Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 109 – Med liv og sjæl

Med liv og sjæl

At gå op i noget med liv og sjæl. At have en arbejdsopgave, som man er helt fordybet i, og glæder sig til at vende tilbage til hver dag. At være optændt af et emne, og bruge timer på at læse om det. At være et helt leksikon og vide næsten alt om et bestemt emne.

Hvem er vi så? Hvad drømmer vi om?

Jeg drømmer om at have et rum, der er beklædt med bogreoler! Og kende hver en hyldemeter, så at jeg kan rejse mig og gå målrettet hen og hente præcis den bog, jeg skal bruge! Sætte mig i en krog med en stor bog i skødet og forsvinde ud i rejsebeskrivelser, fortællinger, historiske beretninger, eventyr, fagbøger om et af de elskede emner.

Og hvad tager vi med os, når vi drager bort? Vi tager hele livet med os – ikke kun slutningen. Fyldt med duften af syren, af teenagefnis, af skovens åndedræt, ænders snadren i en dam, storbyens hamrende puls, en speedbåd på et feriested, en sorg, et stort problem, vi fik hjælp til at løse, kriseår, silhuetten af et menneske, vi savner, stilheden indeni, alle de beretninger, vi har læst, minderne om et familieliv, barnelatter.

Hvem er du? Hvem er jeg? Hvordan blev vi hvirvlet ind i livets støvstorm? Har vi vandret gennem ørkener, over bjerge, gennem vældige skove, over brusende floder, gennem vildnis? Hvem har styret vore skridt? Hvem har båret os igennem vanskeligt terræn? Hvor tog vi selv over og slog ind på vores egen vej?

Jeg er ikke nogen helstøbt form og har ikke noget fast indhold. Verden går igennem mig, imens jeg går igennem verden. Men jeg samler indtryk, og nogle bliver i mig, jeg lærer af min rejse og af andre rejsende, af vores udveksling, mit indhold skifter, min form ændres, men det formløse bliver der, det indholdsløse kan bestandig fyldes op, for livet er ikke konstant, livet er en veklsen mellem form og formløshed, mellem indhold og indholdsløshed, en bølgebevægelse af plus og minus, af potentiel tilværen – en bølge eller en partikel.

Og alligevel er jeg et menneske, og du et menneske, vi er levende væsener med pulserende tanker, ønsker, bankende hjerter, gode viljer, dybe længsler, håb og mod og hjerterum og meget på hjerte.

Vi har værdier at værne om og dele, vi har hinanden at passe på.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 108 – Hele Livet

Hele livet

Skæbnen – når vi siger: – Sikke en skæbne! Så tror jeg faktisk, at vi kun tænker på livets slutning. – At det skulle ende sådan… Døden bliver slutresultatet, der sætter etiket på hele livet!

Den sidste tid af livet – som måske var svær eller trist – kommer til at farve hele det levede liv.

Det er ligesom eksamen. Den bliver bare et tal, der anonymiserer hele det fantastiske studieliv, der er foregået – med sejre og lærdomme og problemknusninger på vejen!

Et helt Atlanterhav med bølger og krusninger.

Jamen tænk på alle vores oplevelser i livet! Hvordan vi er blevet større, klogere, mere vidende. Al den lykke – og sorg, fortvivlelse – der har skubbet os videre – modvilligt eller godvilligt.

Alle de forskellige perioder i vores liv, dem der så os vokse op, dem, der så os unge på Interrail, dem der så os forhutlede midt i en livskrise – lægen, der et sted beskrev dig som trist og usoigneret, men velbegavet – en anden læge, der nævnte din sunde hud og lidt af det gode i dit liv – et brev med mange år på bagen fra en inderlig ven, der minder dig om alle de glæder og værdier, du ejer!

Ja! For vi kan ikke fratages det levede liv – hele livet – selvom vi dør en dag – på toppen, midt i en blomstring og højt besungen, fejret – eller vi dør pludseligt eller efter et trist forløb – eller blot i det stille.

Tag ikke fejl! De mørke tider er gødskning af sjælen! Det er mægtige bedrifter, vi udfører – måske helt uden at erkende dem – og anerkende os selv for dem.

Det er livet, vi skal fejre – med alle de muligheder, vi har haft, valgt, fået forærende og udfoldet! Det er alle perioderne – de store højdepunkter, de dunkle vækstperioder og den stille baggrund i dagligdagen, vi har at fejre. Som den sollyse maj såvel som november med de sparsomme – og så dyrebare – lysstrejf.

Et helt Stillehav med både blide og stride strømme.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 107 – Flaskehals

Flaskehals

Nogle gange har jeg ikke timer nok i minuttet! Når vi ønsker at udrette 7 ting samtidig, så må vi erkende, at tiden er en flaskehals. Når gøremålene står i kø, er det tid at tage en dyb indånding – og et hvil.

If you want speed – move slowly.
If you want high speed – stand still.

– Ønsker du fart – gå langsomt.
– Ønsker du høj fart – stå stille.

