det svært.

Den rækker ud for at mildne, bære over med nogen, der har brug for vores tilgivelse, lader os stoppe op et øjeblik for at tænke efter, den søger rum til refleksion, lader et smil lyse op i bussen, får dig til at vinke til et lille nyt menneske i en barnevogn.

Den hjælper dig til at være dig og ingen anden, den viser os, som vi er, skræller det forlorne ydre af os, som vi måske tror er obligatorisk rejsegods. Den kommer frem, når vi skal sove, og sender os ind i dybet af vores sjæl og åbenbarer vores sande jeg, renser vores sind, vander vores indre have og sætter frø og frugter, mens vi vågner.

Den er den klare morgenstund, den nye dag, det friske syn, den er din ven og følgesvend, den er din hverdag, dine skridt imellem gry og skumring. Den er her jo!

Lad os sammen give menneskeligheden mulighed for at ånde frit…