Slør
At opleve. At favne det nære.
Lægge lag på lag af oplevelse.
Som florlette slør.
Gå til ro og huske lyden.
Sommerfuglens vingeslag…
Sidste Arbejdsår – Dag 19 – Slør
Sidste Arbejdsår – Dag 18 – Blomstring
Blomstring
Jeg har ikke set dem siden mine gamle sommerferier. De er meget sarte, og de kommer ikke uden videre igen, selvom man holder op med at bruge sprøjtemidler. Valmuen, som synes end skrøbeligere, er kommet igen i grøftekanterne, men ikke den. I dag så jeg en – i en stubmark! Kornblomsten.
– Tænk dig, at livet har evigt tilbagevendende blomstringsperioder, som forberedes i lange århundreder, før den egentlige blomstring skal foregå – og forestil dig, at du er del af en sådan evig plante, og at vore liv er ren blomstring fra ende til anden med spiring, udfoldelse, kulmination, befrugtning, frøsætning og høst i samvirke med alle de andre blomster i samme plante – og med alle de andre planter, der har blomstringstid samtidig med os.
Kornblomsten er den skønneste blomst jeg kender! Så fin og blød og elegant – himlen og jorden samlet i en krystal.
Sidste Arbejdsår – Dag 17 – Himmel og Jord
Himmel og Jord
– Tænk, at der er nogen et sted i verden, der hver dag producerer Æblerøget Cheddar ost, og at det er muligt for os her i Danmark at købe en lille luksus mundsmag til bare 20 kr. engang imellem – er det ikke fantastisk?
Jeg producerer et lille lager til billedsiden i min blog – til dage, hvor jeg har for travlt og må begrænse mig til en hurtig bemærkning. Alt er gjort af billeder, jeg selv har taget, og i samme åndedrag kan jeg sige, at man ikke skal spekulere på ophavsret – hvad jeg bringer her i min blog af mine egne billeder, det skænker jeg til mine læsere. Man må gerne nævne webadressen til ophavskvindens blog, om det gives videre.
Vi skal jo passe på med alt for frejdigt at bruge billedmateriale, som vi finder på Internettet, fordi der kan være ophavsret på – og nogle billeder – så vidt jeg forstår – er faktisk hentet fra vore private gemmer via gratistjenester som mail konto mm – uden vores samtykke.
Himmel og Jord – svampe, der stortrives efter en meget våd måned – i kølvandet på den varmeste sommer i mands minde – menneske og natur – levende skabninger på vores kønne runde jord.
Fritz Riemann fortsætter beskrivelsen i sin bog “Angstens Grundformer” med, at mennesket som Jordens beboer og som en lille bitte del af vort solsystem også er underkastet denne lovbundethed, som jeg fortalte om i går. Disse fire impulser – de to modsætningspar – mennesket bærer dem i sig som ubevidste drivkræfter og latente (endnu ikke udfoldede) krav.
I psykologisk betydning svarer rotationen, banen om sig selv, til kravet om at være et enestående enkeltvæsen, et individ. Revolutionen, bevægelsen om solen som vor centralstjerne, svarer til kravet om at indgå i en større helhed og indordne sig deri, med den begrænsning, der følger med, til fordel for det større hele. Det er det første modsætningspar – den første antinomi.
Tyngdekraften svarer til impulser, der kræver bestandighed, den centrifugale kraft svarer til impulser, der driver os fremad mod forandringer. Det er det andet modsætningspar, der altså på samme gang vil lade os stræbe efter bestandighed og forandring.
Det er vores mægtige kunststykke i det flydende nu at holde en balance mellem sådanne fire psykologiske verdenshjørner, og bestandig genoprette balancen, hver gang den ruskes af høststorme, fryses af isvintre, overrisles af tøvejr og brændes af bageovnen i det blå.
Sidste Arbejdsår – Dag 16 – Forstå
Forstå
– Kan du ikke få nogen forstå? sagde Dersu Uzala omkring 1907 i vrede til nogle af ekspeditionens medlemmer, der trampede igennem tajgaen uden at tage de hensyn til deres medskabninger i området, som han selv satte så højt – og selv var en del af. Når man bor og vandrer i tajgaen, så lægger man små hilsener og spor som meddelelser til den næste, der kommer forbi, om gode fund eller mulige farer – i de ydmyge hytter efterlader man lidt svovl og en tændstik, så de næste kan tænde ild – kun fortæller man ingen, hvor der er zobel og hvor der gror ginseng.