Det var paradoksernes underholdende sfære, når vi udførte ToDo træning med Baard Owe!

Når jeg ser tilbage over dagen, så har jeg alligevel nået langt mere, end jeg troede. Skønt det, der endnu venter, haster lige så meget. Jeg var nået dertil, at også min blog måtte vente – og jeg måtte love at skrive teksten i morgen i stedet. Men nu blev det ikke nødvendigt.

Tiden arbejdede for mig!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 106 – Høste hvad vi sår

Høste hvad vi sår

En lille rød kugle
runder horisonten
triller ud i solopgangen

Morgengryet åbner sig
himlen favner jorden
tågedisen letter
lyset spreder sig
pulsen dunker
livet foregår

Midt i alt er solen

Dagen går på hæld
solen står på skrå
himlen purpurrød
solens runde kugle
jorden drejer støt
rører himmelranden

En lille rød kugle
runder horisonten
triller ud af solnedgangen

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 105 – Post

Post

Postkassen var ru af rim til aften. Frosten er i luften, nu. Det er helt befriende at få båndlagt al den fugt.

Post har fået en anden klang i dag. Den gamle røde post – der i mine aners by altid på mystisk vis formåede at optræde på alle familiens gamle billeder – er et minde nu, og hører til i det sort-hvide billedarkiv på Lokalhistorisk Arkiv i hver en by.

Pakkeposten er blevet fordelt på flere private virksomheder, dog stadig med levende mennesker, men på motoriserede fartøjer, der ofte høres kl. ca. 3 om natten på de ydmyge strøg i de små Steven Spielburg-villabyer i Udkantsdanmark.

De håndskrevne breve er saga-stof – nu sendes tankerne direkte fra hjernen ud i tastaturet og forsvinder i skærmens tåger for atter at materialisere sig i den anden ende, som kender koden til udpakning af alle små bitter via ip-adressernes porte, permanente eller semipermanente. Nu anes vore følelser og intentioner ikke mere i den påvirkelige tråd af bevægelse, der udgik fra vore hænder og fingre med lyd på fra en pen, der skraber mod flager af bearbejdet træ.

Vi er blevet digitale – digits fylder luften omkring os – vor verden består af cifre – synlige og usynlige. Matematikken råder, sfærernes musik klinger i multiverserne. Vi er gået lydløst viralt.

Fremtiden er – som vi ikke kan undgå at blive mindet om gang på gang – ankommet. Vi befinder os i en post-post tid.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 104 – Indsigt

Indsigt

Sådan en novembermorgens rim i hækken og toget, der borer sig igennem rimtåger, der står som spøgelsesagtige slør over markerne, er en passende kulisse for dagens topnyhed:

Utallige videnskabsfolk krydsede fingre, da Mars InSight rumsonden landede på Mars og sendte et billede hjem. Men det er ikke til at vide, om det er en fuglerede den er landet i, eller om det er Mars – motivet ligner til forveksling et fugleæg. Det forventes, at sonden finder lommer af vand nede i dybet af Mars. Er der tegn på liv?

En samtale kan med et fingerknips sende dig dybt ind i livets væsen – fra spørgsmål om helbred til stjernekig fra et særlig mørkt sted – fra rejser over den halve klode til efterårsblade på en hemmelig vej, sorteret i farver efter rækkefølgen, de visner i.

Vintersekskanten har indtaget sit domæne på nattehimlen. Stjernebilledet Orion med Rigel nederst til højre, mod venstre kommer Hundestjernen Sirius med sin evige puls af alle regnbuens farver, så kommer Procyon, og tvillingerne Pollux og Castor – foroven til højre kommer Capella, derunder ligger Aldebaran og ude til højre for den står syvstjernen – i frostklart vejr kan vi se dem alle syv med det blotte øje – og ligner i miniformat Karlsvognen.

Med krydsede fingre og et fingerknips kan vi nå vidt omkring!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 103 – Novemberhimmel

Novemberhimmel

November kan lyse! Åh! Der var et TV-program fra Norge, var det sidste år? Nej, for et par år siden. Om lyset i november. Interview med 4 mennesker – en kunstmaler, en fotograf, en kunstner mere og en amatørastronom. Det var den skønneste lille film om lyset!

Fotografen elskede at gå tur langs havet og gå på jagt efter lysvirkninger og skygger i november. Sort-hvid. Kunstnerne hentede lyset ind på lærredet – når lys er sparsomt, så er det ekstra dyrebart. Amatørastronomen kunne kun dyrke sin hobby, når mørket kom! Jeg kan huske hans meget generte smil.

“Men det jag minns, det var ljuset”, sang Östen Warnerbring – om den aften, hvor lysene tændtes på danskekysten. Lys i mørket – som Halloween, Allehelgensdag og Allesjælesdag – og den fridag, jeg insisterer på, at vi skal have lov at holde – dér, hvor det er sværest for mange at komme igennem. Der er mennesker, der lider under at mangle lys! De må købe speciallamper, der kan illudere solens lys.

