Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 70 – Træ

Træ

Allesjælesdag blev indført i 998, det er en katolsk tradition, man skulle mindes de kristne martyrer. Det er den egentlige mindefest for de afdøde, den 2. november, hvor man holder forbøn for dem i kirken og holder andagt ved gravstederne.

Halloween fejres i hjemmet, man skærer græskar ud, de store orange, sætter stearinlys i dem og stiller dem ved hoveddøren. Udklædte børn banker på og forlanger slik – eller laver ballade.

At træde dansen med et mangearmet væsen, favne det så langt armene rækker, lægge hovedet ind til det og hviske århundreders hemmeligheder, som det bevarer trofast, genfortæller til sine afkom, som bærer dem videre igennem de næste æoner via trådnettet i undergrunden med hjælp fra andre vækster, der sender meddelelserne afsted med lynpost.

Vi kunne indlede endnu en efterårstradition: Vi kunne hver især vælge os en ven i skoven at besøge hele efteråret – et og det samme træ – at vende tilbage til det på vores skovture, skænke det små gaver, vi kunne hænge i dets grene eller lægge ved dets fod, og følge med i løvfaldstiden, hvor træet gradvist går ind i sig selv – går i hi for vinteren – og vi selv vandrer polstret omkring derude, til mørket sender os hjem til vores indendørs huleboerliv.

At gå hånd i hånd med et træ igennem efteråret…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 30 – Ånde frit

Ånde frit

Den arbejder utrætteligt for os, men vi opdager den ikke, vi lukker den ikke ind, eller vi lader os distrahere og tror ikke den er vigtig. Den er med os, hvor vi går, den træder til, når livet gør ondt, når vi er i krise, når vi mister et menneske, når vi vil hjælpe nogen, der har det svært.

Den rækker ud for at mildne, bære over med nogen, der har brug for vores tilgivelse, lader os stoppe op et øjeblik for at tænke efter, den søger rum til refleksion, lader et smil lyse op i bussen, får dig til at vinke til et lille nyt menneske i en barnevogn.

Den hjælper dig til at være dig og ingen anden, den viser os, som vi er, skræller det forlorne ydre af os, som vi måske tror er obligatorisk rejsegods. Den kommer frem, når vi skal sove, og sender os ind i dybet af vores sjæl og åbenbarer vores sande jeg, renser vores sind, vander vores indre have og sætter frø og frugter, mens vi vågner.

Den er den klare morgenstund, den nye dag, det friske syn, den er din ven og følgesvend, den er din hverdag, dine skridt imellem gry og skumring. Den er her jo!

Lad os sammen give menneskeligheden mulighed for at ånde frit…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 10 – Digterliv

Digterliv

Alle disse livskriser! Min første begyndte nok, da jeg kom på børnehjem lige efter fødslen. Til gengæld slap jeg yderst nådigt i forbindelse med skilsmissen. Mine livskriser har handlet om at finde en plads i tilværelsen – at turde indtage min plads i det store hele.

Livskrisen er som drømmen – det er tilsyneladende slet ikke det manifeste – det synlige udadtil – det handler om, men noget helt andet – det latente – det bagvedliggende, det skjulte. Og det er ikke nemt at genkende! Vores kreativitet er umådelig, med drømmen er vi så snu, at vi udsætter det latente, det virkelige indhold, som bygger på dagsrester, erindringer og symbolik, for masser af camouflage, såsom forklædning, retouchering, fortætning og fortrængning.

Bag livskrisen ligger der gamle konflikter eller sorg inden i os selv, i vores udgangspunkt, fra før vi fik sprog, som vi måske ikke aner noget om. Drømmen bearbejder vore indtryk og de erindringer, som de vækker til live, livskrisen bearbejder også – og skænker os gaver, som vi ikke troede mulige. Vi gennemlever en historie, som er vores helt egen, måske med hjælp fra en ven eller en professionel, og forhåbentlig får vi ændret på det udgangspunkt, der smertede. Vi har uanede ressourcer indeni uden at vide det, og de kan træde til og hjælpe os, når det virkelig brænder på.

Mine to første skrev jeg, da jeg var 17 – det var længe før jeg lærte det ord, der betegnede dem: Aforismer. En aforisme kan defineres (ifølge Wikipedia) som “et kort udtryk, der på overraskende måde udtrykker en tanke eller erfaring”… Jeg kaldte dem “kloge ord”. De næste ungdomsår blev indsnuset og naglet fast i digtform. Det var nemmere at skrive dem end at læse de andres digte. Alligevel samlede jeg en overgang på bøger med digte. Det er en meget spændende form, fuld af oplevelse, men vanskelig at give videre, vanskelig at løsrive fra det unge hjerte, som skrev dem, for at sende dem ud i verden.

“Forfatter bliver man, når man ikke kan lade være med at skrive…” sagde faderen til en af mine ungdomsvenner. Det har jeg holdt fast i siden. Nu har jeg begivet mig ind i en daglig træning med denne blog.

En dag med sol og regn og sol og regn – en rigtig Peter Edderkop dag. Husk: Der er altid risiko for regnbuer!

Det første valg er livet.
Resten blot justering.