Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 16 – Forstå

Forstå

– Kan du ikke få nogen forstå? sagde Dersu Uzala omkring 1907 i vrede til nogle af ekspeditionens medlemmer, der trampede igennem tajgaen uden at tage de hensyn til deres medskabninger i området, som han selv satte så højt – og selv var en del af. Når man bor og vandrer i tajgaen, så lægger man små hilsener og spor som meddelelser til den næste, der kommer forbi, om gode fund eller mulige farer – i de ydmyge hytter efterlader man lidt svovl og en tændstik, så de næste kan tænde ild – kun fortæller man ingen, hvor der er zobel og hvor der gror ginseng.

Som barn læste Akira Kurosawa en bog, der fik så stor betydning for ham, at han mange år senere videregav den på film, optaget i det oprindelige område – i tajgaen, der favner både Rusland og Mongoliet. Det var Kaptajn Arsenjevs beretning om sine to ekspeditioner i den russiske tajga, hvor de skulle foretage topografiske opmålinger, og hvor de begge gange mødte Dersu Uzala, der levede, jagede og vandrede i tajgaen. Dersu kom til at fungere som som deres stifinder, og i en vældig snestorm var det ham, der reddede kaptajnens liv. Dersu hørte til folket Nanajerne – tidligere kaldet Golderne, der boede ved Amurfloden og dens bifloder i Østsibirien. Filmen fik hans navn – Dersu Uzala.

At forstå. Vi mennesker – på grund af vores måde at sanse på, er vi nødt til at dele verden op i mindre bidder for at kunne forstå den, begribe den. Heraklit udtrykte det sådan:

“… den deling af virkeligheden
mennesket foretager for at
kunne skelne den, svarer ikke
til virkelighedens egentlige
natur, som er ét”.

Heraklit var græker, filosof og boede i Efesos, han levede i 500-tallet før vor tid, ca. 540 – 480. Imens de øvrige filosoffer beskæftigede sig med at bestemme, hvad verden var gjort af, var Heraklit optaget af at forklare den indre sammenhæng. En af hans korte, kryptiske tekster – aforismer – var, at “alting flyder” – i den betydning, at verden er i konstant forandring. Alt består af modsætninger, som holder hinanden i skak og er underkastet en lovmæssighed, som han betegnede som logos – det talte ord, fornuften. Logos var som Gud og som ild i evig bevægelse. – Dette har jeg fra Den Store Danske.

I sin bog “Angstens Grundformer”, taler Fritz Riemann om, at angsten hænger sammen med vores plads i verden. Vi er udspændt mellem to store modsætningspar – antinomier – og han siger videre: Vi bliver født ind i en verden, der adlyder fire mægtige impulser: Vor jord kredser om solen i en bestemt rytme, denne bevægelse kalder vi “revolution” eller omdrejning. Samtidig drejer Jorden sig om sin egen akse og udfører en “rotation” – jorden drejer om sig selv. På den måde opstår der to nye modsatrettede impulser: Tyngdekraften – centripetalkraften – holder vor verden sammen, retter den indad i et fastholdende, dragende sug. Den anden impuls – centrifugalkraften – søger fra midten udad i en stræben efter at gøre sig fri og løsne sig.

Det er ligevægtsstillingen mellem disse fire impulser, der garanterer den lovbundne, levende orden, vi lever i, og som vi kalder kosmos.

Vi er glober og galakser – alle til hobe!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 14 – Globus

Globus

Runde, sunde, fuldmodne, regnvåde, glimtende hyldebær – dér sidder de samlet i et mønster – som en galakse i det vilde vide himmelrum, nogle af dem er allerede blevet golde, mens andre er i deres vorden.

En globus – at dreje en globus og lade alle verdens lande glide forbi dit blik – Amerika’erne og Canada, Europa og Afrika, Indien og Mongoliet og Rusland, Australien og Japan – det store Stillehav med alle de bittesmå øer – hele verden og alle dens mennesker.

Der var Hafniade, og jeg fik en penneven. Nogle af alle børnene sov på vores skole. De var fra alle mulige lande, og de havde forskellige farver i huden. Det var så spændende, og ham Danny Kaye kom og åbnede Hafniaden på stadion’et. Han elskede alle børn i hele verden. Det var børnenes fest.

Børn har fået rettigheder – i form af FNs Børnekonvention, der blev vedtaget den 20. november 1989 – få dage efter at Berlinmuren faldt. 196 lande i verden er med – Danmark tiltrådte konventionen i 1991 og har dermed også erklæret sig pligtig til at efterleve den. Dette har jeg fra boerneraadet.dk. Den skal sikre børns grundlæggende rettigheder til mad, sundhed og et sted at bo – børns ret til at udvikle sig i skolegang, fritid, leg og information – børns ret til beskyttelse mod krige, vold, misbrug, udnyttelse – børns ret til medbestemmelse og ytringsfrihed.

Red Barnet skriver på sin hjemmeside om FNs Børnekonvention, at den gælder for alle børn, ligemeget hvor i verden de kommer fra, uanset religion, hudfarve og køn, og man er barn, indtil man bliver 18 år. Der står videre, at den vigtigste artikel er nummer 3: Man skal altid tænke på, hvad der er bedst for barnet, når der tages beslutninger om barnets liv. Det kalder man også “barnets tarv”.

Det udtryk har jeg hørt mange gange, da jeg var barn. Mine få og vigtige voksne skændtes bravt i årene, før jeg blev adopteret, og det handlede altid om “barnets tarv”. Det var altid barnet – mig – det ville gå ud over, hvis en af de voksne ikke fik sin vilje.

Vi er alle børn, når vi trues af krig, ufred, vold, fattigdom, naturkatastrofer og sygdom. Og bliver nødt til at flygte. Vi er prisgivet hinanden – vi er i hinandens varetægt. Barndommens globus drejer stadig rundt, vi er blevet globale, i dag kan vi nå hinanden på et splitsekund – og sige: Jeg elsker dig!