Et lys i mørket, at få mulighed for at opdage lyset. Vi opdager det jo ikke, når dagene flyder i sollys. Nej, men vi skønner på det, når vi møder det – i november! Måneden før vi tænder julestjernen – og stjernerne i øjnene – især hos børnene.

Lys er udtryk for håb, for liv, for fremtid. For en retning i livet. For en chance i livet.

At smile er at lyse.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 102 – Den fortryllede skov

Den fortryllede skov

Skoven er fuld af motiver! Der er skovtrolde og – ja, der er noget Muppet over nogle af dem… Træstammer ligner hulemalerier, de sidste blade hænger i luften som marionetdukker. De unge træer bor i kollektiver, regnbuen har trukket spor i skovbunden, et lillebitte rødt bær har påtaget sig rollen som skovens lanterne.

Skoven er i sig selv et multivers – mangfoldigheden stortrives – så mange skønne væsener bebor den – i hulninger, i jorden, i stammerne, på grenene, i reder, under blade, mellem rødder, blandt mosser og svampe. Så mange slags liv der findes. De lever sammen, hjælper hinanden, støtter de svage, indretter sig efter hinanden og finder deres veje i livets vildnis. Der er rum til alle.

Der er plads nok i verden til os alle – i alle verdenerne. Husk, at kærligheden er energi fra en uudtømmelig kilde.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 101 – Ærefrygt

Ærefrygt

Jeg har læst bogen færdig – Gregg Braden: “Den Store Plan”.

Undervejs i bogen opsamler Braden kernen i den viden, han præsenterer, i form af 46 nøgler. Nøgle 43 lyder: “En voksende mængde videnskabelige beviser fører til denne uundgåelige konklusion: Voldelig konkurrence og krig er i direkte modstrid med vores dybeste instinkter, som søger samarbejde og omsorg.” (Side 251).

– Vi ødelægger det, vi ikke tillægger værdi, og vi kan ikke tillægge det værdi, som vi ikke kender. Denne bemærkning kommer fra miljøforkæmperen og forfatteren Rachel Carson. Braden fortæller, at det er sagt i forbindelse med tragedier, hvor menneskeliv er gået tabt gennem misbrug af stoffer eller ved vold og hadforbrydelser. (Side 258).

Når det, vi værdsætter højest i livet, lykkes – når vi føler, at vi og vore kære er i sikkerhed – så “giver vi vores mest sande natur lov til at skinne igennem i alt, hvad vi gør”, siger Braden. Han citerer digteren Carl Sandburg: “En dag vil de erklære krig, men ingen kommer”. (Side 250).

Jeg har selv sagt dette på en mere grum måde: “Krig ophører, når der ikke er flere, der har brug for at opleve dens rædsler”.

Braden citerer Albert Schweitzer, modtager af Nobels Fredspris i 1952:
“Kun gennem ærefrygt for livet kan vi etablere et spirituelt og menneskeligt forhold til mennesker og alle levende skabninger omkring os.” (Side 263).

Vi er undervejs i en umådelig udvikling – videnskabelig, teknologisk – og menneskelig i allerdybeste forstand. Ofte sker det samfundsmæssige ryk i forbindelse med de videnskabelige stormskridt, der efterlader os i et vacuum af kaos, indtil vi finder nye måder at være til på. Vi skal forsøge at rumme den nye viden og indpasse den i vores liv hver især, og det må ske i det tempo, vi kan klare det.

Samtidig står virkeligheden i brand ét sted på jorden og bliver oversvømmet et andet sted på jorden, og et tredie sted munder en stor international konference ud i, at man alligevel ikke kan blive enige om en fælles klimapolitik for vores truede klode. Også det presser os til nye, hurtige og enorme erkendelser. Det er en stor mundfuld for et enkelt lille menneske, der gerne vil være følsom og empatisk og miljøbevidst og handle fornuftigt og hensigtsmæssigt.

Det er derfor, jeg spiller bold med parallelle virkeligheder og multiverser – jeg trækker det ind i min dagligdag og leger med ordene, det kommer med i nye udtryk, det kommer ind i en lille stille poetisk strøm af og til – det er så stort og umuligt for et lille menneske at fatte, at vi må gøre som børnene – lege med det!

Det, der forestår, er – ganske beskedent – menneskets kvantespring – fra dyr til menneske!

Vi skal præstere at gå fra frygt til ærefrygt!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 100 – Transparens

Transparens

Gennemsigtige gopler duver i vandkanten, tang ligger tyk og udtørret i sandet, tangtråde trækkes ud over vandets blik, klare som dråber ses småsten på bunden. Livet, som er der, usynligt for øjet, vibrerer så stille, går langsomt i stå.

En isnen varsler vinterens komme. Nu skal du sove i hundred’ år. Kæmpen sover, mejslet i stenen, fastholdt, forankret i tidens krystalvæg, forstenet liv danner bro mellem verdener. Bevægelsens spor er endnu at sanse, ud af materien træder juvelen.

Transformation.