Sidste Arbejdsår – Dag 108 – Hele Livet

Hele livet

Skæbnen – når vi siger: – Sikke en skæbne! Så tror jeg faktisk, at vi kun tænker på livets slutning. – At det skulle ende sådan… Døden bliver slutresultatet, der sætter etiket på hele livet!

Den sidste tid af livet – som måske var svær eller trist – kommer til at farve hele det levede liv.

Det er ligesom eksamen. Den bliver bare et tal, der anonymiserer hele det fantastiske studieliv, der er foregået – med sejre og lærdomme og problemknusninger på vejen!

Et helt Atlanterhav med bølger og krusninger.

Jamen tænk på alle vores oplevelser i livet! Hvordan vi er blevet større, klogere, mere vidende. Al den lykke – og sorg, fortvivlelse – der har skubbet os videre – modvilligt eller godvilligt.

Alle de forskellige perioder i vores liv, dem der så os vokse op, dem, der så os unge på Interrail, dem der så os forhutlede midt i en livskrise – lægen, der et sted beskrev dig som trist og usoigneret, men velbegavet – en anden læge, der nævnte din sunde hud og lidt af det gode i dit liv – et brev med mange år på bagen fra en inderlig ven, der minder dig om alle de glæder og værdier, du ejer!

Ja! For vi kan ikke fratages det levede liv – hele livet – selvom vi dør en dag – på toppen, midt i en blomstring og højt besungen, fejret – eller vi dør pludseligt eller efter et trist forløb – eller blot i det stille.

Tag ikke fejl! De mørke tider er gødskning af sjælen! Det er mægtige bedrifter, vi udfører – måske helt uden at erkende dem – og anerkende os selv for dem.

Det er livet, vi skal fejre – med alle de muligheder, vi har haft, valgt, fået forærende og udfoldet! Det er alle perioderne – de store højdepunkter, de dunkle vækstperioder og den stille baggrund i dagligdagen, vi har at fejre. Som den sollyse maj såvel som november med de sparsomme – og så dyrebare – lysstrejf.

Et helt Stillehav med både blide og stride strømme.

Sidste Arbejdsår – Dag 56 – Lysstrejf

Lysstrejf

Lyset vandrer fra det ene landskab ind i det næste. Vores opmærksomhed kaster sit lys fra det ene emne til det næste. Sindets lyskegle danser henover dagens muligheder, griber en for i det næste øjeblik at glemme den i begejstring for en ny.

Vi griber dagen og spiller bold med den. Eller vi sidder stille ved en lampe og læser en bog med dejlige dybder. Vi halser afsted efter alt det, vi vil nå, eller vi lader dagen komme af sig selv og lejre sig omkring os. Der er en tid til alt.

Bedst som vi er midt i dagens foretagsomme hvirvel, bliver vi stoppet i vores bevægelse – eller bedst som vi slapper fuldstændig af i stolen ved lampen og begynder at glippe med øjnene – så bliver vi fanget af noget – vi så det godt, men kan ikke bestemme, hvad det var – det strejfede os blot – men nu ved vi noget, vi ikke vidste før – en idé, en tanke, der vokser – et glimt, et indtryk, der vækker minder – vi opdager en sammenhæng, vi ikke kendte før…

Mon det er sådan at rejse igennem et ormehul? At skyde genvej gennem vilde vidder – og komme år forud for sin egen udvikling i et kort sekund. Husk, at de sker, disse sekunder – gang på gang – men mon vi når at opdage dem?

Vær på vagt, når du ser et – lysstrejf!