Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 37 – Huse

Huse

Vi står og vipper i kanten mellem tørke og regntid, mellem sommer og efterår, mellem lys og mørke, mellem storm og stille, mellem stabilt og ustadigt. Leddene knirker som en gammel dør – eller piber som et rustent hængsel i et vindue. Stormvejr under opsejling.

Jeg har arbejdet i mange huse. Jeg har boet i mange huse. Husene får atmosfære af de rum, vi fylder dem med. Jeg har bevæget mig i mange sfærer og bygget rum op med mange mennesker. Ikke ét har efterladt mig uberørt.

Husenes skal står tilbage efter os – tro ikke, at de er tomme, tro ikke, at de ikke erindrer os, vægge er spejle af den tid, vi har åndet der.

Vi er svævet videre, og udvidelsen fandt sted.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 36 – Vision

Vision

Når vi læser, er vi i det flydende nu – vi befinder os i en tilstand af halv bevidsthed, hvor visionen vokser frem og går igennem os – vi oplever med egen krop.

Når vi skriver, er vi i det flydende nu – vi befinder os i en tilstand af halv bevidsthed, hvor vores indre vision vokser frem og går ud igennem os – vi fortæller med egen krop.

Vi vokser med visionen.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 35 – Rum

Rum

Vi bygger et rum op sammen, hvor vi oplever hinanden. Rummet er fyldt med tanker, erindringer, nysgerrighed, smil og latter. Med vore forestillinger, håb og drømme, visioner, som vi viser hinanden, udveksler – nogle gange smelter de sammen.

Vi er celler med rum, der mødes og forenes, udvides og svæver videre.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 34 – Grin

Grin

Jeg gik igennem barndommens gade i dag – én af dem, for der var flere. Og min første skole. Den vej til skolen – fyldt med alskens gymnastikredskaber – kældernedgange med gelændere, man kunne svinge sig i – stolper til skilte, som man kunne snurre rundt om – trappesten, man kunne hoppe op og ned ad, op og ned, utrætteligt – fortovet, der kunne ligge ujævnt – en brosten med et særligt glimt i – en grøn spire, der stak op dér midt imellem sten og grus og skidt.

“Første A går med flag – første B går med ble!” lød det i skolegården.

En dag kom jeg hjem og meldte, at jeg skulle besøge en pige fra min klasse – hun havde 5 gårde at lege i! Hun boede i 5. baggård, solen kunne slet ikke nå derned, den rakte måske ned til 2. sal og kunne blænde husmoderen, der pudsede vinduer og kastede en avisindpakket 2-øre ned i gårdens mørke til gårdsangeren, der arbejdede for den med sin rustne stemme.

Der har været mange grin i min barndom – på et bagtæppe af mere alvorlige skærmydsler.  Masser af historier, der henter livet frem i de gamle brosten igen.

Ligesom der udover de mere hårde tider har været mange grin i mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet blandt guder og dæmoner, blandt alfepiger og rumpnisser, blandt musikere og malere, blandt fiskere og søulke, blandt bønder og nomader, blandt skrivere og godtfolk.

Hvor har vi haft det festligt, og hvor har jeg lært meget!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 33 – Kerne

Kerne

En celle har et rum omkring sig. Hvad mon der er i det rum? Jo, i Den Store Danske har jeg fundet en meget meget detaljeret forklaring, og søger her at gengive med egne ord, hvad jeg mener er hovedtrækkene.

En celle er den mindste levende enhed, som levende organismer består af. Deres størrelse spænder vidt – fra mindre end en tusindedel millimeter til meterlange og meget komplicerede nerveceller. Alle celler møder verden med det der kaldes plasma-membranen. I cytoplasma inden for membranen er der en vandig opløsning med bl.a. salte, sukkerstoffer, aminosyrer og proteiner. I de fleste celler er der ca. 70% vand. Cytoplasma rummer også arvemassen, genomet, der er opbygget af DNA. Cellekernen ligger inden for kernehylstret, der er opbygget af to tætliggende membraner og grænser op til cytoplasma.

Cellen medbringer altså sin egen “madpakke”, sin egen energi og koden til at fremstille identiske tvillinger, trillinger – søstre, brødre…

Cellen hedder på latin cella, der betyder “kammer”, “aflukke”. Det gør det også i arkæologien – det allerhelligste i templet var det inderste rum, Cella.

Verden går igennem os – fysisk og psykisk – også oliens energi. Jeg forestiller mig, at by-os sværter vore tanker til, gør os mismodige, forstyrrer vores tænkeevne, gør os forvirrede og ukoncentrerede. Jeg ser for mig, at vores fremtids storbyer har frisk luft og vand, grønne områder, geniale dyrkningsmetoder og rene energikilder, at husene er bygget af sunde materialer, og at indbyggerne er frie, glade og raske.