Som barn læste Akira Kurosawa en bog, der fik så stor betydning for ham, at han mange år senere videregav den på film, optaget i det oprindelige område – i tajgaen, der favner både Rusland og Mongoliet. Det var Kaptajn Arsenjevs beretning om sine to ekspeditioner i den russiske tajga, hvor de skulle foretage topografiske opmålinger, og hvor de begge gange mødte Dersu Uzala, der levede, jagede og vandrede i tajgaen. Dersu kom til at fungere som som deres stifinder, og i en vældig snestorm var det ham, der reddede kaptajnens liv. Dersu hørte til folket Nanajerne – tidligere kaldet Golderne, der boede ved Amurfloden og dens bifloder i Østsibirien. Filmen fik hans navn – Dersu Uzala.
At forstå. Vi mennesker – på grund af vores måde at sanse på, er vi nødt til at dele verden op i mindre bidder for at kunne forstå den, begribe den. Heraklit udtrykte det sådan:
“… den deling af virkeligheden
mennesket foretager for at
kunne skelne den, svarer ikke
til virkelighedens egentlige
natur, som er ét”.
Heraklit var græker, filosof og boede i Efesos, han levede i 500-tallet før vor tid, ca. 540 – 480. Imens de øvrige filosoffer beskæftigede sig med at bestemme, hvad verden var gjort af, var Heraklit optaget af at forklare den indre sammenhæng. En af hans korte, kryptiske tekster – aforismer – var, at “alting flyder” – i den betydning, at verden er i konstant forandring. Alt består af modsætninger, som holder hinanden i skak og er underkastet en lovmæssighed, som han betegnede som logos – det talte ord, fornuften. Logos var som Gud og som ild i evig bevægelse. – Dette har jeg fra Den Store Danske.
I sin bog “Angstens Grundformer”, taler Fritz Riemann om, at angsten hænger sammen med vores plads i verden. Vi er udspændt mellem to store modsætningspar – antinomier – og han siger videre: Vi bliver født ind i en verden, der adlyder fire mægtige impulser: Vor jord kredser om solen i en bestemt rytme, denne bevægelse kalder vi “revolution” eller omdrejning. Samtidig drejer Jorden sig om sin egen akse og udfører en “rotation” – jorden drejer om sig selv. På den måde opstår der to nye modsatrettede impulser: Tyngdekraften – centripetalkraften – holder vor verden sammen, retter den indad i et fastholdende, dragende sug. Den anden impuls – centrifugalkraften – søger fra midten udad i en stræben efter at gøre sig fri og løsne sig.
Det er ligevægtsstillingen mellem disse fire impulser, der garanterer den lovbundne, levende orden, vi lever i, og som vi kalder kosmos.
Vi er glober og galakser – alle til hobe!
Sidste Arbejdsår – Dag 15 – Verden
Verden
Læg nøje mærke til herover, at Jorden er befolket…!
Hvor mange lande er der i verden? Det blev for interessant, så jeg måtte vide det. Jeg har hentet forklaringer på, hvorfor der hersker uenighed i verden om, hvilke lande der anerkendes som suveræne stater hos hhv. rejseblokken.dk og dagens.dk – og listen har jeg hentet hos Wikipedia. Her skriver jeg dem alle – de er listet i alf-orden – senere kunne jeg godt tænke mig at stille dem op i vertikale bånd – sådan som vi ville se dem, når vi drejer på vores globus. Men det har jeg ikke lige tid til nu.
FN regner med ialt 206 stater. FN har 193 medlemsstater. Herudover har to stater observatørstatus: Vatikanstaten og Palæstina, og 11 er andre statslige dannelser. 190 staters suverænitet er ubestridt, 16 staters suverænitet er bestridt.
