Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 60 – Indian Summer

Indian Summer

Indian Summer. Fornuftigvis kommer overtøjet med ud ad døren. Men må tages af undervejs, fordi det er for varmt. Det er endnu muligt at sidde udenfor i solen – med en trøje over ryggen. Hele Danmark er ude med bare arme og store smil, porten er åbnet til efterårsferien.

Det er forbløffende – at det er sandt, hvad jeg læste mig til – at motion øger insulinens virkning! Den insulin, som jeg skal tage hver dag. At løbe nogle ekstra gange op ad trappen – jamen tænk, det giver ekstra energi – og ekstra humør! Og en lang vandretur, lang eller lidt længere – motion hver dag. Nu mærker jeg det selv, det giver velvære, kroppen er glad for at røre sig. Det er ikke kun reklame – eller dunk oven i hovedet fra sundhedsfreaks. Men altså, jeg forstår det først rigtigt nu. Måske skal det snart lykkes – at komme ned på éncifrede blodsukkerværdier hele dagen.

Hukommelsens ormehuller – det er musikken – og duften. Den direkte genvej til gamle dage – solen på skrå – bolden, der rammer muren: En-to-tre, bum, fire-fem-seks, bum, syv-otte-ni, bum, ti, bum. En banan på det helt rette stadium af modenhed – og der er faktisk mange grader – mere end almindeligt moden – og mindre end dér, hvor den når salmiakfasen – pling! Så står du der – i barndommens gård – og genoplever knivskarpt bestemte situationer – og får ny klarhed over nogle følelser, der dukker op.

Nye generationer. Nye tider. Nye rammer, nye regler. I 1990’erne måtte man som ledig ikke lære noget og blive dygtigere, få nye kompetencer, når man blev sendt i aktivering på en arbejdsplads. For så svarede det til, at man tog arbejde fra de ansatte. I dag kommer man i praktik for at holde sine kompetencer ajour eller forbedre dem.

Ryggen op ad muren. Nogen er i risiko for ledighed. Rettigheder, forsikring. Loft over ydelser. Til ledige og til nye mennesker, der kommer til landet. Et loft, der ligger nær minimumsgrænsen for overlevelse. – Hvor er så gulvet? Hvordan skal en nyankommen blive integreret, hvis man ikke har råd til transport, til en kop kaffe, til at byde nogen indenfor, til at købe en blomst, hvis man bliver inviteret til middag hos en “indfødt”? Huse med mennesker, der er “godkendt”, huse, der bortviser børn, samfund der bliver fattigere, fordi helheden brydes.

Et hus med et loft er intet uden sit gulv. Det er et luftkastel.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 14 – Globus

Globus

Runde, sunde, fuldmodne, regnvåde, glimtende hyldebær – dér sidder de samlet i et mønster – som en galakse i det vilde vide himmelrum, nogle af dem er allerede blevet golde, mens andre er i deres vorden.

En globus – at dreje en globus og lade alle verdens lande glide forbi dit blik – Amerika’erne og Canada, Europa og Afrika, Indien og Mongoliet og Rusland, Australien og Japan – det store Stillehav med alle de bittesmå øer – hele verden og alle dens mennesker.

Der var Hafniade, og jeg fik en penneven. Nogle af alle børnene sov på vores skole. De var fra alle mulige lande, og de havde forskellige farver i huden. Det var så spændende, og ham Danny Kaye kom og åbnede Hafniaden på stadion’et. Han elskede alle børn i hele verden. Det var børnenes fest.

Børn har fået rettigheder – i form af FNs Børnekonvention, der blev vedtaget den 20. november 1989 – få dage efter at Berlinmuren faldt. 196 lande i verden er med – Danmark tiltrådte konventionen i 1991 og har dermed også erklæret sig pligtig til at efterleve den. Dette har jeg fra boerneraadet.dk. Den skal sikre børns grundlæggende rettigheder til mad, sundhed og et sted at bo – børns ret til at udvikle sig i skolegang, fritid, leg og information – børns ret til beskyttelse mod krige, vold, misbrug, udnyttelse – børns ret til medbestemmelse og ytringsfrihed.

Red Barnet skriver på sin hjemmeside om FNs Børnekonvention, at den gælder for alle børn, ligemeget hvor i verden de kommer fra, uanset religion, hudfarve og køn, og man er barn, indtil man bliver 18 år. Der står videre, at den vigtigste artikel er nummer 3: Man skal altid tænke på, hvad der er bedst for barnet, når der tages beslutninger om barnets liv. Det kalder man også “barnets tarv”.

Det udtryk har jeg hørt mange gange, da jeg var barn. Mine få og vigtige voksne skændtes bravt i årene, før jeg blev adopteret, og det handlede altid om “barnets tarv”. Det var altid barnet – mig – det ville gå ud over, hvis en af de voksne ikke fik sin vilje.

Vi er alle børn, når vi trues af krig, ufred, vold, fattigdom, naturkatastrofer og sygdom. Og bliver nødt til at flygte. Vi er prisgivet hinanden – vi er i hinandens varetægt. Barndommens globus drejer stadig rundt, vi er blevet globale, i dag kan vi nå hinanden på et splitsekund – og sige: Jeg elsker dig!