HUSK: Vi er alle iklædt en sparkedragt af lys!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 32 – Energi

Energi

Paraffin er et sideprodukt til olieproduktion. Man bruger raffineret råolie til så forskellige formål som paraffin, vaseline, ostevoks, mineralsk motorolie og bitumen (tjære). Og til tyggegummi.

Fænomenet tyggegummi har man kendt i århundreder. Oprindeligt har man tygget harpiksklumper fra grantræet som en slags tyggegummi, og Chicle er en mælkeagtig saft fra Sapodiltræet i Mellemamerika, der koges og skæres ud i blokke og sælges som tyggegummi. Fra 1940’erne blev tyggegummi mest fremstillet syntetisk. Men stadig findes der tyggegummi med en lille smule Chicle i – og raffineret paraffin, der bruges til at blødgøre det.

Det er ikke til at vide, om det er skadeligt at spise paraffin, eller rettere at tygge det – for tyggegummi skal jo ikke synkes. Selvom paraffinen  i tyggegummi er raffineret, så den er lugtfri, så er det en mærkelig fornemmelse, at man faktisk tygger – olie…

Olien gennemsyrer vores hverdag – vi bærer vores plasticindpakkede mad hjem i plasticposer, mens vi indånder bilos og skorstensrøg i vores asfaltbelagte storbyer, olien flyder som lækkede plamager og som hele plasticøer i vore verdenshave, skyller op på vore strande som plasticaffald – og altså tilladt dumpet paraffin. Jagten på olie har været årsag til krige, der har kostet utallige menneskeliv og dyreliv og lagt naturen øde.

Lad os forlade de fossile brændstoffers tidsalder og begive os ud i en ny tidsalder med den store naturs rige kilder til kraft, varme og fremdrift i form af energi fra vind, vand og sol – og nye kilder, som vi slet ikke kender endnu…

Nu er der 11 måneder, til jeg når skelsår og alder. Jeg ønsker mig, at jeg skal nå at opleve, at vi baserer vores fremtid på bæredygtige kilder til livets opretholdelse!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 31 – Gadebillede

Gadebillede

Det er vel nok synd for dem, der ikke har oplevet ostevinduet! lød det mellem to naboer, der talte om vejret.

Nu har vi fået en temperatur, som sådan en nordbo bedre kan holde til. Luften er klar, og naturens enkelte væsener træder knivskarpt frem. Det er en ny slags hede, der er kommet de senere år, som om den klistrer – det er som at være spærret inde bag et ostevindue.

Hvordan mon det fungerede med ostevinduet? I min barndoms gade lå der en ostebutik, butiksvinduet havde to glas, og inde imellem dem løb der hele tiden vand, det var som små bølger, der rækker ind på sandstranden. Det var facinerende for et barn at se på! Der er faktisk en ting, der minder om det. Et togvindue, der var i stykker – det havde også to glas – det var sjovt, så lå der vand imellem de to glas og skvulpede med i togets bevægelser!

Det var jo en genial idé – at beskytte ostene imod solens varme, der kunne strømme ind ad vinduet. Men hvordan fungerede det?  På Ingeniørens hjemmeside fandt jeg en god forklaring, som jeg gengiver med egne ord:

Man førte en slange fra en vandhane op til toppen af ostevinduet til et rør med huller i, og så løb vandet ned mellem ruderne, blev opsamlet i en bakke og ledt videre ud i afløbet. Det gav nogen afkøling i butikken, og mindskede måske derved ostelugten lidt, men det var ikke så effektivt. Man kaldte dem “de grædende vinduer”. De blev forbudt på grund af vandspild og risiko for bakterier. I løbet af 1960’erne forsvandt de i takt med, at der blev indført mekaniske køleanlæg. Kig selv med:

https://ing.dk/artikel/spoerg-scientariet-hvorfor-havde-barndommens-ostehandlere-loebende-vand-vinduet-189217

I det gadebillede kunne man se os skoleunger gå ind på Apoteket for at købe kandis på snor og – paraffin! Det var billigt tyggegummi, det var mælkehvidt, lidt voksagtigt, uden sukker, man kunne se lidt ind i det, men det var ikke gennemsigtigt. – Hvad var det lavet af? Var det farligt?

Ifølge nyhederne netop i dag, så er det et olieprodukt, der nu forurener kysterne. Er det så det samme stof, som vi spiste som tyggegummi?

I min generations barndom var man både gale og geniale – som i dag? Måske til alle tider?