Afghanistan – Albanien – Algeriet – Amerikansk Samoa – Andorra – Angola – Antigua og Barbuda – Argentina – Armenien – Aserbajdsjan – Australien – Bahamas – Bahrain – Bangladesh (tidligere Østpakistan) – Barbados – Belgien – Belize (tidligere Britisk Honduras) – Benin (tidligere Dahomey) – Bermuda – Bhutan – Bolivia – Bosnien-Hercegovina – Botswana – Brasilien – Brunei – Bulgarien – Burkina Faso (tidligere Øvre Volta) – Burma (nu Myanmar) – Burundi – Cambodja – Cameroun – Canada – Den Centralafrikanske Republik – Chad (se Tchad) – Chile – Columbia – Comorerne – Republikken Congo (Congo Brazzaville) – Den Demokratiske Republik Congo (tidligere Zaire) – Costa Rica – Côte d’Ivoire eller Elfenbenskysten – Cuba – Cypern – Danmark – Djibouti – Dominica – Den Dominikanske Republik – Ecuador – Egypten (også kaldet Ægypten) – El Salvador – Elfenbenskysten (se også Côte d’Ivoire) – Eritrea – Estland – Etiopien – Fiji – Filippinerne – Finland – De Forenede Arabiske Emirater – Formosa (hedder nu Taiwan) – Frankrig – Færøerne – Gabon – Gambia – Georgien – Ghana – Grenada – Grækenland – Grønland – Guatemala – Guinea – Guinea-Bissau – Guyana (tidligere Britisk Guyana) – Departementet Fransk Guyana (Fransk Guyana) – Haiti – Holland (også kendt som Nederlandene) – Honduras – Hviderusland – Indien – Indonesien – Irak (tidligere Mesopotamien) – Iran (tidligere Persien) – Irland – Island – Israel – Italien – Jamaica – Japan – Jordan – Kap Verde – Kasakhstan – Kenya – Kina – Kirgisistan – Kiribati – Nordkorea (Den Demokratiske Folkerepublik Korea) – Sydkorea (Republikken Korea) – Kosovo (fra 17.2.2008 – landet er ikke anerkendt af FN) – Kroatien – Kuwait – Laos – Lesotho – Letland – Libanon – Liberia – Libyen – Liechtenstein – Litauen – Luxembourg – Madagaskar – Makedonien – Malawi – Malaysia – Maldiverne – Mali – Malta – Marokko – Marshalløerne – Mauretanien – Mauritius – Mexico – Mikronesien (Mikronesiens Forenede Stater, Føderale statsforbund Mikronesien) – Moldova – Monaco – Mongoliet – Montenegro – Mozambique – Myanmar Unionens Republik (tidligere Burma) – Namibia – Nauru – Nederlandene (Kongeriget, se også Holland) – Nederlandske Antiller (Amerika) – Nepal – New Zealand – Nicaragua – Niger – Nigeria – Niue – Nordkorea – Norge – Oman – Pakistan – Palau – De Palæstinensiske Selvstyreområder (tidligere en del af det historiske Palæstina) – Panama – Papua Ny Guinea – Paraguay – Peru – Pitcairn – Polen – Portugal – Puerto Rico – Qatar – Rumænien – Rusland – Rwanda – Rhodesia (i dag Zimbabwe, tidligere kendt som Rhodesia) – Saint Kitts og Nevis – Saint Lucia – Saint Vincent og Grenadinerne – Salomonøerne – Samoa (vestlige del af Samoa-øgruppen – den østlige del hedder Amerikansk Samoa) – San Marino – Sao Tomé og Principe – Saudi-Arabien – Schweiz – Senegal – Serbien – Seychellerne – Sierra Leone – Singapore – Slovakiet (Den Slovakiske Republik) – Slovenien – Somalia – Spanien – Sri Lanka (tidligere Ceylon) – Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland – Sudan – Surinam (Republikken – tidligere Hollands Guyana) – Sverige – Swaziland – Sydafrika – Sydkorea – Sydsudan – Syrien – Tadsjikistan – Taiwan – Tanzania – Tchad (se også Chad) – Thailand (tidligere Siam) – Tjekkiet (Den Tjekkiske Republik) – Togo – Tonga – Trinidad og Tobago – Tunesien – Turkmenistan – Tuvalu (tidligere Ellice Island) – Tyrkiet – Tyskland – Uganda – Ukraine – Ungarn – Uruguay – USA – Usbekistan – Vanuatu – Vatikanstaten – Venezuela – Vestsamoa (Den uafhængige stat Vestsamoa hedder nu Samoa) – Vestsahara – Vietnam – Yemen – Zambia – Zimbabwe – Ægypten (se også Egypten) – Ækvatorialguinea – Østrig – Østtimor.