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 30 – Ånde frit

Ånde frit

Den arbejder utrætteligt for os, men vi opdager den ikke, vi lukker den ikke ind, eller vi lader os distrahere og tror ikke den er vigtig. Den er med os, hvor vi går, den træder til, når livet gør ondt, når vi er i krise, når vi mister et menneske, når vi vil hjælpe nogen, der har det svært.

Den rækker ud for at mildne, bære over med nogen, der har brug for vores tilgivelse, lader os stoppe op et øjeblik for at tænke efter, den søger rum til refleksion, lader et smil lyse op i bussen, får dig til at vinke til et lille nyt menneske i en barnevogn.

Den hjælper dig til at være dig og ingen anden, den viser os, som vi er, skræller det forlorne ydre af os, som vi måske tror er obligatorisk rejsegods. Den kommer frem, når vi skal sove, og sender os ind i dybet af vores sjæl og åbenbarer vores sande jeg, renser vores sind, vander vores indre have og sætter frø og frugter, mens vi vågner.

Den er den klare morgenstund, den nye dag, det friske syn, den er din ven og følgesvend, den er din hverdag, dine skridt imellem gry og skumring. Den er her jo!

Lad os sammen give menneskeligheden mulighed for at ånde frit…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 29 – Menneskelighed

Menneskelighed

Hun havde været ud og ind af Radiumstationen igennem 8 år. Hun var så syg af kræft, at der kom folk langvejs fra for at besøge hende, og hun tænkte nok, at enden var nær.

Hun havde haft et par oplevelser af den slags, som man ikke kan forklare. Hun tog det nu som noget selvfølgeligt, det lå i familien, det var ikke noget, hun tænkte så dybt over. Men disse to, det var i kritiske øjeblikke, mens hun lå dér.

Hun havde en drøm, hvor hun steg op ad en lang lang rebstige, der førte op i himlen. Engle sang omkring hende, og hun var lige ved at sætte foden på det sidste trin. Så vågnede hun.

Hendes mand kom en dag med avisen i hånden – der var noget han ville vise hende – et bibelcitat. Hun sagde: Det behøver du ikke – jeg har læst det. Om eftermiddagen havde der ligget den avis i fodenden af sengen – på hovedet. Men hun så den tekst, den fløj op i luften foran hende: – Frygt ikke!

Da hun var ung, var der en herre i et selskab, om hvem man sagde, at han kunne spå om fremtiden. Hun plagede ham. Han ville ikke – han gjorde ikke den slags, ikke normalt. Men hun fik ham overtalt. Han fortalte hende to ting: Hun skulle få en sygdom, som hele verden talte om. Og i en meget sen alder skulle hun tage et barn til sig, som ikke var hendes eget, men alligevel af samme blod…

Hun havde været til undersøgelse. Og svaret: Der var ikke noget at se. Hun var ikke syg mere. De sagde, det var gået i bero.

– Disse forunderlige øjeblikke, da verden står stille, fordi vi oplever noget ganske specielt… En smuk handling, en fascination, naglet fast i et bestemt lys, en særlig fuglesang, en duft af syren.

Et kys på panden – helt uden for rammerne – en svingtur i et glædeligt gensyn – en dyb samtale midt i den blå time i en befærdet gade ved et cykelstativ – en samtale på et fremmed sprog på en lille båd i et farvand med mange øer, en samtale om muligheden for at finde årsagen til kræft igennem forskning i internationalt samarbejde – et sted i naturen, blikket hvilende på hvirvlende vand med solnedgangsstråler i alskens flammende farver.

Der hvor menneskeligheden bryder frem. Der hvor det virkelig gælder, hvor kærligheden råder.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 28 – Værdighed

Værdighed

– At behandle sine mennesker værdigt i samfundet – i netværket – i gruppen – i boligområdet – på arbejdspladsen – på hospitalet – i konsultationen – på plejehjemmet – i skolen – i toget – til træning – i supermarkedet – derhjemme. At sætte pris på sine mennesker, huske at sige tak, give anerkendelse – at le sammen.

At behandle os selv værdigt.

At have respekt for hinanden, at værne om hinandens rettigheder. Træde til, hvis nogen er i knibe, sige ja til at lytte til en, der er ked af det, selvom vi har travlt. At lade være med at drille den mest sårbare i klassen. At hjælpe den svage med at forstå matematik. At bære en tung indkøbspose for den gamle mand overfor.

Det er en gave at få lov til at hjælpe nogen. Og at have evnen til at tage imod.

Hvis vi vil skændes, bør vi gøre det syngende! Og med fuld hornmusik!