Vi kan ikke forestille os lande, uden at de har grænser. Vi kan ikke forstå uendeligheden, heller ikke, selvom den bare er rund og begynder om igen. Vi kan ikke forstå det grænseløse.
Eller kunne vi alligevel tænke os områder med spændende navne, uden at der skulle være en grænse imellem dem med soldater og våben? De kunne jo bare glide over i hinanden – som farver, der blandes og giver nye skønne nuancer…
– Kan vi forestille os en verden, hvor landegrænser er ophævet, og vi er én samlet klodefuld mennesker? – Det er min overbevisning, at når vi deler med hinanden, er der nok til, at alle kan få et godt liv.
Sidste Arbejdsår – Dag 14 – Globus
Globus
Runde, sunde, fuldmodne, regnvåde, glimtende hyldebær – dér sidder de samlet i et mønster – som en galakse i det vilde vide himmelrum, nogle af dem er allerede blevet golde, mens andre er i deres vorden.
En globus – at dreje en globus og lade alle verdens lande glide forbi dit blik – Amerika’erne og Canada, Europa og Afrika, Indien og Mongoliet og Rusland, Australien og Japan – det store Stillehav med alle de bittesmå øer – hele verden og alle dens mennesker.
Der var Hafniade, og jeg fik en penneven. Nogle af alle børnene sov på vores skole. De var fra alle mulige lande, og de havde forskellige farver i huden. Det var så spændende, og ham Danny Kaye kom og åbnede Hafniaden på stadion’et. Han elskede alle børn i hele verden. Det var børnenes fest.
Børn har fået rettigheder – i form af FNs Børnekonvention, der blev vedtaget den 20. november 1989 – få dage efter at Berlinmuren faldt. 196 lande i verden er med – Danmark tiltrådte konventionen i 1991 og har dermed også erklæret sig pligtig til at efterleve den. Dette har jeg fra boerneraadet.dk. Den skal sikre børns grundlæggende rettigheder til mad, sundhed og et sted at bo – børns ret til at udvikle sig i skolegang, fritid, leg og information – børns ret til beskyttelse mod krige, vold, misbrug, udnyttelse – børns ret til medbestemmelse og ytringsfrihed.
Red Barnet skriver på sin hjemmeside om FNs Børnekonvention, at den gælder for alle børn, ligemeget hvor i verden de kommer fra, uanset religion, hudfarve og køn, og man er barn, indtil man bliver 18 år. Der står videre, at den vigtigste artikel er nummer 3: Man skal altid tænke på, hvad der er bedst for barnet, når der tages beslutninger om barnets liv. Det kalder man også “barnets tarv”.
Det udtryk har jeg hørt mange gange, da jeg var barn. Mine få og vigtige voksne skændtes bravt i årene, før jeg blev adopteret, og det handlede altid om “barnets tarv”. Det var altid barnet – mig – det ville gå ud over, hvis en af de voksne ikke fik sin vilje.
Vi er alle børn, når vi trues af krig, ufred, vold, fattigdom, naturkatastrofer og sygdom. Og bliver nødt til at flygte. Vi er prisgivet hinanden – vi er i hinandens varetægt. Barndommens globus drejer stadig rundt, vi er blevet globale, i dag kan vi nå hinanden på et splitsekund – og sige: Jeg elsker dig!
Sidste Arbejdsår – Dag 13 – Identitet
Identitet
Solen i et stykke lav. Nu hvor vi runder hjørnet til efteråret, er det værd at bevare solen i indret, så vi kan stråle helt hen til næste forår. Skinne på hinanden, lyse op omkring os og dele ud af vores menneskevarme.
Med andre ord, være en sol i vores individualitet, en solstråle i vores sociale relationer og en kakkelovn af menneskevarme for alle vores omgivelser.
Identitet som individ, identitet i gruppen, identitet i globalt perspektiv. At hente betydning ud af sin rolle – og kalde den identitet. At tillægge os betydning for at skelne os fra alle andre. At tillægge os betydning for at få fornemmelse af, hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi ønsker os. En løbende vedligeholdelse, udvidelse og udvikling af vores identitet.
At lægge sin identitet i noget. At få betydning og opbygge identitet igennem arbejdet, igennem boligen, igennem ferier og rejser. At bringe sin identitet med sig, hvor man står og går. Også når man flygter?
Hvor bliver identiteten af, når man flygter? Havde man overhovedet én, før man blev flygtning? Bliver identiteten ladt tilbage i et krigshærget land, et orkanknust ørige, et udtørret øde? Kommer den med noget af vejen, indtil det viser sig, at man ikke kan få ophold noget sted og bliver sendt tilbage, hvor man kom fra?
Verden har oplevet mange folkevandringer, der har bragt musik, litteratur og anden kultur med sig og beriget de områder, de nåede frem til. De nye folk gled ind i de små samfund med de evner, de kunne bidrage med og skænkede dem kolorit på deres historie.
Flygtningestrømmene i vor tid er voldsomme og kan kun tackles, når vi globalt står sammen om at hjælpe hinanden. Det er ikke isolerede problemer for enkelte lande, det er et globalt socialt ansvarsområde. Man glemmer, at de flygtende ikke er kriminelle, men blot i livsfare…
Det er en gave, når dine følelser går foran dig gennem livet.
Da lærer du at elske, før du vurderer, dømmer og kasserer…
Sidste Arbejdsår – Dag 12 – Tro
Tro
Marie, Marie, Marolle,
flyv op til Vorherre
og bed om godt vejr!
Denne remse fremsagde vi lystigt, mens vi lod mariehønen trippe op ad vores finger, denne kildrende fornemmelse, når de små ben greb fat i huden, over på en anden finger, over på venindens finger, og til sidst nåede den toppen, lettede på vingerne – og fløj virkelig afsted – måske netop op til Vorherre!
Talemåder og Idiomer benytter tit billeder og lægger sig tæt op ad de metaforiske ordsprog. Det har jeg fra Den Danske Ordbog. En talemåde siger: Troen kan flytte bjerge. – Det uddybes med: Hvis man har en stærk tro på noget, kan man opnå eller udrette fantastiske ting.
Vi ved, at det virker, når vi tror på noget eller nogen – eller bare på os selv. Vi præsterer bedre, når vi ved, at nogen tror på os. Det giver os styrke og selvtillid, det får os til at føle os accepteret, nogen ønsker, at vi skal lykkes – og vi ønsker, at vores kære skal lykkes. At tro, det er en evne, vi har.
Fra de tidligste kulturer har vi fået overleveret forklaringer på, hvordan verden blev til. Skabelsesmyterne vidner om de samfund og kulturer, der fortalte dem. Religiøse og kulturelle fortællinger havde til formål at forklare, hvad vi ikke kunne begribe. De kunne sætte billeder på. Fortællingerne kunne lære os hensigtsmæssige måder at leve på, hvordan vi skulle forholde os til naturen og vejret, og de havde også moralske pointer.
Vi har jo potentialer! Der er store områder i hjernen, som vi endnu ikke bruger. Der er masser af stof i himmelrummet, og der er mellemrum imellem og omkring de kendte elementer i det helt små, som vi endnu ikke aner noget om. Vi kan tro på, at alt det ukendte stof og rum har en funktion, og vi kan tro på, at det altid er hensigtsmæssigt. Den, der spørger, får relevante svar. Videnskaben kan ikke sige sig færdig med at udforske verden – vi kan ikke udelukke, hvad vi ikke forstår – det må holdes åbent. Videnskaben skal også have noget at udforske i morgen.
En morgen for år tilbage vågnede jeg med dette vers på læben:
Om at flytte bjerge
Med alle de trosretninger, som vi har
her på denne klode,
sku’ man tro, at Jorden var
et skrivemaskine-kugle-ho’de!
Sidste Arbejdsår – Dag 11 – I skrivende stund
I skrivende stund
Sådan udtrykte han det: – Jamen du er jo skrivende! Den skønne journalist. Jeg var ganske ung og skulle skrive en artikel om Interrail. De havde deres hyr med at rette mig ind, det var alt for flagrende, og de sagde, at det bedste jeg skrev, var boksene med facts om Interrail. Den bedste verbale overhaling, jeg nogensinde har fået, fik jeg af ham – skriftligt! Det egentlige drama på rejsen – det blev censureret bort – det var for farligt at fortælle. Det endte iøvrigt godt, kun fik vi to tøser en ordentlig forskrækkelse.
Der stod blandt andet: “Træk din Pegasus, det bovlamme øg, på stald og kvæl poesiens blå blomst, det unyttige stykke ukrudt, og beret for den undrende hob, hvad du ser, hvad du oplever – men hvad du føler i den sammenhæng er bedøvende ligegyldigt for alle andre end dig selv.”
Strømmen af digte blev svagere, nogle fik melodi på og blev til sange. Men aforismerne, de kommer stadig dryssende. Hvis de rimer, så kaldes de epigrammer. Som dette:
En levende flamme
At fange med hånden en levende flamme
er ene forundt en gudelig sjæl,
men rage kastanjerne ud af den samme
er ofte beskåret den jordiske træl.
– Eller er det at fange med hånden en flamme
i stedet forundt den jordiske træl,
og rage kastanjerne ud af den samme
i sandhed beskåret en gudelig sjæl?
Himlen var fuld af dem i dag – sådan som jeg har skrevet det engang midt i 90’erne.
Ved Østerport:
– Himlen er et stort teater.
Mægtige kulisser samler sig ved den blikblanke vandlinie ude i horisonten.
Tilbage er kun at stille sig op på scenen og sige det, man har på hjerte.
Sidste Arbejdsår – Dag 10 – Digterliv
Digterliv
Alle disse livskriser! Min første begyndte nok, da jeg kom på børnehjem lige efter fødslen. Til gengæld slap jeg yderst nådigt i forbindelse med skilsmissen. Mine livskriser har handlet om at finde en plads i tilværelsen – at turde indtage min plads i det store hele.
Livskrisen er som drømmen – det er tilsyneladende slet ikke det manifeste – det synlige udadtil – det handler om, men noget helt andet – det latente – det bagvedliggende, det skjulte. Og det er ikke nemt at genkende! Vores kreativitet er umådelig, med drømmen er vi så snu, at vi udsætter det latente, det virkelige indhold, som bygger på dagsrester, erindringer og symbolik, for masser af camouflage, såsom forklædning, retouchering, fortætning og fortrængning.
Bag livskrisen ligger der gamle konflikter eller sorg inden i os selv, i vores udgangspunkt, fra før vi fik sprog, som vi måske ikke aner noget om. Drømmen bearbejder vore indtryk og de erindringer, som de vækker til live, livskrisen bearbejder også – og skænker os gaver, som vi ikke troede mulige. Vi gennemlever en historie, som er vores helt egen, måske med hjælp fra en ven eller en professionel, og forhåbentlig får vi ændret på det udgangspunkt, der smertede. Vi har uanede ressourcer indeni uden at vide det, og de kan træde til og hjælpe os, når det virkelig brænder på.
Mine to første skrev jeg, da jeg var 17 – det var længe før jeg lærte det ord, der betegnede dem: Aforismer. En aforisme kan defineres (ifølge Wikipedia) som “et kort udtryk, der på overraskende måde udtrykker en tanke eller erfaring”… Jeg kaldte dem “kloge ord”. De næste ungdomsår blev indsnuset og naglet fast i digtform. Det var nemmere at skrive dem end at læse de andres digte. Alligevel samlede jeg en overgang på bøger med digte. Det er en meget spændende form, fuld af oplevelse, men vanskelig at give videre, vanskelig at løsrive fra det unge hjerte, som skrev dem, for at sende dem ud i verden.
“Forfatter bliver man, når man ikke kan lade være med at skrive…” sagde faderen til en af mine ungdomsvenner. Det har jeg holdt fast i siden. Nu har jeg begivet mig ind i en daglig træning med denne blog.
En dag med sol og regn og sol og regn – en rigtig Peter Edderkop dag. Husk: Der er altid risiko for regnbuer!
Det første valg er livet.
Resten blot justering.